Forfatterne ville selv stemme på ...

Læs, hvem de nominerede forfattere i afstemningen om Vor Tids Danske Roman selv ville stemme på.

Af JESPER STEIN LARSEN
Publiceret 10-12-2008

Merete Pryds Helle, nomineret for "Vandpest":
»Det må være Hultbergs "Requiem" (jeg savner Byen og Verden) og Henrik Bjelkes "Togplan for Otto"; måske fordi jeg holder sådan af at åbne det utilgængelige, stå der med min store læsenøgle og dreje og dreje den og så åbner porten sig ind til et helt ukendt land.«

Dennis Andersen Gade Kofod, nomineret for "Nexø Trawl":
»"Requiem" af Peer Hultberg. Det var nemt at vælge den, det er en af de mest imponerende bøger jeg har læst, og det er ikke bare blandt danske bøger. Den er ubehagelig præcis i sin beskrivelse af angst og uro (både fysisk og psykisk). Den er simpelthen smuk i sin beskrivelse af sorg og ulykke.

"Syv aldres galskab" af Svend Åge Madsen. Her er der tale om ungdomsforelskelse. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg første gang læste Madsen, men jeg fortsætter ufortrødent. Det er først og fremmest underholdende, og oveni er det herligt menneskeligt i de ofte voldsomme og lidt klodsede konstruktioner. Det er sgu fedt at grine og blive klogere på engang. Og så er der alle de vilde ting  der sker i mellem bøgerne, forsaget af de mange fanatiske læsere. En ven af mig skrev opgave om "Syv aldres galskab" og han påpegede at en oversættelse til engelsk mimer Madsens navn: Seven age madness.

Til sidst: "Brevbæreren" af Charlotte Weitze. Den er sgu overraskende og spændende og sjov, og herligt velskrevet, og helt vildt original. Jeg ved ikke ellers, hvad jeg skal sige, udover at jeg skal læse den igen. Det er skide godt og i modsætning til de to gamle funklende nyt.«

Kirsten Hammann, nomineret for "Vera Winkelwir":
»Det er jo kun et fåtal af romanerne, jeg har læst, men jeg ville stemme på "Gud taler ud" af Jens Blendstrup eller Kim Leines "Kalak", som begge fik mig til at spærre øjnene op. De er begge barske, usentimentale og meget personlige historier. Fortalt med stort mod og ærlighed. Dét kan jeg li´!«

Henriette E. Møller, nomineret for "Jelne":
»Jeg vil give min stemme til Hans Otto Jørgensens "Helt og Heltinde", som er en af de fineste romaner, jeg har læst i mange år. Stilistisk set er den ganske enestående. Hans måde at holde sproget i snor på, er meget inspirerende for mig som forfatter. Og fortællingen om Ida og Ejnar er ikke bare god eller interessant, den er solid, det er en rigtig solid og vigtig og rørende fortælling. Ikke bare om de to mennesker, ikke bare om kærligheden mellem dem, men også om hverdagen, om landbrugslivet, der ændrer sig, om tiden der går, om by og land. "Helt og heltinde" er første del af en trilogi, der fortæller historien om en familie og et land udvikling. Skrevet så forbandet godt.«

Kristian Ditlev Jensen, nomineret for "Livret":
»Jeg ville stemme på Peter Høegs "Frk. Smillas fornemmelse for sne", som den bedste roman gennem de seneste 25 år. Den store bølge, lige inden de supersmalle kvinder i starten af 90'erne, var en international postmodernisme, der kun lige snittede Norden. Peter Høeg er nærmest den eneste rigtige eksponent for den herhjemme.

Jeg elsker hans kombination af genial sprogfornemmelse i tekstens overflade - alene karakterernes navne! - og så hans evner til at konstruere i dybden. Det virker selvfølgelig sommetider lovlig konstrueret - som når han lader en kvindes klitoris penetrere en mands revne i spidsen af penis. Men bindingsværk med frilagte bjælker kan nu også være meget flot.

Han har også mange såkaldte allusioner, som jeg beundrer meget - det vil sige, at han berører noget nænsomt, uden at det ligefrem skriger til himlen. Som da han kopierede Marcel Prousts berømte passage om ufrivillig erindring og lagde det ned som selve plottet i Kvinden og aben. Hos Proust dypper en mand en madeleinekage i te og spiser den opløste kage og får igennem smagen ufrivillige flashbacks til sin barndom. I Peter Høegs Kvinden og aben bor den alkoholiserede, altså "gennemblødte", Madeleine i London, altså teens hovedstad så at sige, hvor hun lader byen "strømme igennem sig".

