Forfatter: Kritiker skader litteraturen

Interview: Katrine Marie Guldager synes, det er kritisabelt, at kritikeren Lars Bukdahl har fået årets formidlerpris af Kunstrådet. Han nedgør og håner forfattere som led i sit eget show.

Af JESPER STEIN LARSEN
Publiceret 16-12-2008

Det er mærkværdigt, at Kunstrådet har valgt at give sin første formidlerpris til kritikeren Lars Bukdahl. Han udgør et stort problem for både litteraturen og læserne, fordi han nedgør og forfølger forfattere og kun skriver om sig selv.

Ordene kommer fra forfatteren Katrine Marie Guldager oven på den seneste tids debat om Bukdahl, formidlerprisen, bestsellerbøger og Morgenavisen Jyllands-Postens afstemning om vor tids danske roman. Og selv om den kontroversielle kritiker på Weekendavisen deler vandene, er det fra en lidt uventet kant - Guldager er nemlig en af de forfattere, som Bukdahl ellers anmelder positivt.

»Han nedgør forfattere for underholdningens skyld. Der er en hel liste af folk, som han jagter og bliver ved med at håne i spalterne. Og det er så meget hans eget projekt. Han cykler rundt mellem sine manier og fobier, og det ville være fint nok, hvis det var noget, han nøjedes med at skrive i sine egne bøger, men problemet er, at han står ovenpå en hel masse forfattere, som han bare taler henover og misbruger til sit eget formål.«

Hvad er det for et formål?

»Formålet er ham selv. Han skriver om sig selv. Jeg ved ikke, om det er hans behov for omtale eller for at vise hvor fantastisk godt, han skriver, og jeg er også ligeglad, men han misbruger sin magt som anmelder, fordi han går så meget efter manden i stedet for bolden.«

Men markerer han ikke bare, at der er noget litteratur, han ikke kan lide?

»Det er fair nok, at han ikke kan lide en bog, men det stopper jo ikke der. Enten er det et idealiseret billede af folk, og så er de helt fantastiske, eller også er de bare totalt dårlige. Og det er et meget stort problem for mange af mine kolleger.

Selvfølgelig skriver vi dårlige bøger ind imellem, og vi fortjener også at få det at vide, men jeg synes, det er et problem at give en pris til en mand, som vedbliver med at forfølge folk i årevis. Søren Ulrik Thomsen og Jette A. Kaarsbøl er eksempler på to af mange forfattere, som han bliver ved og ved med at tæske på en måde, der er uanstændig, og skaber problemer i det litterære miljø.«

Hvad er det for problemer, han skaber?

»Han graver skyttegrave. Det er meningsløst, at man vil føre krig og lave en "undergrund", hvor alle de rigtige, gode autentiske forfattere befinder sig, og hvor ingen almindelige mennesker kan finde dem. Hvorfor skal det være mistænkeligt at være bestsellerforfatter?

Han er en mand, der virkelig gerne vil lave skyttegrave, og han gør os alle en bjørnetjeneste. Så må det ikke være realisme, så må det ikke være normalprosa, og så må det ikke være skrevet af Jakob Ejersbo. De indhegninger tjener ikke nogen. De tjener kun Lars Bukdahl, som så kan bruge dem til at underholde i avisen.«

»Det er meget problematisk, fordi han laver falske skel i litteraturen. Han tager en lille gruppe som gidsler i sit eget enmandsprojekt, der i virkeligheden slet ikke handler om folks bøger, men om ham selv. Hele hans stil drejer sig om ham selv, hans fobier, yndlingsaversioner og manier.

Det er ikke særlig seriøst, det er ren følelse, ingen argumenter. Og han taler hen over nogle forfattere, som rent faktisk har sat sig ned og prøvet at finde ud af, hvad de gerne vil sige, og som han burde tage seriøst og anmelde.«

Du er altid blevet pænt anmeldt af ham.

»Ja, men det er en tvivlsom ære at få ros af en mand, når man kan se alle de hoveder, der hænger og dingler i hans bælte. Jeg synes ikke, det er en ordentlig måde at gøre det på. Jeg synes heller ikke, han læser bøgerne ordentligt.

Tit får man ikke engang at vide, hvad bøgerne handler om, eller hvad formålet med at skrive dem har været, fordi han har så travlt med at forklare, at han havde et sygt barn den dag eller har været på vaskeri og mødt en forfatter og så snublede over en verselinie.«

Men gør han ikke noget godt for poesien, som er hans store hjertebarn?

»Jeg tror ikke, at salget af digtsamlinger er steget på grund af ham - tværtimod. Folk læser ham for underholdningens skyld, for hans karaktermord og måske hans sprog. Jeg tror ikke, man som læser bliver klogere på, hvad der er af digte nu, jeg gør i hvert fald ikke.

Der sker jo også det, at man ved, at hvis Lars Bukdahl kan lide en bog, så er det nok ikke noget for én. De bøger, han omfavner, støder han også læsere væk fra. Fordi det hele bliver enten eller.

Han larmer utroligt meget, men når man sætter sig ned bagefter og tænker over, hvad han har sagt, så er der ikke så meget andet end fyfy til det ene og jubii til det andet.«

Er han en dårlig anmelder?

»Jeg læser ham ikke længere, for jeg får ikke noget ud af det. Noget af det, jeg godt kan lide ved andre anmeldere, er, at de er rimeligt uforudsigelige. De er virkelig i stand til at sætte sig ned og læse en bog, uden at de skal bruge den til at føre litteraturkrig eller positionere sig selv.

Og de har nuancer. Med Bukdahl er det bare vrængen og larm. Bukdahl hader Christian Jungersens "Undtagelsen", og der er ting ved den bog, som man læser med stor fornøjelse, og andre ting, som ikke fungerer så godt.

Sådan er det med mange bøger - bare ikke hos Bukdahl. Hos ham er det enten Nobelprisen eller lige ned i lokummet. Det er useriøst og personfikseret, og det gavner ikke folks glæde ved og forståelse af litteratur.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Links

Dennis Gade Kofods blog (Dansk)

Information: Kunstrådet kritiserer kulturjournalistikken (Dansk)
Artikel fra dagbladet Information 25.11.2008, som Dennis Gade Kofod henviser til i sin kommentar her på siden.

