Hun hjalp, da andre så på

Camilla Seeta-Nørregaard reagerede prompte, da en beruset mand faldt ned mellem togskinnerne og et kørende tog. 15 mennesker stod på perronen og så til uden at hjælpe.

Af Lars Sejr
Publiceret 20-12-2009

Den 20-årige Camilla-Seeta Nørregaard blev en af hverdagens helte, da hun pr. instinkt kom en beruset mand til undsætning.

Han var ankommet på Hillerød Station et splitsekund for sent og råbte højlydt, imens han løb efter toget.

Det skete i marts, og den dengang 19-årige Camilla-Seeta Nørregaard studsede over optrinnet.

Pludselig måtte hun spærre øjnene op en ekstra gang, da manden snublede og faldt ned på skinnerne ved det kørende tog.


Camilla Seeta-Nørregaard
Camilla Seeta-Nørregaard er en af de nominerede til titlen som årets Helt 2009, fordi hun reddede en mand, der faldt ned på sporet foran et tog på Hillerød Station.
Foto: Stine Larsen
 

»Jeg smed alt, hvad jeg havde i hænderne og løb så hurtigt, jeg kunne. Toget havde slæbt ham et par meter efter sig, inden det stoppede, og han blødte forfærdeligt. Han havde rifter i ansigtet og på hænderne, og hans mund var fyldt med blod. Samtidig havde han fået en bule i hovedet, som man ellers kun ser i tegneserier,« siger Camilla-Seeta Nørregaard.

»Jeg forsøgte at få ham op på perronen igen, men det var ikke let, og jeg følte en magtesløshed. Heldigvis kom et par hænder og hjalp mig, men de forsvandt, da han kom op i sikkerhed igen,« forklarer hun.

Camilla-Seeta Nørregaard kunne ellers godt have brugt de ekstra hænder. For den berusede mand ville ikke have hjælp og forsøgte derfor at skubbe den 19-årige pige væk.

Råbte efter hjælp
»Han forsøgte at rejse sig, men jeg var bange for, at han skulle gå i chok, så jeg prøvede at få ham til at blive liggende. Han var jo blevet påkørt af et tog, så han kunne også have fået indre blødninger. Jeg tror slet ikke, at han havde forstået, hvad der var sket,« fortæller hun med et let undrende blik.

Manden blev ved med at skubbe Camilla-Seeta Nørregaard, og med blodet strømmende fra ansigt og hænder bad han hende igen og igen om at forsvinde. Alligevel forsøgte hun at bevare roen og råbte efter hjælp hos en flok på ca. 15 mennesker, der stod og kiggede uden at gøre noget.

Ingen hjælpsomhed
»Det var tydeligt, at jeg havde brug for hjælp, men ingen reagerede, selv om de ikke stod længere end en meter væk. Efter nogen tid kom der en mand, som kunne holde armene. Så blev jeg i det mindste ikke slået eller forsøgt skubbet væk. Imens han holdt hænderne, forsøgte jeg at bruge min vægt til at holde manden nede,« forklarer Camilla-Seeta Nørregaard.

Efter yderligere en rum tid, som hun har svært ved at fastsætte, ankom en ambulance. Manden ville i første omgang ikke med på hospitalet, men det ændredes, da en ambulancefører lånte et makeup-spejl af Camilla Seeta Nørregaard, så manden med egne øjne kunne se sin tilstand.

Herefter brød han i gråd, og det fik den 19-årige pige til at spørge sig selv, om hun havde gjort det rigtige i situationen.

»Da det hele var overstået, stod jeg tilbage med blod på hænderne og kunne tage hjem. Jeg sad i toget og tænkte det hele igennem og var nødt til at ringe til mine forældre. Jeg måtte virkelig kæmpe for ikke at begynde at græde. Efter jeg havde snakket med dem, brød jeg sammen og kunne ikke finde ud af, om jeg havde gjort det rigtige. Men jeg ved nu, at jeg reagerede, som jeg skulle.«

Hvorfor var du i tvivl?
»Fordi min reaktion var, at jeg blev så ked af det. Jeg var i chok og kunne ikke styre mig selv. Jeg græd, folk i toget gloede på mig, og når jeg så på mine hænder, var de smurt ind i blod,« siger Camilla-Seeta Nørregaard, der samme aften tog hjem til en veninde og fik talt hændelsen grundigt igennem.

