Forfatter: Bukdahl er litteraturkritikkens Lomborg!

Jeg har altid haft det meget dobbelt med Lars Bukdahl. Han kunne være så god, hvis han gad at slappe af og skrive normalt. Men på mange måder synes jeg, at han er endt som en slags litteraturkritikkens Lomborg. En mand, der er blevet berømt på at gå i modtakt og ved at støje.

Af KRISTIAN DITLEV JENSEN
Publiceret 03-12-2008

Jeg kan huske, at Lomborg blev udråbt til en af verdens 100 mest "indflydelsesrige" mennesker. Javel. Men ham, der taler i mobil i biografen fylder nu også temmelig meget. Men er han vigtig? Har han ret? Bare fordi han larmer som en sindssyg? Lidt sådan ser jeg Bukdahl, der jo blev berømt i sin tid, fordi han svinede Søren Ulrik Thomsen til, da Thomsen var på vej mod noget nær en gudestatus.

I det hele taget er det de kulørte lamper i sproget og sætninger sat kækt på sned, han er kendt for. Men når man skærer alle hans sproglige fjollerier bort, så er der et påfaldende kedsommeligt og forældet litteratursyn underneden.

Han er avantgardist, slet og ret. Og det er et fænomen, der var stort i 1920'erne. Hallo: Altså for 90 år siden. Og at satse ensidigt og hidsigt på det nyskabende, det såkaldt originale, det sprogligt hittepåsomme og det ultrasmalle og ulæselige - som om det var en kvalitet i sig selv - det er helt enkelt forældet. Specielt, når man som Bukdahl nærmest har en lille telefonbog med "de gode", som så altid bliver rost til skyerne.

Min gamle lærer Poul Borum smadrede sådan cirka hver anden af Rifbjergs bøger, fordi han syntes, de var for letkøbte. Men hver anden jublede han over, fordi de var ordentlige. Den evne til at smage med frisk tunge her gang - den savner Bukdahl i den grad. Han er på den måde alt, alt for forudsigelig. Kedelig, faktisk. Hvilket jo står i skærende kontrast til hans eget selvbillede som en modig, skarp og vovet kritiker.

Man han overser tit helt tidens største litterære bevægelser. Nogle af de bedste romaner, der skrives i dag, har form som ren dokumentarisme. Nogle af dem er i grunden biografier. Nogle af dem står som artikelserier i aviser. Nogle af dem er skrevet af sociologer.

Derfor kommer det ikke bag på mig, at han hader "pøblen" og "folket". Han er selvsagt for blasert til dem. Men det interessante er jo, at den helt store kunst faktisk appellerer til alle - høj og lav, rig og fattig, elitære læsere og dysleksiens ofre.

Når det er sagt, er jeg enig i nogle af hans pointer, som så mange andre litterære kritikere og forfattere deler. For mig er bestselleren på dansk grund en decideret selvmodsigelse. Hvis man skal sælge f.eks. 200.000 bøger i Danmark, så er man jo nødt til at nå langt ud over de litterære kredse - helt ud til folk, der slet ikke interesserer sig for bøger, sådan, i dén forstand. De mennesker, der har "Undtagelsen" i ulæst bogklubudgave stående ved siden af B.S. Christiansen og "Da Vinci Mysteriet", og det er så den bogsamling.

Det betyder i sagens natur, at stangen er sat meget lavt. Jeg kom vist engang til at fornærme Sara Blædel, fordi jeg sagde i Smagsdommerne, at jeg ikke kunne forstår, at krimiforfattere må skrive dårligere end andre forfattere. Men det var ærligt ment. Jeg var decideret chokeret over det litterære niveau, faktisk helt ned på håndværksniveauet. På samme måde kunne man da sagtens have druknet en hel del af karaktererne - og siderne! - i Carstens Jensens i øvrigt skønne skrønesamling, der fik lov at skvulpe helt over på de mange hundrede sider.