Lars Bukdahls blog (Dansk)
Weekendavisens litteraturanmelder Lars Bukdahls blog, hvor han bl.a. skriver om Vor tids danske roman og læserafstemningen.

Martin Glaz Serups blog (Dansk)
Indlæg på forfatter Martin Glaz Serups blog, som Dennis Gade Kofod henviser til i sin kommentar.

Tue Andersen Nexøs blog (Dansk)
Tue Andersen Nexø er litteraturanmelder på dagbladet Information. Han har været en af deltagerne i debatten om læserafstemningen om vor tids danske roman. Læs hans indlæg i sin blog - og de kommentarer, der kommer.

Kommentarer

Knud Steffen Nielsen
23-12-2010 kl. 13:08

Mein Knortefuss. Knud Steffen Nielsen

niels ´96
29-04-2009 kl. 00:02

Enig med søren vadum

Sean D.
20-01-2009 kl. 23:29

Hele den her debat handler jo kun om én ting; at forfattermiljøet i Danmark er så lille at der er et stort sammenfald af roller og dobbeltroller............. Lars Bukdahl, ven af Borum der stiftede Forfatterskolen; som selv har været underviser på samme, som er anmelder på Weekendavisen, som udgiver bøger på Borgen og stiller op til al mulig lirumlarum................ Hvordan skal vi forvente andet end at han triumferende vil sidde i sin højborg aka Weekendavisen og disse alt det han ikke kan lide; hans mission er jo bare at fremme ham selv og vennerne. Der er ingen objektivitet. Han kunne ikke anmelde sin forfatterskoledarling Lars Frost dårligt om han så skrev det argeste lort. Men Høeg og Carsten Jensen og Ib Michael og andre udemærkede proasister skal bare svines til - se -f.eks. hans blog på Weekavisen lige nu... det ene tilsvinende digt efter det andet..... Jeg har netop skrevet på hans blog of efterspurgt om dét så er kvalitet. Jeg tvivler på om jeg får svar. http://www.weekendavisen.dk/blog/bukdahl/lars-bukdahl/2009-01-19-blogdahl-carsten-jensen-en-herlig-opringning ................ Lars Bukdahl gør den smalle litteratur en kæmpe bjørnetjeneste. Hvorfor skal det være så sort og hvidt? Kan der ikke være plads til en fantastisk, fabulerende Ib Michael og en knaldroman a la dem Carsten Jensen skriver og alt det andet? ................. Bøger skal da for helvede anmeldes på deres egne præmisser og ikke udfra anmelderens personlige agenda. Kan det virkelig passe at alt det Ib Michael og Jensen og Høeg skriver er så forfærdeligt men alle de studentikose romaner fra forfatterskoleeleverne bare ALTID er SÅ gode? .......... Nuancerne forsvinder og Bukdahl smadrer en chance for at lave en god debattør. Hvor er det synd at der ikke er en anden champion for det smalle, som får overvågenhed i medierne og spalteplads som Hr. Bukdahl - men som kan argumentere uden brug af ondskabens akse eller "either you are with us or you are against us" ............ Føj der må da sidde nogen på Weekendavisen med dårlig smag i munden. Og god damn hvor er hans "anmeldelser" kedelige... Der burde i det mindste være en second opinion på det stof på bladet... Det er da IKKE til at holde ud. Farvel og Bukdahl!

Jan Hansen
06-01-2009 kl. 01:27

Hvorfor disser I Katrine Marie? Da jeg bor fjernt fra Danmarks grænser og efterhånden har gjort det i nogle år, burde jeg måske være for klog til at blande mig i det her - og jeg kan i øvrigt allerede nu se, at det ikke er deltagerne i denne chat, men åbenbart de danske avisers kulturredaktører, som har gjort det her til en så stor historie. Jeg kender ikke Guldager personligt og ved ikke andet om hende end a) at hun skriver fremragende, og b)tydeligvis har nosser. Min eneste forbindelse til dansk litteratur er, udover at jeg læser, at jeg oversætter og i snart mange år har oversat især romaner til dansk fra russisk eller engelsk. Og at jeg ikke har undgået at lægge mærke til hvor meget mere navlebeskuende danske avisers litteraturanmeldelser er blevet. Og uden at nævne navne, jo, jeg har også læst H.C. Andersen (vistnok oprindelig under tvang, helt tilbage i landsbyskolen), men hvor er det dog rart, at en enlig røst tør sige, at den danske boganmeldelsesdebat er blevet lidt for meget P.Kjærsgaard og for meget selvpromovering og ikke længere ligner det, vi kalder boganmeldelser andre steder i verden. (Jeg bor i parentes bemærket i England - hvor de forfatterinterne slagsmål er næsten lige så blodige som inden for Valby Bakke, men endnu ikke helt nede på det nuværende danske niveau). I øvrigt har jeg stemt på "Frøken Smilla". En af de seneste DK-lurmækede "Hvor er det her pragtfuldt at læse!"-oplevelser og, med Guldager og bl.a. Helle Helle som undtagelserne fra reglen, ikke bare en "Nu må du tage dig sammen og læse denne her roman færdig for at prøve at følge med i den danske nationallitteratur"-oplevelse Jan

Vibeke Nielsen
31-12-2008 kl. 11:45

Guldager påstår, og flere kommentatorer i denne tråd bekræfter hende i, at: "Der sker jo også det, at man ved, at hvis Lars Bukdahl kan lide en bog, så er det nok ikke noget for én. De bøger, han omfavner, støder han også læsere væk fra. Fordi det hele bliver enten eller." Er det Lars Bukdahls skyld at "det hele bliver enten eller"? Personligt er jeg ikke videre begejstret for hans stil, men jeg forstår ikke, hvordan man kan lægge splittelsen i det danske litteraturmiljø - ja, i dansk kultur som helhed - ham til last. Uviljen mod poesi og "de der underlige eksperimenter og det der kånst, som vi almindelige mennesker ikke forstår os på" møder man desværre overalt. Og den fandtes længe inden Lars Bukdahl startede som anmelder. At hævde, at det er hans ansvar, at en stor del af befolkningen nærer mistro til alt, der ikke bliver serveret blendet og med plasticske, er ikke fair eller særligt skarpt set. Jeg er lige ved at mene, at det er pinligt, at respekterede forfattere som Guldager ikke er i stand til at lave en skarpere (litteratur-)sociologisk analyse. Hun giver sig immervæk ud for at skrive bøger om og kommentere på det samfund, som vi lever i lige nu. Døden skal have en årsag, men den er altså ikke Lars Bukdahl.

