Ned til rødderne

De er gjort af samme stof, den etablerede forfatter Helle Helle og den unge Dy Plambeck.

Af JETTE MEIER CARLSEN
Publiceret 05-11-2008

Børn af provinsen og ikke helt som de andre. De skriver også begge om almindelige mennesker - i provinsen. Med stor ømhed og solidaritet, for selv om de har skiftet postnummer og søgt bredere horisonter, er det den verden, de kender koden til.

I årevis ræsede Helle Helle igennem sin barndomsflække Rødby, når hun var på de kanter. Som var hun flov over at være rejst sin vej. Som skulle hun finde ud af, hvem hun så var, hvis ikke som de andre i byen. Da hun endelig for et par år siden dristede sig til at stå ud af bilen for at lave et radiointerview om sine rødder, ændrede hendes stemme sig. Den fik dialekt, og rystet hørte hun sig selv blive 12 år igen.

I dag har den 42-årige forfatter forsonet sig med den røde tråd, der binder hendes efterhånden omfattende forfatterskab sammen i roste og topsælgende skildringer af provinsens stille eksistenser. Hun har fundet ro med, at hun har flyttet sig og alligevel har provinsen rullende i blodet.

»I mange år kunne jeg slet ikke finde ud af at være i Rødby. Jeg frygtede de gamle spøgelser, jeg var usikker og genert, og hvad skulle vi også snakke om? Jeg var bange for at træde ud i lyset, tror jeg, for i virkeligheden fungerede jeg udmærket socialt. Det handler vel om, at jeg kender mig selv bedre i dag. Også fordi det er gået godt. Jeg føler, at jeg har fået anerkendelse, så når jeg møder nogen, kan jeg tillade mig at sige, at jeg er forfatter,« forklarer Helle Helle, hvis roman "Ned til hundene" udkom for kort tid siden. I bogen tager hun i sin vanligt stramme stil åbent livtag med sin egen historie, idet en fraskilt forfatter, på hendes alder og med hang til at skrive om stille eksistenser, lander i et hus i provinsen hos netop de stille eksistenser. Om det vil føre forfatteren Helle Helle ad nye veje, vil fremtiden vise. Foreløbig har hun lige holdt konfirmation og koncentrerer sig nu om at få sendt "Ned til hundene" ordentligt ud i verden.

VI ER TIL GENGÆLD taget fra København og ned til omegnen af Sorø, hvor Helle Helle bor idyllisk i skovkanten med sine to børn. Med i bilen har været den 28-årige Dy Plambeck , som også har fået anmelderroser for sin seneste roman "Texas' Rose", der ligeledes handler om almindelige mennesker fra provinsen - om end de mere højtråbende og kulørte af slagsen. Bogen er en slægtsfortælling med stærke personligheder og et familiefællesskab, der langsomt går i opløsning. Fortalt frodigt og fabulerende bevæger historien sig over øjebliksbilleder fra 40'erne gennem tiden, flere lande og miljøer, og handler dybest set om at høre til og føle sig uden for. Om hvad der ligger til grund for, at man føler sig ekskluderet og inkluderet i et fællesskab.

Følelser og spørgsmål, som hun selv kender til, den unge forfatter med det lange viltre hår og det særprægede navn. Dy er sin families fremmede fugl. Anderledes og på kanten af fællesskabet i sin barndoms lille sjællandske by. En pige, der var lidt for vild. Et barn, der aldrig blev rigtig ven med skolen.

I dag forfatter, og jo, rigtig forfatter, for Statens Kunstfond tildelte hende sit prestigefyldte treårige arbejdsstipendium, da de så kvaliteterne i debutbogen "Buresø-fortællinger", som anmeldere sammenlignede med Dan Turèlls "Vangede Billeder". Dy Plambeck sagde sit job op, tjekkede ud fra litteraturvidenskab på Københavns Universitet og tog forfatterkasketten på.

For udover arbejdsro er det en af fordelene ved det treårige, forklarer hun, mens Helle Helle nikker genkendende. At man får tildelt en identitet som forfatter i en periode af ens arbejdsliv, hvor man ofte er umådelig usikker på, om man slår til med pennen.