Romanens greb udløser, at læseren ufrivilligt "erindrer" menneskehedens "barndom": Hovedpersonen forelsker sig i en han-abe. Det overlegne litteraturhistoriske overblik, den helt barnlige, Mekano-agtige konstruktionsleg med betydningerne og narrativiteten - i kombination med et til tider meget poetisk, næsten sart, sprog på det såkaldt diskursive niveau, altså tekstens kling-klang, det beundrer jeg meget.

For mig er det en "hel" litteratur, også selv om den ikke nødvendigvis er lidenskabelig eller eksistentielt begrundet. Den er bare smuk - ikke andet. Som en japansk kop kan være det.

Dy Plambeck, nomineret for "Texas rose":
»Det er umuligt at vælge én bog mellem de hundrede, som jeg ville stemme på, men jeg har fundet fem som jeg mener burde ligge på top ti.

Det er Helle Helles "Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand." Med sine minutiøse beskrivelser og præcise dialoger er Helle Helle, som altid, mesterlig i denne roman. "Vera Winkelvir" af Kirsten Hammann kan ikke sammenlignes med noget som helst, og det gør den enestående. Bent Vinn Nielsens "En skidt knægt" er en fin beskrivelse af det, som nogen vil kalde arbejderklassen. Jeg er begejstret for det groteske og samtidig meget underspillede i Nielsens forfatterskab. Så er der Jens Smærup Sørensens "Mærkedage" som jo faktisk er en bestseller - og det kan jeg godt forstå. For det sprog og den verden, som der åbnes for i den slægtsroman, er helt fantastisk.

"Helt og Heltinde" af Hans Otto Jørgensen burde være blevet en bestseller. Den er suveræn.«

Susanne Staun, nomineret for "Blå hav":
»Det er meget let at svare på, for af de 100 bøger, har jeg skimmet halvdelen, men kun læst fire, eftersom jeg skyr danske bøger og kun læser dem af pligtorienteringshensyn, og svaret er Jens Smærup Sørensens "Mærkedage", der på trods af sin pæredanskhed og ned-i-mulden-agtighed formår at være ubanal, ukedelig og majestætisk fremragende for så vidt angår både form og indhold.«

Trisse Gejl. Nomineret for romanen "Patriarken":
»Kan man få lov bare at sige at det især er sproget, alt det usagte, det murrende, det der ikke går op, der interesserer mig som læser. Lars Saabye Christensen fra Norge. Eller Richard Ford fra USA. Jeg ved ikke, hvilke af de romaner, jeg kender til, jeg synes, kunne kandidere, for det må jo være et storværk, der favner sin tid, og der er da mange i mine øjne ligegyldige titler på listen, jeg kan undre mig over.

Da jeg selv er på listen, synes jeg faktisk, det er forkert at blande mig, selvom jeg synes, det er fedt med et initiativ, der får folk til at tale om litteratur.«

Klaus Rifbjerg, nomineret for "Billedet":
»Om 50 år vil det meste på listen være glemt, flere indslag burde allerede være glemt i dag. Jeg synes, det var fint, at Smærup fik sit folkelige gennembrud med "Mærkedage" og "Togplan for Otto" er efter min mening det bedste Bjelke skrev. Selv er han vel stort set glemt.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Kommentarer

Peter Christensen
15-12-2008 kl. 00:00

Uf, hvor jeg savner Pia Juul - kan man ikke snige en novellesamling ind i feltet? Pia Juuls to seneste novellesamlinger Mit forfærdelige ansigt og Dengang med hunden er fabelagtige. Naja Marie Aidt fik fortjente roser for Bavian - Pia Juul bør få Nobels største pris (og i bør kunne snige sig ind i dette felt).

Skriv en kommentar


Henriette E. Møller
Henriette E. Møller, der er nomineret for romanen "Jelne" ville selv give sin stemme til Hans Otto Jørgensens "Helt og Heltinde".
Foto: Steen Wrem

Vind bogpræmier
Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Boghallen

Risskov Travel Partner