Ann Bilde
29-12-2008 kl. 19:55

En stor tak til Guldager og Kaarsbøl. Hvor er det befriende, at det så mange af os har tænkt og talt om i så mange år, endelig bliver sagt åbent i det offentlige rum. Bukdahl giver mig mindelser om Erasmus Montanus - opblæst og selviscenesættende. Ann Bilde PS. Den dag Bukdahl stopper på Weekendavisen tegner jeg igen abonnement

Peer Bentzen
29-12-2008 kl. 02:41

Der er et problem her, for alle har jo ret! Og de fleste mener det modsatte af hinanden, og nogle tilligemed det modsatte af sig selv! Heraf flere flere gange! Og alligevel er her ikke nogen alvorlige, meningsdestruerende, selvmodsigelser! Det hele passer godt sammen, som uformelige tandhjul i et umuligt maskineri, der på en eller anden uforklarlig måde kører og får spruttet noget ud. -Et eller andet. Ikke altid brugbart. Men noget. Eller noget der ligner noget i det mindste. Hvis ikke det ligner noget andet altså. De her anmeldelser, som vist er det det handler om er jo forfærdelige! Og skønne! Og lige i øjet! Og under bæltestedet! Og ikke til at holde ud! Og tankevækkende! Og latterlige! Og meget morsomme! Og appetitvækkende! Og lige til at brække sig over! Og så videre! Og så videre! Og så videre! Og så ikke så meget mere videre!

Brian Dan Christensen
29-12-2008 kl. 00:17

Som mangeårig anmelder og redaktør ved litteraturmagasinet Standart har det flere gange været min fornøjelse at debattere med Lars Bukdahl samt at redigere hans manuskripter, der er så rodede, at det kræver en ph.d. i semiotik at finde hoved og hale i dem, og hvis mine egne tekster så sådan ud, når de kom ud af printeren, ville jeg også blive ulidelig at være i stue med. Det kan siges meget kort: En anmeldelse er vellykket, når man efter endt læsning kan vurdere, om man har lyst til at læse bogen eller købe den og give den til en anden, fx én man ikke kan lide. En anmeldelse skal derfor ikke være hverken en parafrase, en parodi eller en personlig blog, men netop spille en forbrugeroplysende rolle. En god ting ved Lars Bukdahl som anmelder er, at jeg som regel ved, at hvis han kan lide et værk, så kan jeg ikke, og det er jo yderst oplysende (der er dog undtagelser). Faktisk er rubrikken oftest tilstrækkelig, så jeg slet ikke behøver at læse hans anmeldelser og kan bruge tiden mere fornuftigt, fx på at klippe negle. En anden god ting er, at så længe Lars Bukdahl anmelder bøger, arbejder han ikke i fx en børnehave eller for DSB, hvor han kunne forårsage mere og varig skade. Jeg er dog ikke helt sikker med DSB længere. Jeg er for nylig flyttet til USA og læser dagligt The New York Times (en avis, selv Politiken ser op til) og kan anbefale deres stil, som i bogtillægget mestendels fokuserer på teksten, ikke på manden. Generelt bør man undlade personligt at opsøge de forfattere, hvis bøger, man beundrer, for de er oftest en skuffelse og aldrig så høje i virkeligheden, undtagen Klaus Rifbjerg, der er nøjagtig så høj, som han har lyst til. Hold værket adskilt fra forfatteren, læs bøgerne, giv dem videre og sørg for at spise frugt, grønt og fisk, så du ikke bliver svag i reflekserne og mister din dømmekraft. Måske køber du en dag en fisk, der er pakket ind i en anmeldelse af Lars Bukdahl, og så skal den bare have fem minutter ekstra. For at være på den sikre side.

Kaspar Bonnén
28-12-2008 kl. 21:39

Lige omkring bogmessen hørte jeg Klaus Rothstein fagbogprogram. Her interviewede han forlæggerne Jeppe Markers fra Lindhardt & Ringhof og Ole Knudsen fra Gyldendal. Her fortalte de to redaktører, at henholdvis 80 og 90 procent af deres bøger kom til på foranledning af redaktionelle ideer. De talte om samtalebogen f.eks. Villy Søvndal og Lene Espersen der kører rundt i en rød bil i Danmark og taler om værdier. Sikke et scoop en bestseller der bryder lidt med det nu lidt overdyrkede politikerportræt eller biografi. To bøger om Frank Arnesen var kommet Fodboldbøgerne var kommet som noget nyt. Og en af redaktørerne havde et godt bud på en bog som nok snart kom: Realitybogen. Nogle smalle forfatter ville nok kalde den slags for underlødig litteratur. Jo den er god nok, det er sgu nok litteratur. Det er hvad vi læser. Historiske romaner: Blekingegadebanden, og så bastardformerne Morten Sabroes bog om Hillary Clinton som pludselig blev til en roman om hans mor, som så blev til Skønlitteratur. Hvorfor? Det er vel en selvbiografi. Lad os forfattere give lov til også at komme med hjælp til et par concepts. Lars Bukdahls opvækst skrevet af Kathrine M. Guldager. Hvis den er ude så hurtigt som bøgerne om IT-Factory, så er der et muligt salg i den. Især hvis den afgående direktør Bo Nilsson kan være rodet ind i det. Han er sikkert Lars Bukdahls intrikate fætter, der også forsøger at undergrave dansk kulturliv. Og Far Bukdahl har rollen som kommandanten, der henter anmelderen tilbage fra hans skøre og upassende opførsel. Nej litteraturen har virkelig ingen grænser, så længe den præsenteres i en bog, så er den ihvertfald en sjov kulturel størrelse. Man kan spørge, hvorfor er det ikke Blekingegadebanden der løber med JPs førstepris. Hvad er det vi skal med litteraturen? Hvad skal vi med kunst? Og hvorfor er noget god litteratur? God kunst? Er det ikke noget med at vi skal blive klogere eller få nye æstetiske oplevelser? Er det ikke den slags litteraterne bør spørge sig om. Måske ikke hvergang de læser en bog, som også skal læses på sine præmisser i hvertfald et stykke af vejen, men anmelderne må vel forholde sig til spørgsmål af mere general karaktér, om der f.eks findes det begreb mere som kalder sig Kunst? At være anmelder kan jo tydeligvis godt være at forsøge at danne sig en mening om det de får kastet i hovedet af forlagene og af redaktøren. Men en anden type anmelder vil måske gerne nå et eller andet sted hen end at være formidler af produkterne som smides ud af de store forlag. Man kunne måske tænke sig at spørge om det var interessant, om det var kunst. Det kan jo undertiden virke meningsløst, når nu hoveddelen af det forlagene kaster ud er et bestillingsprodukt som først og fremmest får succes via god marketing. Anmelderen er her en lille brik i den boldgade og de store dagblade følger gerne den sang som kulturfyrsten fra især Gyldendal udstikker. Mens Gyldendal herligt forsøger at skabe et produkt som de mener er salgbar kunst. Mens unge eksperimenterende forfattere hurtigt lider "seriøsitets"døden, som bare er en kvalm form for begrebet roman der helst skal være BESTselleren. Gerne med litterær attitude, men ikke sære smalle værker som ingen alligevel gider købe. Så er det, at det er sært at anmeldere som Lars Bukdahl som mener at der findes litteratur som er kunst med bred pensel over blog og sten hånes for ensidighed. Det er da ikke så svært at se, at der ret bredt er en altfor stor ensidighed i anmelderskaren. Er det meningen at alle skal være enige i dette land? Forstemmende at en Jakob Levinsen kan blive litteraturredaktør med den form for argumenter. Hvilke anmeldere har som Lars Bukdahl forsøgt netop at udvide litteraturbegrebet. At finde de forfattere som ellers glemmes i slipstrømmen af TopTi listerne. For mig er det ihvertfald helt anderledes: uden typer og anmeldere som Lars Bukdahl, så findes der ikke kunst. Så findes der bare en suppe af bestsellerlister, som såkaldte anmeldere servicerer. Mon ikke, at det er derfor man har givet formidlingsprisen til ham. For med ham så findes der stadig en kunstdebat, selvom det åbenbart er en sølle en, når alt og alle går efter manden istedet for at argumentere imod hans skrift som faktisk ret ofte rammer præcist og selvsagt gerne imod medie og bestsellerstrømmen.

