Helvede begynder nu

"Setans porte" er én af de grummeste og mest ambitiøse danske romaner fra 1990'erne.

Det er en rædselsvækkende, Stephen King-lignende undergangsvision fra en tropeø, hvor forurening, atomforsøg og kultursammenstød fører til, at sultne monstre slipper løs og altings overlevelse er truet.

Først som 35-årig debuterede Grete Roulund (1946-2004), der egentlig bare begyndte at skrive bøger for at forsørge sig selv. Men da hun først var kommet i gang, viste hun sig at kunne være særdeles produktiv, og frem til sin tidlige død 23 år senere udsendte hun stort set en bog om året.

Oven i købet fandt hun tidligt en original tone som ikke lignende nogen anden dansk forfatter. I sine bedste bøger formåede hun at kombinere fantastiske elementer med beskidt realisme fra de tredjeverdenslande hun rejste meget i, den sorte og makabre humor som også prægede hende selv som person, samt gerne en kredsen om menneskelig ondskab når den er allermest ufattelig.

Dermed forblev hun en fremmed fugl i det danske forfattermiljø, en kondor i den litterære andedam, som hendes på én gang ramsaltede og sky personlighed heller ikke forligtes specielt godt med. Eller som hun selv udtrykte det: »Jeg kunne godt have skrevet en roman om en skolelærerinde i Herning, der føler sig fremmedgjort over for sine guldfisk . Men jeg gider ikke...«

"Setans porte" er ikke hendes mest isnende roman - den plads tilfalder ubetinget Holocaust-fortællingen "Silberknabe" - men med sine 600 sider og sin karakter af altomfattende dommedagssyn så langt hendes størst anlagte. Den har et visionært og fortællemæssigt format, som tretten år efter udgivelsen kun virker endnu mere stærkt og skræmmende.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Kommentarer

Gitte Larsen
11-11-2008 kl. 12:50

Jeg kan ikke være mere enig. Det er fantastisk læsning.

Skriv en kommentar

Vind bogpræmier
Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Boghallen

Risskov Travel Partner