JOVIST, DER ER FLERE fællestræk i de to forfatterskaber, om end værtinden, der for længst er blevet et stort navn i moderne litteratur og hendes yngre kollega kun tøvende vedkender sig dem. Men de har da udvekslet bøger - og udveksler snart også erfaringer fra Forfatterskolen og provinsmiljøet, som de begge er rundet af. »Jeg skrev til Helle og sendte hende min bog, fordi jeg har læst flere af hendes bøger og altid beundret hendes stil, som modsat min er meget knap og meget minimalistisk. Helles personer får identitet gennem dialogerne. I "Texas' Rose" er der næsten ingen dialog. Det er fortællingerne, der giver personerne identitet. Men vi bruger begge det absurde og humoristiske, selv om vi gør det på forskellige måder. Når jeg læser dine bøger, Helle, er jeg flad af grin.«

Helle Helle supplerer: »Jeg opererer med underspil, mens du overdriver, men du har ret, det er to sider af samme sag. Jeg bruger alt det, der er på overfladen til at forklare. De har en hjørnesofa i kunstlæder, går i kedeldragt og spiser sandkage, så må læseren selv danne sig indtryk. Hos dig er det historierne, der giver personerne liv.« Snakken går over stok og sten om arbejdsmetoder, skrivestil og veje til forfatterskaber, mens fuglene kvidrer, og vi spiser hjemmebagte boller med syltetøj. Pludselig triller postbudet sin lille gule bil ind på gårdspladsen og afleverer en stak post og en hyggesludder. Men vi er altså ikke i provinsen, understreger Helle Helle. Vi er på landet. Det er vigtigt. Scenen skal sættes, som det første. Både når man skriver en bog, og når man fortæller om sig selv.

BEGGE KVINDER skriver på egne oplevelser og følelser. De planlægger ikke noget plot. De researcher ikke. Deres historier føder sig selv og får næring af rødderne i opvækstens sorte muld. Dy Plambeck går desuden på opdagelse i f. eks. wild westmiljøet, som hendes hovedperson i bogen er vildt betaget af, mens Helle Helle dyrker dialogen og detaljen og går på negleklinik for at se, hvordan det foregår. Hun elsker at læse med på almindelige menneskers blog og kan straks se et guldkorn, når hun en morgen i toget hører en forretningsmand i jakkesæt sige: »Ved du, om Preben tager basser med så?« Det er Helle Helle-sprog, og sætningen ryger i notesbogen til senere brug.

Vi griner, for det er jo sådan mennesker taler. Jakkesæt eller ej. »Jeg opfatter ikke mig selv som provinsforfatter. I øvrigt er alle i Danmark vel fra provinsen. Det afgørende er at skrive om noget, der på en gang er autentisk og troværdigt og samtidig rummer elementer, som er alment genkendeligt. Grundlæggende er det de samme tvivlsspørgsmål, vi alle sammen sysler med i vores liv,« understreger Helle Helle og fortsætter nærmest lidt trodsigt: »Det kan godt være, at man skriver fra et sted, hvor man på en eller anden måde har lyst til at være. Det er vel en dyrkelse af noget, der var.

En længsel. Men samtidig er der en distance, en dobbelthed. Når man vokser op et sted som Rødby, ved man fra day one, at alt hvad man har, skal man miste, hvis man vil have en uddannelse og et spændende arbejde. Jeg har altid vidst, at jeg skulle væk, selvom det aldrig blev formuleret. «

DET STILFÆRDIGE HVERDAGSLIV i Rødby er omdrejningspunktet i bogen "Rødby-Puttgarden", der for et par år siden blev hendes store folkelige gennembrud. »Min mor var parfumedame på Rødby-Puttgarden-overfarten, og jeg arbejdede der også en periode. Min far var mekaniker, og jeg har to søskende. En almindelig arbejderbaggrund. Jeg var mest anderledes, fordi mine forældre var skilt. Puha, det er svært at snakke om. Skal vi ikke høre om din baggrund?«

Hun kigger smilende på Dy Plambeck , som straks tager tråden op. »»Min mor var lærer og min far murer og entreprenør. Der er en lang tradition for at blive murer i min familie. Min bror er murer, min farfar og vist også min oldefar. Jeg kan godt genkende det du siger, Helle. Man skriver om det, som man kender til. Jeg er den eksotiske i min familie, og jeg både ligner og ikke ligner mine personer.

Ethvert menneske har en del tragedie, en del sårbarhed og en del humor i sit liv. Sådan er personerne i min roman. Den dobbelthed er vigtig. Den rummer jeg selv. Den ene dag føler jeg mig som en stærk iværksætter, den næste dag er det lige modsat. Jeg har også brug for adgang til flere miljøer, både for at have byen og p

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Skriv en kommentar

Vind bogpræmier
Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Boghallen

Risskov Travel Partner