Kunsten skal udfordre og gøre ondt

En god roman skal udvide og udfordre, mener litteraturkritiker Jon Helt Haarder, der sidder i den jury, der har udpeget bøgerne til konkurrencen "Vor tids danske roman".

Af JESPER STEIN LARSEN
Publiceret 02-01-2009

God litteratur skal være sprogligt nyskabende, gøre ondt og kunne forstås på mange måder. Det er nogle af de kvaliteter, som kritikeren Jon Helt Haarder har vægtet højt i sit valg af bøger til kåringen af "Vor tids danske roman". I femmandsjuryen repræsenterer han det akademiske kritikermiljø, hvor der på det seneste er blevet diskuteret kvalitet kontra bestsellerlitteratur og for og imod at lade almindelige mennesker give deres mening til kende i en litteraturkåring. For Jon Helt Haarder er der forskel på kunstlitteraturen og den bredere litteratur, men der er ikke nødvendigvis en modsætning.

»Jeg reagerer på tekster, som udvider mulighederne for, hvad der kan siges, udvider sproget og undersøger, hvad der kan fortælles, på at kunsten udforsker, at den er ny og udfordrende, men jeg har ikke nogen automatreaktion mod, at noget er populært i sig selv. Både H.C. Andersen og August Strindberg gik benhårdt efter at blive berømte. Intentionen om at gøre sig på markedet er ikke noget, der forhindrer, at litteratur kan være god,« siger han.

Og selv om hans bud på de 25 bedste romaner fra de seneste 25 år stensikkert indeholder smalle bøger af forfattere som Claus Beck Nielsen, Per Højholt og Henrik Bjelke, er der også blevet plads til Ib Michael, Jakob Ejersbo og Peter Høeg.

»Peter Høegs "Frøken Smillas fornemmelse for sne" sætter jeg højt. Det er en thriller, det er udpræget genrelitteratur, og det har jeg intet problem med. Jeg har altid opfattet den som en kommentar til John le Carrés Smiley-figur. Man kan sagtens betragte det som litteratur, selv om det er en thriller eller en krimi. Og selv om jeg er meget optaget af det nye i litteraturen, så er jeg også skeptisk over for, om det altid skal være så nyt,« siger han.

Kan det ikke også blive så nyt, at der går kejserens nye klæder i det? Der er jo kritikere, der mener, at en af dine favoritter, Claus Beck Nielsen, tenderer i den retning.

»Det skal ikke være nyt for det nyes skyld, men med manden, de kaldte Claus Beck-Nielsen, er det faktisk lidt uretfærdigt. Modtagelsen har vægtet det eksperimenterende meget og glemmer at læse bøgerne som bøger. Det er jo også gammeldags litteratur, enormt litterært og fantastisk velskrevet, og der står tydeligvis rigtig meget på spil. Det gør ondt, det der sker nede i teksterne. Jeg kan godt lide, når det gør ondt, når der står noget på spil. Og det sker ikke så tit i de meget brede ting. Det hænger vel sammen med at eksperimentet er sat ind for at få fat i noget særligt.«

Det er vel meget forståeligt, at eksperimenter ikke tiltrækker de store folkemængder. Gælder det ikke også andre kunstarter?

»I litteraturen er det kommercielle ofte konserverende. Inden for musikken trækker trangen til at finde på nyt på en anden måde i genrerne og produktionsmåderne, det kommercielle er tit banebrydende. Det kan jeg godt savne indenfor litteraturen. En af grundene til, at fx Beatles var så specielle er vel, at det brede og smalle er sat på spil med hinanden på en særlig måde. Det ser man ikke så meget af i litteraturen. Men det findes dog: Jens Blendstrups forrygende "Gud taler ud" f.eks. Jeg tror, den går ganske godt og er dog kras, morsom og original.«

Det folkelige eller populære er tit romaner med en klar fortællestemme, en overskuelig fremadskridende handling og et meget genkendeligt univers. Hvorfor tror du, det er sådan?

»Der er en uopløselig konflikt mellem det populære og det kunstnerisk mindede. De to ting kan sagtens finde sammen, men er forskellige. Samtidig er det svært at komme med vandfaste og holdbare definitioner, de skifter også over tid. Shakespeare var i lang tid en slags triviallitteratur, romaner og romanlæsning så man på med bekymring. Men for mig, her og nu, er der forskel på lad os sige Rifbjergs "Billedet" og Ejersbos "Nordkraft".«

Hvorfor?

»"Nordkraft" er en vigtig bog og spændende, men det er efter min mening tættere på en god tv-serie end på stor litteratur. Noget lignende kan man vel sige om "Undtagelsen". Den er både imponerende og intenst underholdende, men mangler det, der driver en tekst ud over brugs- og underholdningsværdien, ud i skønheden, kunne man måske sige.«

Du har selv valgt 25 romaner, som du synes er de bedste. Passer de med de andre jurymedlemmers valg?