Øjvind Bejstrup
28-12-2008 kl. 17:23

Denne debat er dog noget af det mest utrolige og ondskabsfulde jeg endnu har læst. Veluddannede skriftlærde, der i den grad sviner hinanden til, ville jeg mene hørte en fjern fortid til. Men jeg har måttet gøre mig nye erfaringer på det seneste. Debatten har det hele, intrige, konspiration i rigt mål, diagnose og ONDSKAB. At voksne, HALLO jeg skrev VOKSNE, mennesker i den grad kan opføre sig så uciviliseret, er for mig, og formentlig for mange andre, helt ufattelig.

søren vadum
27-12-2008 kl. 10:47

LB. har vel opnået, hvad han ville. At blive anmeldt som anmelder. At han så føler sin praksis svinet til, er jo ret morsomt, da jeg ikke helt ser, hvor det svinske står skrevet. Er anmeldere hævet over reel kritik? Naturligvis skal en anmelder være subjektiv. Det kan ikke være anderledes, men det er sandt LB. ikke er god til at formidle, hvad den enkelte bog handler om. Kritikken er begrundet men nytteløs. LB vil fortsætte på samme måde, og jeg vil stadig ikke læse ham.

Karsten Aaen
23-12-2008 kl. 09:40

Lars Bukdahl hader jo helt klart alt hvad der bare emmer af populærkultur; derfor er han jo stort set imod Vi, de druknede, og KMG's (nyere) bøger, netop fordi de er så populære, som der (Læs: de bliver solgt; det gør hans bøger måske ikke...???) Her ser vi hvad LB kan lide: http://www.weekendavisen.dk/blog/bukdahl/lars-bukdahl/2008-12-20-blogdahl-men-nok-om-mig Hvis I ruller ned til sidst, vil I se, at LB roser en 17-årig debutant for et for mig totalt uforståeligt digt om en lillefinger, som værende spontan og vild. Det er det, LB synes at litteraturen skal være, spontan, vild og finkulturel, ikke populær... Og det fint; hvis bare han anmeldte romaner ud fra deres kvaliteter, ikke ud fra hans ideal om, hvordan de skulle være...

Dennis Gade Kofod
23-12-2008 kl. 00:00

Hey, hey, one man band Jeg holder af Lars Bukdahl som anmelder. Og det jeg holder mest af, ved siden af, at han er vidende og belæst, er alle de egenskaber, der åbenbart gør at nogen lægger ham for had. Og når de, nogen, oplever hans facon (hans pedanteri, voldsomhed, skæve syntaks, etc.) som arrig, under bæltestedet, personlig og dum på værket, ja, så oplever jeg den, som regel, som klog på værket, (netop) personlig, begejstret og derfor (netop) arrig, når det er nødvendigt. Ikke, at jeg ikke kan mene, at han læser forkert, men for fanden mennesket elsker jo litteratur, og det kvalificerer da i den grad - sammen med en ret stor viden om dansk litteratur i særdeleshed - til at han anmelder og ellers bare kæfter op, sådan, at jeg kan sidde på min ø og skælde ud på en anmelder, jeg i det mindste er meget bevidst om hvor står. Og så er det da irriterende, at det, når der endelig kommer en debat om lige præcis kritikken af litteratur, så drejer sig om et menneske en hel del åbenbart ikke kan lide, sådan, at andre (blandt andet Levinsen - se link) kan påstå, at kritikken da har det fint, idet de synes, at den er lig med kulturjournalistikken, der jo - sikkert ganske rigtigt - har det helt ok, med den ene afsløring efter den anden af dårligt bogholderi og dobbelt kasketføring. Og dobbelt irriterende er det selvfølgelig, at jeg så selv skal blande mig med min støtte til Bukdahl, i stedet for bare at konstaterer, at jeg ikke synes, at kritikken har det fint, at jeg, som Martin Glaz Serup flere gange har skrevet bl.a. på sin blog, synes, at det er forkert at kritikerne ikke får en løn for deres arbejde, der er så stor, at de netop bare behøver at være kritikere, og så, formentlig, ville blive meget bedre til lige det. Men allermest irriterende er det, at en hel del åbenbart mener, at det er Bukdahls skyld, at Dybbøl Mølle maler helt af helvede til. Og, at de næsten alle sammen, mener det uden længere at læse, hvad det er, han skriver. Det er sgu usagligt, og også - meget forsigtigt formuleret - bare en kende dumt. Se blot på weekendavisens bogtillæg. Hvor meget fylder Bukdahl der? Og se så på Politiken og Jyllandsposten og Berlingske og Ekstra Bladets bogspalter, hvor Bukdahl jo slet ikke anmelder. Hvis det endelig og allerede er gået ad hekkenfeldt til, så kan det da ikke være et menneske alene, der alene ved sin begejstring for litteratur, er skyld i det. Men det er så heller ikke Jyllandspostens afstemning, der er skyld i det, hvad det nu end er, der går galt. Den var vel egentlig, som Tue Andersen Nexø skrev, en sjov og uskyldig anledning til diskussion af litteratur. Nej, men det er altså skide forstemmende, som forfatter at opleve, at det igen, igen, ikke drejer sig om bøgerne og litteraturen, men om noget helt tredje og fjerde, som vel kommer frem fordi, der så bare ikke bliver læst nok (skønlitteratur), for hvis det var tilfældet, ville det da være det meste oplagte at skændes om - ville det ikke? Læs også kommentar fra Torben Madsen. Den er ikke en del af JP vs Bukdahl, men falder nu godt ind. (Og så, fordi jeg er træt af det billede, de hele tiden bruger på JP's side, er det i venstre hjørne med fordi det i det mindst er sjovere.) PS.: Links ligger nedenfor. de og billede kan også ses her: dennisgadekofod.dk