Den selvmodsigelse - at man skal skrive let og usvært og strengt taget plat - for at opnå et storsalg i Danmark er jo forstemmende for en forfatter. Jeg har oplevet det i mit eget forfatterskab, hvor den med vilje overformidlede "Det bliver sagt" er blevet læst af mange, der så siden har skældt mig ud for "Livret", fordi den var "for svær", og fordi de "ikke forstod" den. Mit yndlingseksempel er Ian Flemings helt tynde bøger om James Bond. Det er næsten ikke engang litteratur - det er, fra starten, filmmanuskripter.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Kommentarer

larsbukdahl
20-01-2010 kl. 12:07

det er jo helt hen i vejret at kritisere mig. jeg er ud af en fornem familie. bøger ska være gode, man ska ikke rose dårlige bøger. hvis man ikke ka li den smalle litteratur, så ska man ikke læse mine anmeldelser. rifbjerg er blevet bedre med alderen, men han er stadig de finkulturelles johannes møllehave. bog på bog om spændende emner som hans mors menstruationsbind og hva han ellers ka diske op med, endeløs snak, der da ka være interessant, men tror ikke noget af det han har skrevet vil blive husket om 100 år. vi mangler en der ka sætte en nål i den store ballon han har pustet op. hvem har nogensinde læst hans bøger? selv da de blev skrevet var der jo ingen der ku genkende sig selv eller sproget i dem. flittig, javist, nødvendig, nej. man ska være iskold når man er anmelder. mest littertur er skrevet for dumme mennesker og blir læst af dumme mennesker. de dumme må godt læse bøger, men for fanden... vi kloge må vel ha vores mening som alle andre. søren ulrik thomsen vil få nobelprisen en dag, og folk vil synes det er fint. men vi der har læst ham, ved det er en gang selvforherligende, lunken øl uden alkohol, det er ikke engang indhold uden form, for der er hverken form eller indhold i det han skriver. peter høeg er så dårlig at jeg ikke engang vil tænke på ham. og carsten jensen er så selvophøjet, og jesus-lignende i egne øjne at det er til at brække sig over. han er en tøsedreng lissom peter høeg. rifbjerg er litteraturens svar på pia kjærsgaard, han blir aldrig stueren.

Peder Frederik Jensen
08-12-2008 kl. 11:03

Det fuldkommen afgørende problem ved alt det her sludder om den bedste roman, må vel være at kun ganske få har læst majoriteten af de bøger der stemmes om, for slet ikke at tale om de bøger der udkommer. Man ved ikke hvad man går glip af, når man undlader at læse uafhængigt af, hvad markedet vil have en til at læse og derfor virker litteraturen utilgængelig og mærkelig for mange uvante læsere. Som der står på en plakat på det Kongelige Teater: Nu mere man ser, nu bedre forstår man sproget. Det er en plakat der handler om ballet. Jeg ser ikke en skid ballet, men de gange det så alligevel er sket, har jeg da følt mig ved siden af "sproget" på scenen, og har måttet bruge ressourcer på at forstå det.For hver gang bliver det så lidt bedre. Den nedladende tone der hives frem om "ovre på Information etc.." og den den smalle litteratur (hvad det end betyder), har intet på sig. Man bliver nødt til at konstatere, at langt langt de fleste danskere er kys kolde med at læse, med at have med verden at gøre gennem det litterære. Der er ikke noget snobbet i at ville det. Man er bare en slags filatelist hvis man læser andet end Carsten Jensen og femikrimier i Danmark, og derfor vil en afstemning som JP´s ikke handle om, den "bedste" roman, men om den bredest appellerende roman. Med andre ord. Afstemningen svarer til BT der for et par dage siden spurgte tilfældige mennesker på Strøget, om hvor de troede Stein Bagger gemte sig. Fuldkommen ligegyldig spild af tid, men man gnasker det i sig, når man sidder og venter på sin pizza. Men ligegyldigt det er det. Og jeg tror ikke på, at det gavner litteraturen. Desværre. Mere og mere litteratur udkommer på mindre forlag og sælges i snævre miljøer, da der alligevel ingen kunder er ude på "markedet". Det folkelige er en fælde, hvis man forsøger at jagte det, fordi det ikke findes. Et gætværk og et postulat om en fællesnævner, der er absurd og dum. En hvilken som helst normalt begavet person, kan læse og få udbytte af alt litteratur, men det kræver en indsats, der kan være svær at mobilisere i et moderne fortravlet liv.

Viggo Steincke
08-12-2008 kl. 00:00

Bogbranchen kan lære af musikbranchens måde at synliggøre sig selv på: Konkurrencer, awards og nomineringer i ét væk. Jeg syntes tidligere at denne form for markedsføring var noget tivolipjat. Det stoppede dog, da jeg selv vandt :-) Kære bogfolk - tag godt imod JP's initiativ, og tag det for, hvad det er. Ved at konkurrencen sætter fokus på bogen, gavner det jer alle. Kast ikke mudder efter dine kolleger, lad det helere blive siddende på dine egne sko, skriv pænt om hinanden, og husk at lykkeønske vinderen, når den tid kommer.

