Anne Marie Løn: "Prinsesserne"

Prinsesser og landbokvinder.

Af Hans Andersen
Publiceret 28-10-2008

Anne Marie Løn: PRINSESSERNE. 582 sider, kr. 348,00 Indb. Gads forlag. UDKOMMER I DAG.

"Det er en vældig bog, hun her har fået fat i, hun tager jævnligt en dyb indånding for at få det hele med, var der bare mange flere af den slags, ellers må man læse den igen, hun har næsten ondt ved, at en side er slut hver gang hun blader."

Sådan skriver Anne Marie Løn om den 20-årige Valborg, den ene af "prinsesserne", da hun er opslugt af Henrik Pontoppidans "Det forjættede Land", og når læseren er færdig med Anne Marie Løns eget mægtige romanværk, har han lyst til at sige det samme om "Prinsesserne". Var der bare mange flere af den slags bøger! Vel har fortællingen om de to vendsysselske proprietærdøtre, der følges fra 1923 til midt i firserne, da den sidste af dem er død, ikke det pontoppidanske format i sigte og ide, men "Prinsesserne" rummer ved siden af en utroligt spændende skæbnefortælling en enestående skildring af et landligt dansk miljø omkring en proprietærgård, dens storhed og fald. "Prinsesserne" tegner også i sit rigt facetterede kulturbillede et stykke særpræget dansk kvindehistorie. Anne Marie Løns prinsesser er døtrene Valborg og Violet fra Roseneng Storgaard, en veldreven ejendom, der har givet sin ejerfamilie magt og penge i de mange gode årtier for landbruget omkring århundredskiftet. Den ældste, Valborg, har været på fin husholdningsskole i København, da romanen starter, men hun vender bestyrtet hjem - i dyb vrede over, at man der oplærer kvinder i at blive "andenrangs mennesker". Det eneste mål er at få en mand, den sikre fordummelse.

Valborgs oprør passer hendes far, som i hende også ser den søn, der blev stanget ihjel af en tyr. Faderen er et jern til at arbejde, men drikfældig, og af og til må han på et sanatorium i Norge for at blive tørlagt. Det er en af de skygger, der hviler over Storgaard. Andre er mange døde børn og den fine, tavse mor, der ikke taler med sin mand. Også hun har en hemmelighed, der har at gøre med familiens kusk, men for begge forældre er døtrene prinsesser, der får alt, hvad de peger på. Valborg har født i dølgsmål, da hun var i København, hvad ingen må vide, og siden har hun ikke været til mænd, mens den romantiske Violet, der ligner den mørke mor, med fryd mister sin dyd på sin konfirmationsdag og siden bevæger sig gennem sit liv med en umættelig erotisk tørst. Begge piger er dog gode partier med flere bejlere, men alt forvandles, da faderen dør, og Valborg viser sig som sin fars datter, der myndigt og barsk overtager styret. Det bliver prinsessernes skæbne.

Valborg opfatter sig og sin søster som de evigt lykkelige prinsesser fra Storgaard, der aldrig må skilles, og hun forhindrer i et grusomt drama søsteren i at blive gift. Langsomt forvandles de to smukke proprietærdøtre til tjenestepiger og forkarle, og et sælsomt kapitel i den danske landbokvindes historie rulles op i romanen, hvis realisme er ram og robust. Prinsesserne tager bukser på, når de arbejder i marken, efterhånden vasker de sig ikke, og deres folkehold bliver mere og mere baseret på drukkenbolte og andre udkantskæbner.

De vækker vild forargelse, hvad der især henrykker Valborg, der ved faderens dødsleje fik at vide, at hun skulle gøre lige, hvad hun ville. Hvad begge søstre gør i rigt mål, idet de forbliver mærkeligt sig selv og bevidste om, hvad de er. De repræsenterer et stykke landlig emancipation, der er mere revolutionerende end det meste af det, der foregik i det kulturradikale byborgerskab i trediverne og fyrrerne. Omkring Roseneng Storgaard myldrer det med personer, som alle får deres liv bestemt af det, de oplevede som tjenestefolk, som naboer eller gæster. Anne Marie Løn styrer sin store fortælling og sit detaljerede kulturbillede af et liv på landet med sikkerhed både i fantasi og virkelighed. Læseren overraskes bestandigt med drastiske begivenheder og med hentydninger, som siden forklares og fortolkes i romanens kronologi, og til slut får man også løsningen på Valborgs fatale hemmelighed fra ungdommen. "Prinsesserne" er en fantastisk historie om skæbne, trofasthed, vilje og forfald.

Romanens usentimentale syn rummes i en sætning, som Violet har skrevet: "Øjeblikke af lykke er alt, hvad der er, grib dem, det er alt, hvad du kan gøre." Griber man Anne Marie Løns bog, får man foræret den lykkelige læsnings øjeblikke.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Skriv en kommentar

Vind bogpræmier
Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Boghallen

Risskov Travel Partner