Ser du dig selv, som en helt, fordi du handlede, som du gjorde?
»Nej, for jeg gjorde, hvad alle burde gøre. Men det er selvfølgelig en rar fornemmelse at have hjulpet en mand, der havde brug for det.«

Der stod ca. 15 mennesker og gloede på dig, imens det stod på. Så det er jo ikke alle mennesker, der hjælper i sådan en situation?
»Nej, det lærte jeg på den hårde måde. Men jeg vælger at være lidt naiv og håber, at det en dag går op for folk, at vi har brug for hinanden.«

Camilla-Seeta Nørregaard var efterfølgende i Go'aften Danmark og fortælle om hændelsen, men hun har stadig ikke hørt fra manden selv.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Kommentarer

Harold Poulsen
28-06-2010 kl. 01:45

It takes great will and presence of mind to keep trying with out help. kind regards, Harold Poulsen

Lisbet Emanuelsen
15-01-2010 kl. 11:44

det er en snarrådig handling i øjeblikket og som gør hun til en helt - da der ikke er tid til at tænke over hvad hun gør - andre ville 'blot' have set på at der skete en ulykke for 'næsen' af dem

Louise
09-01-2010 kl. 07:27

Jeg vil bestemt ikke forklejne Camillas reaktion på hændelsen. Det var rigtig flot gjort. Men man ved også fra psykologisk forskning, at der er en stor gruppe mennesker, som i en sådan situation bliver helt handlingslammede af forskrækkelsen. Så de der IKKE reagereede, gjorde det måske ikke af ond vilje, men fordi de psykisk ikke var i stand til det. Vi skal passe på med at dømme, når vi ikke kender baggrunden.

Bjarne Friis
08-01-2010 kl. 13:27

Hej vil kun sige, at vi andre skal vågne op... Og være som Camilla... Synes, at det er trist folk bare har stået og kikket på.. Når der er en, der har brug for hjælp..... Synes at Camilla har brugt hovedet og være 100 % klar... Godt gået Camilla

Kim
08-01-2010 kl. 00:24

Hej Camilla Håber du vinder, så du også kan få DIN drøm opfyldt:) Din handlekraft, samvittighed og menneskelighed er prisværdig...Hvis flere bare ville handle så flot og forbilledligt som du gjorde i en sådan situation! mvh. en Afghanistan veteran

Marianne Otto
06-01-2010 kl. 15:02

Hej Camilla, Gid der var flere af din slags. Hvor var det flot at du blev ved selvom manden afviste din hjælp. Du gjorde det rigtige. Manden var jo alt for omtåget, både p.g.a spiritus og chock, til at vide hvad der var det rigtige. Det må have været slemt at opleve at folk bare står og ser på, det er nærmest uhyggeligt! Han blødte jo ud af munden, så man kunne da frygte at der var tale om indre blødninger, oma. Det er bare så flot det du gjorde. Tillykke med det :O) Og held og lykke fremover med dit liv. De hjerteligste hilsner Marianne

Mette Thomsen
05-01-2010 kl. 22:45

Super flot indsats!

Alice Boysen
05-01-2010 kl. 21:01

Det er en rigtig helte-gerning, at hjælpe,handler og viser omsorg overfor et svagt og hjælpløst menneske som ikke kan tage vare på sig selv. Du har været meget modig.

Trine Boardman
02-01-2010 kl. 20:58

Flot du kunne holde hovedet koldt i sådan en svær situation.

Mette Jeppesen
01-01-2010 kl. 22:19

Sådan. Hvor er du modig.

Helge Larsen
01-01-2010 kl. 20:23

Godt klaret Camilla, flere af din slags.

Niels Støttrup Nielsen
31-12-2009 kl. 09:55

Flot og prisværdigt.

Svend E. Jensen
30-12-2009 kl. 20:23

Det er en gribende oplevelse. Flot og ihærdig indsats. Du er en af hverdagens helte. Det kræver mod og råstyrke at fighte på den måde, selv om hjælpen ikke påskønnes af den uheldige mand.