Peter Kjær
07-12-2008 kl. 18:06

Jeg forstår mindre og mindre af den her diskussion. Den begyndte som en stillingtagen for og imod Lars Bukdahls kritik af Jyllands Posten popsmarte idé om en afstemning om de sidste 25 års danske roman. Nu er diskussionen ved at udvikle sig til en stillingtagen for og imod Bukdahl. Kristian Ditlev Jensen kalder for eksempel Bukdakl for litteraturkritikkens Lomborg. Besynderlig sammenligning. Bukdahl benægter vel ikke, at der kan være gode grunde til at læse bøger... Til syvende og sidst ender Kristian Ditlev Jensen selv med at bekræfte, hvorfor en afstemning er tåbelig, nemlig fordi den bare vil afspejle salgstallene. Og samme konklussion kommer Trisse Gejl jo sådan set også til. Jeg læser gerne selv ind imellem lettilgængelig, uforpligtende, mægtig populær underholdningslitteratur og gerne en krimi. Men derfra og så til at udnævne det til 25 års største danske roman...

Jørgen Flainard
07-12-2008 kl. 15:57

I virkeligheden et håbløst projekt. Der er så få talentfulde forfattere i verden og meget få af dem er danskere. Har ikke lige kunnet finde en på listen der i virkeligheden var værd at stemme på. Hvorfor ikke hellere vælge den mest overvurderede danske forfatter - det er da en afstemning med mange kandidater...

Trisse Gejl: Den rituelle og den ikke-rituelle litteratur
07-12-2008 kl. 15:36

Diskussionen om god og dårlig litteratur kan være lidt trættende. Jeg mener ikke, kvalitet er relativt, og jeg mener bestemt at 1 mio. fluer godt kan tage fejl. Men fejl af hvad? Begavede boglæsere tager jo ikke fejl af deres egen lyst til at læse den litteratur, de læser. Hørte en forfatter sige, at der er en skyttegravskrig mellem den smalle og den brede litteratur lige nu. Skal ikke kunne sige, hvor jeg selv hører til, og hvor hører Morten Ramsland til? Eller Klaus Rifbjerg? Er det et spørgsmål om salgstal? Som forfatter læser jeg sjældent af lyst. Eller også læser jeg altid af lyst. Jeg jager de forfattere og de bøger, der sprogligt er fantastiske, det er dét, der giver mig et kick. Plots interesserer mig ikke så meget i bøger. Det gør britiske krimiserier på tv til gengæld. Jeg kan æde den ene efter den anden som skøn underholdning. I stedet for at tale om god og dårlig litteratur kunne man måske tale om rituel og ikke-rituel litteratur. Blandt lette krimier, gysere og mange kærlighedsromaner finder vi ofte den rituelle litteratur, hvor vi i læsningen gennemspiller en række ritualer: Spænding, genkendelse, indlevelse i allerede kendte urfølelser - men ingen særlig refleksion over det oplevede. Den beroliger os og bekræfter os, som netop ritualer gør, i at vi hører til. Forstår hinanden. Og det er der efterspørgsel på: at forstå og høre til. Og underholdes. Det sælger. Ikke-rituel litteratur kunne så være den lidt mere komplicerede litteratur, hvor vi skal investere os selv mere, fordi den ikke tilbyder mere eller mindre færdige skabeloner af mennesker og følelser, og ikke beroliger os, men derimod foruroliger os. Der er ikke den samme efterspørgsel på at blive foruroliget som på at blive beroliget, det må vi nok erkende. Den ikke-rituelle litteratur kan sagtens tage udgangspunkt i det genkendelige, men den går sjældent op, og hvad sker der, når tingene ikke går op, så må vi i gang med at reflektere og investere os selv med alle vores komplikationer. Det er også ofte i den ikke-rituelle litteratur, at sproget udfordres og udvikler sig. Får os til at opleve og se på ny. Fordøjelsesprocessen er længere og både lystfyldt og foruroligende. Begge typer litteratur kan leve fint side om side. Der er den lette "ammelæsning" og den mere udfordrende "juleferielæsning". Ingen skam i det. Men kvalitetsdiskussionen blusser op, når man sætter rituel mainstreamlitteratur side om side med mere sprogligt og menneskeligt udfordrende romankunst - som i JPs konkurrence om de seneste 25 års bedste roman. I mine øjne er der, blandt de romaner jeg kender, ikke vældig mange på listen ud af de hundrede, der kandiderer til prisen. Det må være et storværk, der udsiger mere end sig selv om den tid vi lever i, et værk der spidder fornemmelser eller understrømme, et værk der nyudvikler romangenren, udfordrer os, provokerer os, eller rykker os. Jeg ved ikke hvilket værk det er, og jeg vil ikke stemme på en bog uden at have læst dem alle. For jeg er ikke i tvivl om, at der blandt krimier på listen kan være sproglige, formmæssige genialiteter eller idéer, der udfoldes fantastisk. Den bog jeg personligt ville stemme på, skulle være en bog, der sidder i mig længe efter og som jeg ikke rigtig "kan blive færdig med". For mit vedkommende et værk der kunne klassificeres som ikke-rituelt. Men mon ikke afstemningens resultat vil afspejle salgstallene for de enkelte bøger? Jo flere læsere, jo flere stemmer. Men så kan listen måske udskrives og betragtes som et bredt inspirerende udsnit af 25 års litteratur, man kan plukke i - og læse noget, man ikke ellers ville have læst. Måske bliver man overrasket. Jeg vil straks kaste mig over en krimi. Trisse Gejl