Peter Andersen
22-12-2008 kl. 23:12

LB er en usædvanlig begavelse, utroligt flittig, belæst og har en enorm og struktureret viden. Det er til at få komplexer af. Han må bære på en stor indre sorg over at han næsten ikke har noget publikum på hans eget niveau. Det må være bittert at skulle skrive for et mere og mindre almindeligt publikum. Det er måske det, der er årsagen til LB's særprægede skrivestil. Og hans egocentricitet er måske et forsøg på at pege på sin ensomme situation på en for ham humoristisk måde. Han kan i en eller anden forstand sammenlignes med en grædende klovn, der lidt sørgmodigt smiler af sine egne morsomheder og lader som om han er ligeglad at vi andre ikke forstår ham - til fulde. Jeg har en stor svaghed for den sørgmodige klovn - lidt hen ad Fellini. Susanne Staun har fat i noget. Måske hænger det sammen med det vistnok Tom Kristensen kaldte "smørsmagerlauget" når han talte om kritikere. Mange siger, at jeg har en dårlig "smag" mht min bil - det er en Fiat Multipla. Jeg siger, at "smag" rager mig en høstblomst. Det er æstetisk sans og viden det drejer sig om. Det er derfor Multiplaen er en af de smukkeste biler, der nogensinde er designet (den oprindelige model) (Så fik jeg også snakket om mig selv, og jeg har det lidt lige som LB når det drejer sig om design og billedkunst).

Mads Bue Johnsen
22-12-2008 kl. 17:31

Week-End Avisen har en strålende service: alle artikler indledes med at nævne artiklens ophav. Dermed ved man, inden man vælger at spilde sin tid, at de følgende spalter er Bukdahls jeg-mig-mig-mig udgydelser. Disse artikler kan man med fordel springe over. Det har jeg gjort i mange år.

Regin Jensen
22-12-2008 kl. 17:20

Der går sjældent røg af en brand, uden der også er ild, så når så mange forfattere kritiserer Lars Bukdahl, må der være noget om det. En kritiker skal vel forholde sig objektivt. Det lyder ikke som om Lars Bukdahl gør det, ergo er han irrelevant.

Sven Fuglsig
22-12-2008 kl. 16:28

Mon nogen af de åndsaristokrater, som LB på et tidspunkt har givet en lidt hård medfart, mon nogensinde har haft bare antydning af den kætteriske tanke, at manden måske har ret bare en gang i mellem?

M Møller
22-12-2008 kl. 15:36

Som læser har jeg også for længe siden afskrevet Bukdahls anmeldelser som skinger selviscenesættelse uden synderlig saglighed og uden værdi for den potentielle læser overhovedet.

Bo Nygaard Larsen
20-12-2008 kl. 20:24

Det er en yderst relevant diskussion, der er rejst om Lars Bukdahls anmelderpraksis. En årrække troede jeg, at jeg stod mere eller mindre alene med min forundring over hans tilgang til sin gerning og ikke mindst den uhøflige og udannede måde at tiltale medkunstnere på. Nu har det så vist sig, at det langt fra er tilfældet. Man kan mene om Lars Bukdahl, hvad man vil, men at påstå at han anmelder en bog ud fra bogens egne præmisser er forkert. Lars Bukdahl skriver helst om Lars Bukdahl, og kan den anmeldte bog ikke hjælpe ham i den henseende, slagter han den til tynde blodstrimler. Det er rimeligt nok at skrive, at et digt, en novelle eller en roman er dårlig, hvis det er det, man mener. Men hos Lars Bukdahl bliver argumenterne gemt af vejen i en grad, så man kan tro, at han skrevet anmeldelsen uden at have læst bogen. Det er re parfume, et stinkt, der aldrig når at trænge ind i huden, og derfor har Thomas Holt såre ret, når han her på siden skriver, at Lars Bukdahl er litteraturens udgave af reality-tv. Hvis det er det, Lars Bukdahl vil være, kan han hoppe i fjernsynet og blive der. Det er pinagtigt, at litteraturen selv skal dyrke denne genre, da det blot er med til at skubbe på tidens vogn af fordummelse. Thomas Holt har derimod ikke ret i, at Lars Bukdahl er folkelig. Skulle han være det, måtte det kræve en vis forståelighed i sproget. For det meste skriver han indforstået med indviklede bisætninger og en lyst til at vise, hvor mange fremmedord, han mestrer. Imidlertid har Lars Bukdahl gennem årene fået så megen plads, at det meste af en branche har bildt sig selv ind, at den egentlige sandhed udgik fra ham. Således skal man ikke kun skyde på Lars Bukdahl. Man har givet ham et for langt løbepas alt for længe, og nu er det så kørt ud i den groteske form, at de færreste tør indrømme, at de ikke forstår, hvad han skriver. Denne debat bør derfor munde ud i en opsang til andre en hovedpersonen selv. Nogle bør tage dem i skole og lære, hvad formålet er med en anmeldelse, og bagefter kan de så passende komme på et dannelseskursus, hvor de lærer at tale pænt til og om os forfattere, der samlet set er så nødvendige for vores kultur.