»Nej, det gør de på flere måder ikke. Min nummer 1 er ligger pænt nede ad den fælles liste, og den, der har vundet, ligger nede ad listen hos mig. Jeg var lidt rystet over, at jeg kommer til at lægge navn til den som nummer 1, men sådan er det jo. Og der vil jeg godt kommentere Bukdahl og andre seneste dages hellige, der forarges over listen på 100 bøger med dens sammenblanding af bredt og smalt. Det er, som om de har en naiv drøm om rene kategorier og klare linjer. Det hører ingen steder hjemme. Det er netop for at få beskidte fingre og få diskuteret de forskellige opfattelser af kvalitet, få dem i spil. Jeg opfatter "Vor tids danske roman" som en forlystelsespark, hvor der er noget spektakel om litteratur, og det er jo fint, at man kan gå på opdagelse og more sig med det. Det er helt skudt ved siden af at blive så forargede eller fornærmede.«

Men er det ikke, fordi I har valgt at tage en masse krimier og bestsellerromaner med på den liste, folk kan stemme på?

»Jo, men det her er jo netop en flerstemmig ting, hvor ting er rodet sammen. Selvfølgelig er der forskel på det brede og det smalle, men man må da godt gå i flæsket på det og se, hvad der kommer ud af det. Jeg synes, det er interessant at se, hvad folk stemmer på og sammenholde det med, hvad fem forskellige fagfolk stemmer. Allerede det, at der er to lister, signalerer jo, at der er noget at diskutere, og at det aldrig kan gå op. Selvfølgelig skal man diskutere det og sige: De har glemt den og den. Og hvorfor er den med? Men reaktionerne fra nogle folk lyder, som om der skulle være en eller anden finsleben top 10, som alle eksperterne kan blive enige om at mase ud i fjæset på alle tumperne. Sådan ser verden heldigvis ikke ud.«

På mig virker det, som om nogle kritikere bliver forbitrede over, at det smalle har så få læsere, og at Carsten Jensen eller Hanne-Vibeke Holst sælger over 100.000.

»Det kan man også som kritiker undre siger over, men mon ikke der til enhver en tid er en kritik, som er kulturelt dominerende, og som vil have de andre til at læse og høre noget andet? Ikke fordi de er onde, men fordi de mener, at her er noget, der er bedre end det, der er i forvejen. Det er hæderligt nok.«

Men er det ikke en formynderisk holdning at have til læserne, at de ikke selv ved, hvad der er godt?

»Jo da, men jeg har det sådan, at feltet godt kunne åbnes noget mere. Rigtigt mange mennesker kunne have glæde af en del flere bøger, hvis de var villige til at læse noget, som ikke lige præcis lignede en af de meget kendte bøger.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Skriv en kommentar


Jon Helt Haarder
Jon Helt Haarder kan ikke tage den forargelse alvorligt, som roman-afstemningen er blevet mødt med fra visse litteraturkritikere.
Foto: Carsten Andreasen

Fem af de gode

Jon Helt Haarder om fem bøger på listen:

Claus Beck-Nielsen: "1963-2001"
(2001)

Uomgængelig, hvis man vil forstå noget af det, der er sket med den biografiske og selvbiografiske litteratur. Og så er den både sjov, sørgelig og næsten uhyggeligt velskrevet.

Per Højholt: "Auricula"
(2001)

En ordentlig litterær kæp i øret. Hvem vil ikke gerne være fuld på noget, der virkelig smager?

Merete Pryds Helle: "Vandpest"
(1993)

Egensindig og elektrisk roman om en ballonfart, der ender i et bizart landskab i evig forandring. Ikke en kioskbasker, men sikke en tur, man kan få.

Klaus Rifbjerg: "Billedet"
(1998)

Måske nogle har glemt, hvor god Rifbjerg er, og måske den såkaldte værdidebat eller hans egne meninger har vendt nogle læsere imod ham? Glem alt det, "Billedet" er suveræn, sådan er det. Det er ubegribeligt, hvordan han gang efter gang kan deltage i nye tendenser, her halvfemsernes minimalisme, og dog bestandigt være den samme Rifbjerg.

Jens Blendstrup: "Gud taler ud"
(2004)

Først læser man bare og morer sig: "far" hedder "Gud" i Blendstrups ubodeligt barokke udladninger om en opvækst, men romanen vokser og vokser i format. Til sidst er der også tårer i grinet.

Jon Helt Haarder

  • Født 1963.
  • Cand.mag i nordisk litteratur og filosofi, ph.d. i dansk litteratur.
  • Lektor i dansk litteratur på Syddansk Universitet og siden 1997 litteraturanmelder ved Morgenavisen Jyllands-Posten.
  • Nordisk lektor i dansk ved Institutionen för nordiska språk ved Uppsala Universitet 1997-98, Fulbright Visiting Professor ved University of California, Berkeley foråret 2008.
  • Har publiceret en lang række litteraturvidenskabelige artikler om navnlig selvbiografien og det litterære portræt samt senest redigeret antologien "Hvad de andre ikke fortæller. Livet som indsats i og efter det moderne gennembrud".
Vind bogpræmier
Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Boghallen

Risskov Travel Partner