En bog om det værste, der kan ske

Ida Jessen er den første forfatter, hvis roman er kommet på listen over juryens 25 bedste.

Af JESPER STEIN LARSEN
Publiceret 08-11-2008

Hvad er det første, du tænker på, når du tænker på "Det første jeg tænker på"?

»Jeg tænker på august. Handlingen er sat i august. Det er en grum historie, og det forsonende element for mig var, at den foregår i august. Det havde ikke været til at holde ud, hvis det var november eller januar, så ville det bare være gråt i gråt, men der er denne gyldne august. Det gør det bærligt for mig og gav mig lyst til at skrive romanen. Det var ikke bare hårdt.«

Hvordan ser du på bogen i forhold til dine andre bøger?

»Den er andet bind i en trilogi, hvor "Den der lyver" var første bind, og jeg sidder nu og skriver på det sidste bind, "Børnene" men de skal kunne læses hver for sig. De er vidt forskellige, men hænger alligevel sammen.«

Hvordan husker du arbejdet med den?

»Det var en bog, jeg bøvlede meget med, før jeg fandt ud af, hvordan jeg skulle gribe det an. Det var meget svært, jeg smed rigtig meget ud og inden den endelige version, var der ti gennemskrivninger, så der gik lang tid før jeg fik hul.«

Var det indholdet, det stilistiske eller strukturelle, der voldte dig kvaler?

»Det hele. I de første mange gennemskrivninger var fortælleren Birgitte ikke med. Det var først, da jeg fandt hende, at jeg fik rigtig hul på den, for ellers fulgte jeg Lisa, præsten, det var en helt anderledes bog, før Birgitte kom med, for hun er skeptiker og har et ambivalent syn på mange ting, mens Lisa er helt og fuldt til stede i sin virkelighed. Hun er ikke ambivalent, hun sørger og hun er præst. Men det var først, da Birgitte kom ind i billedet, bogen blev forløst. Leif Davidsen siger, at han skriver falske begyndelser, og det er meget rammende sagt. Mine begyndelser kan desværre godt være meget lange, halve og trekvarte romaner. Jeg skal tage mange meget lange omveje, før jeg får hul. Men da jeg fik hul igennem, tog det mig kun trekvart år at skrive den.«

Hvad ville du med bogen?

»Jeg ville skrive om det værste, der overhovedet kan ske for os i vores privilegerede verden. Og jeg var ikke i tvivl om, at det var at miste et barn, men jeg havde hverken er person eller en historie. Og hvis personerne ikke er faldet ordentlig på plads, så er historien ligegyldig.«

Er der noget personligt i den?

»Ja det er der altid. Man skal altid have noget i klemme, ellers virker det ikke, så orker folk heller ikke at læse det. Så bliver det for overfladisk. Man skjuler sin egen private andel i det og prøver at almengøre det.«

Hvordan er det, når man selv har børn, at skrive om at miste et barn? Er det ikke svært?

»Jo, men alt arbejde er jo svært. I perioder glider det let, og så er man optaget af det rent sproglige, og hvordan det hænger sammen, og i andre perioder er det som om meningen med det man skriver kommer væltende ind over en, at man tygger sig igennem, hvad det betyder, og der kan man godt dukke nakken lidt, men så retter man sig op igen og arbejder praktisk med, hvordan det skal udformes. Og sproget trøster én, og man får det til at hænge sammen. Man skaber selv et problem, når man går i gang med at skrive en roman, men man skaber det på baggrund af noget, som virkelig anfægter én, som man vil noget med, som man vil løse. Så det er dejligt, det er skønt at skrive. Det kan faktisk være hårdere at læse bøger, end at skrive dem.«

Hvad skriver du nu?

»Nu er jeg langt inde i fortsættelsen, "Børnene", som skal komme til næste efterår.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Skriv en kommentar


Ida Jessen
Ida Jessen modtog i 2006 BG banks litteraturpris for Det første jeg tænker på og ses her ved prisoverrækkelsen på BogForum.
Foto: Mik Eskestad

Vind bogpræmier
Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Boghallen

Risskov Travel Partner