Per Gammelgaard
20-12-2008 kl. 18:09

Jeg finder Jyllands-Postens afstemning om den bedste danske roman absurd og kunne med lethed opstille helt andre værker. Og debatten omkring Lars Bukdahls virke er da både absurd og usmagelig.

David Læby
18-12-2008 kl. 11:14

Bukdahl! Den 31/8, 2001 skrev Henrik Nordbrandt i Weekendavisen: "Som de fleste andre af L.B.´s anmeldelser, handler den ikke om bogen, men om L.B.´s psykiske problemer. De er for så vidt enkle nok. Man behøver ikke være psykolog for at gennemskue dem. Når L.B. imidlertid ikke selv kan, men fortsætter med sine rablende overfald på sagesløse, bliver man nødt til at gøre opmærksom på, at noget er alvorligt galt (...) Det er et udtryk for rockermentalitet, som man ikke behøver at være åndssnob for at finde uappetitlig (...) Forstår han ikke, at perfiditet er en form for psykologisk vold? Bruger Weekendavisen L.B. på samme måde som den såkaldt kulørte presse dyrker voldsforbrydere? Er L.B. i virkeligheden Weekendavisens svar på Jønke eller Lundin. Nordbrandt skrev sådan som en reaktion på en anmeldelse, Bukdahl havde skrevet af en af mine bøger. Og Norbrandt refererede samtidig til et tidligere læserbrev, han havde skrevet om Bukdahls udfald mod en digtsamling af Ole Wivel. Det triste er, frem for alt, hvad Nordbrandt med tydelighed formulerer, at boganmelderi forskydes fra at være en aktivitet i den litterære verden til at blive et hjørne af underholdningsindustrien.

Ulla Jørgensen
18-12-2008 kl. 09:28

Tak Katrine Marie Guldager. I den læseforening, som jeg er medlem af, er vi for længe siden holdt op med at læse boganmeldelser - vi nøjes med at læse bøgerne. Vi kan ikke regne med anmeldelserne - det faglige niveau er for ringe. Mange anmeldere læser jo slet ikke de bøger, de anmelder, og mange af dem misbruger avisspalterne til at promovere sig selv ved at øse giftighederne ud over forfattere og forlæggere. Bukdal o.a. minder om mit barnebarn på 4 år, når han siger: Se på mig, se på mig... Kunstrådets midler var bedre brugt på en førtidspensionering af de useriøse anmeldere. De mest useriøse anmeldere i uprioriteret rækkefølge er følgende: Lars Ole Sauerberg, Jyllands-Posten Erik Svendsen, samme Marie Tetzlaff, Politiken Hans Hartel, samme Lars Bukdal, Weekendavisen Mai Misfelt, Berlingske Tidende Sidstnævnte har selv påpeget en del af den grundlæggende problematik, nemlig at anmelderne er underbetalte. Som bekendt for man jo det, man betaler for. Og når en anmelder honoreres med 1.000 - 1.500 kroner for en boganmeldelse, bliver resultatet naturligvis derefter.

Caroline Tolsted
17-12-2008 kl. 17:03

At man nu skal sidde og tage stilling til, hvem man "skal holde med" er lidt barnligt. Jeg hverken hader eller elsker Lars Bukdahl, og nej, en seriøs anmeldelse skal ikke handle om anmelderens syge barn. Ikke desto mindre er Bukdahl et nødvendigt onde. Ligesom der skelnes mellem lyrik og prosa, burde der skelnes mellem litteratur og underholdning. Så længe en stor del af det resterende anmelderkorps (heller)ikke formår at anmelde bøgerne på bøgernes præmisser - d.v.s. skelne imellem dem der kræver blod, sved og hjerne og så dem, der ikke kræver ret meget andet end en kvindelig helt, et komplot, en skilsmisse og et mord - vil priserne forhåbentlig regne ned over den excentriske anmelder. Bukdahl er ingen helt, men han er en af de få, der er i stand til at skelne. Ja, det er uretfærdigt når sommerhusbøgerne skal anmeldes af ham, men så kan man glæde sig over, at det er dem, der får kasseapparaterne til at ringe. Ingen anmelder bør være harm over prisen til Bukdahl - I har selv skabt monstret.

Thomas Holt
17-12-2008 kl. 14:42

Stort tak til Katrine Marie Guldager, fordi hun tager bladet fra munden. At Lars Bukdahl i sin respons her på siden hævder, at Guldagers udfald skyldes hans kritiske stillingtagen til hendes sidste tre bøger, viser mere Bukdahls storhedsvanvid end konkret stillingtagen til substansen i Guldagers kritik. Bukdahl overskygger de bøger han anmelder, hvad enten han er positiv eller negativ, men i en tid, hvor der er meget mediemæssig ensretning, er det åbenbart en kvalitet i sig selv at være kontroversiel. Al kritik af Bukdahl forekommer blandt tilhængere at være bevis for hans kompromisløse stil som anmelder - aldrig hans manglende kvaliteter. Bukdahl er i virkeligheden dybt folkelig. Han er litteraturens udgave af reality-tv, hvor det er helt ok at iscenesætte sig selv og råbe; se mig! se mig!. Desværre på bekostning af dem, som vover pelsen, og bevæger sig derud, hvor det gør ondt.

mai misfeldt
17-12-2008 kl. 09:59

Nej, fordi LB har holdt en tale for KMG, er hun ikke forpligtet på at være evig taknemmelig. Men hun kunne måske genlæse den, for at minde sig selv om, at LB faktisk er en rigtig skarp læser, og ikke mindst en meget passioneret læser, præcis som Susanne Staun så rigtigt skriver. Blinde punkter har vi alle, og naturligvis kan man diskutere om specifikke anmeldelser af denne eller hin har været fyldestgørende. Men LB har en veltrænet fornemmelse for litteratur, og et mod til at stå ved sine fornemmelser og eksplicitere dem. Og så har han en befriende evne til iblandt at skære igennem konsensus. Jeg synes KMG glemmer hvad det betyder for litteraturen at have passionerede forsvarere, læsere og kritikere. Og at der ligger en stor skønhed i, at vi som kritikere har forskellige udtryksmåder, præcis ligesom forfatterne har. Vi skal ikke alle skrive som LB, men det ville være rigtig trist, hvis ikke lige præcis han skrev, som han gør.