Gurli Bell
30-12-2009 kl. 17:13

Du er en god pige ..som gør det, alle andre sunde og fornuftige mennesker burde gøre.. hjælpe andre i nød..du fortjener en medalje

Bodil Lindhard
29-12-2009 kl. 21:39

Absolut en ægte heltinde. Og Mikkel Wolff er ligeledes en rigtig helt. De to bør på en eller anden måde dele "præmien" En helt er jo en der sætter alt til side og ikke tænker på den riciko, han/hun selv sætter sig i ved at redde andre fra en stor fare.

Lilli Jensen
29-12-2009 kl. 12:50

Tak til den unge pige for hendes indsats, men hvor er det PINLIGT ud over alle grænser, at INGEN kom hende til hjælp !

Megan Kot
29-12-2009 kl. 05:44

Amazing courage! Very proud to know you Camilla!

Marianne Olsen
28-12-2009 kl. 15:46

Flot gået Camilla, det er folk som dig der er brug for, en der gør en forskel..

Martin Laurent Madsen
28-12-2009 kl. 12:21

Har respekt for folk der hjælper andre i nødens stund. Hun har virkelig taget ansvaret for en anden mands liv, hvilket tilskuerne nok ville øsnke de også havde gjort. Godt gået Camilla!

Peter
27-12-2009 kl. 18:38

ja jeg så dig faktisk redde ham for var lige stået af s-toget og det var super flot gjort og self skal du da vinde :-)

Kitt
27-12-2009 kl. 18:29

Ikke nok med at Camilla redede en mand - så er hun også en fantastisk veninde . Jeg syntes at Camilla skal vinde !!!

Amanda
27-12-2009 kl. 17:41

Det er rigtig flot at du er nomineret til denne pris, for det er din slags mennesker vi mangler i denne verden, og derfor bør du få den, og sætte et bedre eksempel for ungdommen ;)

Philip
23-12-2009 kl. 20:13

Du sej Camilla!!!!

Karen Kot
23-12-2009 kl. 00:02

Det er rigtig dejligt at høre om et ungt menneske der uden betænkning for sig selv hjælper et menneske i nød. Alt for ofte hører man det modsatte i dagens Danmark. Derfor syntes jeg at Camilla-Seeta Nørregaard fortjener at vinde title som årets helt 2009.

Asger E. Saabye
21-12-2009 kl. 09:05

Camilla reagerede på den rigtige måde, både moralsk og lovgivningsmæssigt, tilskurene skulle skamme sig, men man må nok se i øjnene at holdning nu om dage i vid udstrækning er "Vi vil ikke blandes ind i noget, det må andre tage sig af2. Derfor er Camilla en af hverdagens helte.

Marianne og Steen Agner
20-12-2009 kl. 17:50

Camilla fortjener at blive årets helt. Flot gået af en 19 årig pige. Kun sørgeligt at ingen andre hjalp hende.

Linda og søren
20-12-2009 kl. 14:24

Helt klart hun bør normineres for en næstekærlig gerning.

Chresten Kristensen, Fjorfvej 3, 9631 gedsted
20-12-2009 kl. 12:42

Ja Camilla er en ægte helt, Hun har virkelig fortjent det.

Chresten Kristensen,
20-12-2009 kl. 12:41

Camilla har fortjent at blive årets helt. Det er meget flot af en pige på 19 år at handle på denne måde.

Kirsten Nielsen, Fjordvej 3, 9631 Gedsted
20-12-2009 kl. 12:07

Camilla er en ægte helt. Det er fantastisk at ingen andre træder til for at hjælpe, men det må efterhånden være den danske mentalitet. Desværre!

Vibeke Lykke Friis
20-12-2009 kl. 11:25

Camilla er en ægte helt!

Skriv en kommentar

Blå bog
Alder: 20 år

Bopæl: Nørrebro

Beskæftigelse: Læser på Københavns VUC
Citat fra indstillingen:
»Ingen andre kommer til undsætning. Så derfor kom hun i tv og fortalte sin historie. Bliver en af hverdagens helte, fordi hun hjalp ham. Manden kom sig og blev udskrevet fra hospitalet uden varige men.« Palle Søndergaard, Virum
Hvad er en helt for dig?
»En helt tænker ikke egoistisk. En helt tænker på sine medmennesker. I mine øjne behøver en helt ikke nødvendigvis at redde et liv eller lege Superman. Det er blot vigtigt, at en helt tænker på andre end sig selv.«
Vind bogpræmier
Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Boghallen

Risskov Travel Partner