Landet i forandring

»Den danske samtidsroman, som vi har råbt og skreget på, den har vi da her«, skrev Politikens ovenud begejstrede anmelder May Schack, da "Mærkedage" udkom i marts 2007.

Det er fuldstændig rigtigt, men samtidig er Jens Smærup Sørensens sene folkelige gennembrud, der også tidligere i år skaffede ham De Gyldne Laurbær, nok så meget en fortidsroman.

Gennem at klippe mellem noget så rituelt ærkedansk som tre familiefester - en konfirmation i 1934, et sølvbryllup i 1967 og en 60-års dag i 2003 - skildrer Smærup Sørensen (f. 1946), hvor store omvæltninger både tilværelsen på landet og tilværelsen indeni har gennemgået. Hvad der til at begynde med ligner en klassisk slægtsroman om samlivet og konflikterne imellem to store familier i forfatterens hjemby Staun, bliver efterhånden nok så meget fortællingen om den traditionelle familie, de traditionelle familieværdier og det traditionelle familielivs opløsning og udvidelse, i såvel strukturel som etnisk og seksuel forstand.

Noget jysk Jammersminde er Mærkedage imidlertid slet ikke. Igennem et stort og højt respekteret, men hidtil langtfra bestseller-præget forfatterskab har Smærup Sørensen gennem tidligere hovedværker som "Skoven nu", "Mit danske kød" og "Katastrofe" udviklet en virtuos evne til at skildre store ydre omvæltninger som hårfine, sproglige skred i den enkeltes tankesæt og talemåde.

I "Mærkedage", hvis foranderlige univers tydeligvis rigtig mange læsere kunne genfinde sig selv i, bliver på én gang landsbyen som tilstand og den enkeltes stemme udgangspunkt for optegningen af, hvordan mange værdier og traditioner nok er gået tabt, men også meget frihed og udsyn vundet. Samt ikke mindst, i hvor høj grad vi fortsat bliver mærket af mødet med vores familier - uanset hvordan sådan én i vore dage i øvrigt kan se ud.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Kommentarer

Hanne Ørgaard
09-01-2009 kl. 15:48

Som jyde vækker romanen mange minder omkring familie og deres liv langt tilbage i generationer. God opbygning og et godt sprog og så et det dejligt at læse en "rigtig" roman, der er underholdende og spændende og tage en time out fra krimi genren

Skriv en kommentar

Vind bogpræmier
Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Boghallen

Risskov Travel Partner