Mikkel Carl
17-12-2008 kl. 00:00

Hver gang Lars Bukdahl skriver, skriver han en tekst. Han satser, hver gang han skriver en tekst. Og han forlanger, at alle andre gør det samme, hver gang. At satse er kunstens og litteraturens grundliggende præmis såvel som kritikkens. Der findes æstetisk objektivitet, men den er desværre ikke journalistisk, og findes ikke i en såkaldt saglig omgang med sproget. I den bedste af alle verdener satser anmelderen sig selv som forfatteren eller kunstneren gør det. Det er den nødvendige subjektivitet. Den er idiosynkratisk saglig. Sådan er det bare. Lars Bukdahl elsker måske nok at hade, men han elsker også at elske. Aversion og perversion, så kort kan det egentlig godt siges. Take it or leave it.

Susanne Staun
17-12-2008 kl. 00:00

Jeg holder meget af Katrine Marie Guldager som person og beundrer hende som forfatter. Og jeg er faktisk enig med hende i hendes udfald - som hun ved grød er berettiget til uanset Bukdahls nådige behandling af hende i forgangne år. Ingen kan forlange, at man skal gå - og forblive - i bro af taknemmelig over en god tale eller en god anmeldelse i et eller andet herrens år, for ingen af os er bedre eller fortjener bedre end det, vi leverer lige nu. Men jeg beundrer også Bukdahl, mærkværdigvis af præcis de samme grunde, som Guldager opridser: Ja, du har ret, Katrine, og er det ikke dejligt? Bukdahls åbenlyse fejl og mangler er netop hans forcer. Han har, som nok det eneste menneske på denne scene, formået at bevare glæden og galskaben, og uden dem er der ikke rigtig noget ved noget. Den mand elsker og hader, så er det er en ren fryd, og dermed gør han litteratur interessant: For hvis man kan elske og hade noget med sådan en blodighed, så må bøger jo ipso facto være værd at beskæftige sig med. Er det i virkeligheden ikke det, Bukdahl har fået prisen for? I et land, hvor alle anmeldere glammer i kor for at tækkes hinanden, kollegerne, forfatterne, særligt, hvis de kender hinanden, hvad de som regel gør, for der er hele tiden receptioner og lanceringer og priser og releaseparties, eller bare vil være kloge og ligesom de andre, for Danmark er og bliver et stammesamfund, hvor homogenitet er den højeste dyd, er det intet mindre end velgørende med en Rasmus Modsat udstyret med en alfa-bullshit-detector, der netop ikke bare hylder sine egne - men også sådan nogle trivi-genre-udskud som undertegnede, Steen Langstrup og den desværre afdøde og dybt underkendte Grethe Roulund, som Bukdahl forgæves forsøgte at puste læsere i. Bukdahl klapper ikke bare i sine barnehænder, blot der er tale om en forfatterskole-rekrut, der omsider har lært at slynge ord sammen, så de danner en sætning, men orker stadig efter alle de år og alle de bøger at gå ned i substansen og spørge, om der virkelig er noget at komme efter her. Som man kan elske eller hade. Bukdahl er subjektiv som alle andre, han er det bare *more so*. Og med det mener jeg, at han ingen "sub-text" har: I de rigtig lede anmeldelser står det fæle mellem linjerne, til nød i en stram, sadistisk afskedssalut; her står det og råber om kap med sig selv i rubrikken uden at skamme sig. Lige til at kaste sig over, hvis man står og mangler noget at tvære. Love him or shove him, men spørg jer selv, om andre anmelderes kriterier i virkeligheden er bedre, mere objektive, mere fair, mindre perfide, mindre ondskabsfulde?

Jette Anne Kaarsbøl
16-12-2008 kl. 18:23

Når jeg ikke hidtil har blandet mig i alt dette buk-daller, har det været ud fra den grundtanke, at man ikke bør forsømme en god lejlighed til at holde sin mund. Nu føler jeg dog trang til at fravige dette princip for to korte bemærkninger: For det første ville jeg føle mig som et skarn, hvis ikke jeg kunne bekvemme mig til at udtrykke min enighed med Katrine Marie Guldager. - Dette være hermed gjort. Og for det andet: "Allermest er jeg bare trist over, at en forfatter, hvis forfatterskab jeg har brugt mange, synes jeg selv, kvalificerede kræfter på at gå ind for og som jeg med stor fornøjelse har hængt ud og optrådt sammen med, føler sig forpligtet til at svine mig og min anmelderpraksis sådan til." Herregud, da. - Det er da godt, at ikke alle er så nærtagende.

Jonas Jensen
16-12-2008 kl. 17:57

@ svine mig og min anmelderpraksis sådan til Det er vist det, man kalder en skallesmækkende mimose.

Christian Haun
16-12-2008 kl. 16:48

Jeg har fået både meget gode og ret dårlige anmeldelser af hr. Bukdahl over årene og er ikke enig i Guldagers syn på ham. Når han virkelig læser igennem, oplever jeg at han faktisk når ind til hjertet af en bog. At han så altid tæsker løs på bestsellerne, fordi de fleste er halvt dårlige, må man tage med. Folk der køber de bøger er jo ligeglade. Det ville være mere kedeligt og mere uvedkommende uden hr. Bukdahl. Og jeg er parat til at tage flere dårlige anmeldelser på den bekostning. Han er ikke den eneste kritiker, men han er en af de uundværlige.

Kirsten Lauritzen
16-12-2008 kl. 13:30

Jeg er fuldstændig enig med Katrine Marie Guldager. Af samme grund holdt jeg for flere år siden op med at læse anmeldelser af Lars Bukdahl i Weekendavisen.