Merete Pryds Helle: Litterære bøger slagtes for mindre end en populær bog roses for
04-12-2008 kl. 14:04

Jeg synes både-og om Bukdahls syn på bestsellerlister og afstemninger. Mit problem er ikke, at man laver en afstemning om, hvad folk kan lide at læse. Jeg synes, problemet er, at man blander forskellige kvalitetskriterier. Men det er det helt store problem generelt i dansk litteraturkritik for tiden, også i Weekendavisen. Forskellige bøger har forskellige kvaliteter - men nogle gange er det som om at kritikerne husker de er kritikere og hvæsser kniven når de pludselig får en litterær bog i hånden, og så får den hug efter meget høje kvalitetskriterier, mens en bred bog i spalten ved siden af bliver rost for helt andre simplere ting, og så kan man ikke se, at den ene er litteratur og den anden underholdning Jeg har engang foreslået at anmeldelser skulle have forskellige farver, så man vidste, hvilken slags anmeldelse det egentlig var. Men jeg vil give Bukdahl ret i, at noget ikke er stor litteratur bare fordi det er populært. Spørgsmålet er vel, om det er det, JP efterspørger? Eller om det er den bog, flest mennesker er gladest for. Det er måske rigtigt at mange af dem der stemmer, faktisk ikke har læst min roman "Vandpest", og derfor ikke ved hvilken fantastisk roman, de ikke stemmer på ;-)

Klaus Rifbjerg
04-12-2008 kl. 11:23

Jeg er enig med Bukdahl i, at den slags mandjævninger er absurde. Hvad er højest: rundetårn eller et tordenskrald? Om 50 år vil det meste på listen være glemt, flere indslag burde allerede være glemt i dag. Jeg synes, det var fint, at Smærup fik sit folkelige gennembrud med "Mærkedage" og "Togplan for Otto" er efter min mening det bedste Bjelke skrev. Selv er han vel stort set glemt.

Ruben
03-12-2008 kl. 21:59

Helt ude i hampen. Bukdahl tør dykke langt ned uden vinger, hvor andre bare driver med i overfladen med korkbæltet om halsen. Hatten af for ham. Modige mænd med meninger på tværs er der generelt ikke for mange af mere. Hvor er det en gang overkogt havregrød at "den helt store kunst faktisk appellerer til alle" - ideen er god nok - der er ingen grænser for hvem, der kan se igennem det fede løgs lag og finde det der faktisk giver mening - men at det er alle - uha! - hvilken planet er vi på?

Skriv en kommentar


Kristian Ditlev Jensen
Forfatteren Kristian Ditlev Jensen har det dobbelt med litteraturkritiker Lars Bukdahl, som han kalder "litteraturkritikkens Lomborg".
Foto: Morten Flarup

Artikel
29-11-2008
Bestsellerbøger er noget bræk
Kritikeren Lars Bukdahl er heftig modstander af Morgenavisen Jyllands-Postens afstemning om vor tids danske roman, som han kalder latterlig og meningsløs.
Vind bogpræmier
Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Boghallen

Risskov Travel Partner