Lars Bukdahl svarer Guldager
16-12-2008 kl. 12:11

Det perfide og måske rigtige svar er, at Katrine Marie Guldager først har fået et problem med mig, efter at jeg er begyndt at anmelde hendes bøger - de sidste to-tre stykker - kritisk, hvilket for fanden da i sig selv beviser min uforudsigelighed, men Katrine vil jo så hævde, at det kun er fordi hun ovetræder mine litteraturideologiske love, at jeg kritiserer (hvilket jeg så heller ikke udelukkende gør; folk ændrer jo ikke på et øjeblik status fra perversioner til aversioner. ). Jeg forsøger i mine anmeldelser at diskutere - hvilket jeg også, forgæves, har forsøgt at gøre med Katrine selv - fordelene og ulemperne, rent kunstnerisk, ved at skrive mindre excentrisk/eksperimenterende og mere "normalprosaisk"/folkeligt; og jeg synes så bare, at hendes bøger var bedre og stærkere, da de mest lignede sig selv, end nu, hvor de mest (men igen: ikke kun) ligner andres. Allermest er jeg bare trist over, at en forfatter, hvis forfatterskab jeg har brugt mange, synes jeg selv, kvalficerede kræfter på at gå ind for og som jeg med stor fornøjelse har hængt ud og optrådt sammen med, føler sig forpligtet til at svine mig og min anmelderpraksis sådan til.

mai misfeldt
16-12-2008 kl. 00:00

Hvem holdt egentlig den smukkeste tale for Katrine Marie Guldager da hun fik Kritikerprisen for 2004? Det gjorde Lars Bukdahl. Som Guldager nu falder i ryggen på den mest ensidige måde. Man kan godt diskutere kritik og kritikere, og alle kan vi vel bedre os, men vi skal gudhjælpemig ikke være ens og skrive de samme romaner eller den samme slags kritik alle sammen. Det Guldager her bedriver er ikke nuanceret kritik, det er rent ud sagt ikke et hak bedre, end det hun anklager Lars Bukdahl for at gøre. øv

Rie Andersen Buck
16-12-2008 kl. 00:00

Mai Misfelt: Jeg synes, du er en af de mest sobre kritikere her i Danmark, og det undrer mig, at du bruger dette latterlige argument for at forsvare Lars Bukdahl: Hvem holdt egentlig den smukkeste tale for Katrine Marie Guldager da hun fik Kritikerprisen; Det gjorde Lars Bukdahl. Som Guldager nu falder i ryggen på den mest ensidige måde. Altså, skal Guldager forsvare Bukdahl resten af sit liv, bare forbi det var ham, der dengang holdt talen? Er det virkelig sådan en "noget for noget" mentalitet, vi har at gøre med? Det vidner virkeligt om hvor sort-hvid forfatter og kritiker-verden er. Jeg siger noget pænt om dig, så gør du det samme for mig. Jeg synes, det er FANTASTISK, der endelig er en forfatter, der tør og orker at sige sandheden om Lars Bukdahl! Hans anmelderi er det rene Kejsernes nye klæder. Alle de små forfatterskole-børn og Bukdahl-fans hylder ham med bind for øjnene. Det er trist, at han fylder så meget i den danske litterære verden! TAK til Guldager fordi du tør!

Skriv en kommentar


Katrine Marie Guldager
Foto: Mik Eskestad

Lars Bukdahl
Lars Bukdahl er litteraturkritiker på Weekendavisen, hvor han dels anmelder aktuelle bøger, dels skriver om bøger, han ikke kan lide i en serie med titlen "Yndlingsaversioner".

Her bliver forfattere som Peter Høeg, Ib Michael, Jens Christian Grøndahl, Carsten Jensen, Christian Jungersen, Benn Q. Holm, Jakob Ejersbo, Michael Larsen, Elsebeth Egholm, Erling Jepsen, Jette A Kaarsbøl og Jan Sonnergaard rituelt og systematisk hånet og kaldt dårlig litteratur, men også debutanter som Knud Romer, Henriette E Møller og Kristina Stolz bliver hængt ud og får prædikatet kitsch hæftet på sig.

I november tildelte Kunstrådet Lars Bukdahl den nyindstiftede formidlingspris på 100.000 kroner for hans virke som kritiker. Det fik flere kommentatorer til at undre sig, blandt andre Jyllands-Postens litteraturredaktør, Jakob Levinsen, der i et interview i Information sagde:

»Lars Bukdahl repræsenterer i mine øjne det formentlig mest ukritiske litteratursyn. Den mest gammeldags, finlitterære tankegang, man kan opdrive herhjemme.«

I et interview i Jyllands-Posten under overskriften "Bestsellerbøger er noget bræk" delte Lars Bukdahl verbale smæk ud til sine yndlingsaversioner Carsten Jensen, Jens Christian Grøndahl og Christian Jungersen og kritiserede afstemningen om vor tids danske roman, som han kaldte latterlig og meningsløs.

Flere forfattere reagerede på interviewet - blandt andre Kristian Ditlev Jensen, der kaldte Lars Bukdahl for »litteraturkritikkens svar på Bjørn Lomborg - en mand, der er blevet berømt på at gå i modtakt og ved at støje.«

Læs debatten på her på sitet.

Artikler
15-12-2008
Man kan ikke narre læserne
Det er en falsk modsætning, at den populære litteratur er dårlig, og at kvalitetslitteraturen kun er for de indviede. En afstemning som Vor Tids Danske Roman siger ikke nødvendigvis noget om, hvad der er godt, men den siger noget om, hvad der appellerer til læserne. Og det er interessant, mener forfatteren Katrine Marie Guldager.

04-12-2008
Forfattere i strid om kvalitet og bestsellerlister
Flere forfattere debatterer nu bestsellerlister contra kvalitet. Klaus Rifbjerg og Merete Pryds Helle har meldt sig i debatten om bestsellerbøger og folkeafstemninger.

03-12-2008
Forfatter: Bukdahl er litteraturkritikkens Lomborg!
Jeg har altid haft det meget dobbelt med Lars Bukdahl. Han kunne være så god, hvis han gad at slappe af og skrive normalt. Men på mange måder synes jeg, at han er endt som en slags litteraturkritikkens Lomborg. En mand, der er blevet berømt på at gå i modtakt og ved at støje.

29-11-2008
Bestsellerbøger er noget bræk
Kritikeren Lars Bukdahl er heftig modstander af Morgenavisen Jyllands-Postens afstemning om vor tids danske roman, som han kalder latterlig og meningsløs.
Vind bogpræmier
Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Boghallen

Risskov Travel Partner