»Dét, man kalder et mirakel«

Birgitte og Poul Nygaard åbner for dét, der ligger og lurer i underbevidstheden hos børn, efter at de har mistet en deres forældre. Det, der er så vigtigt at få talt om for at komme videre.

Af STEFFEN STUBAGER
Publiceret 27-12-2009

Louise har haft det hårdere end de fleste andre på 10 år. Under hendes fødsel døde hendes tvillingesøster, og to måneder før hendes fire-årsfødselsdag sagde hendes far fra efter halvandet års kamp mod kræft.

Som Louises mor, Birgitte Christensen Hviid, udtrykker det, fik Louise »nogle slemme ting med i rygsækken, som kunne springe ud senere i livet«.

Og det gjorde de. Louises rygsæk åbnede sig med rabalder, da hun tog sine første skridt ind i puberteten. Hver aften i flere måneder skreg hun fuldstændig hysterisk og tryglede sin mor og sin papfar om hjælp til at sove. Når de prøvede at hjælpe, skreg hun tilbage, at de ikke forstod noget som helst.


Birgitte og Poul Nygaard
Birgitte og Poul Nygaard har siden 2000 haft sorggrupper hver anden onsdag i godt tre timer ad gangen med nye hold hvert halve år.
Foto: René Schütze

»Vi var ved at gå i stykker til sidst. Vi anede jo ikke, hvordan vi skulle forholde os, når klokken blev syv, og der kun var en time til, at hun skulle i seng. Jeg må indrømme, at vi var bange for, at hun var psykisk syg, for det, hun gjorde var ikke normalt,« siger Birgitte Christensen Hviid.

»Jeg ved stadig ikke helt, hvad der var galt med Louise. Men problemerne er i hvert fald forsvundet, efter at hun har været hos Birgitte og Poul. De har givet hende noget, som jeg ikke magtede. De har fyldt nogle huller ud og åbnet for nogle fortrængte ting om hendes far. For eksempel har hun spurgt mig, hvad hendes fars livret var. Hun har lært at leve med, at han mangler.«

Lær at leve med sorgen
Den samme udvikling gennemgår snesevis af andre børn hvert år i Birgitte og Poul Nygaards sorggrupper i Aalborg. Det vidner stakkevis af takkebreve, -ord og -tegninger fra andre børn om:

»Jeg ved ikke, hvad I gør. Men det virker. Det må være det, man kalder et mirakel,« har én sagt.

Alle som én får børnene et tiltrængt rum til at fortælle om deres afdøde mor eller far og til at møde ligesindede, der forstår og genkender hinandens situationer. Eller som Poul Nygaard udtrykker det:

»Det er alt for tidligt at dø, når man er 30-40 år. Det går imod naturens orden, hvor de gamle hvidhårede dør først.«

Han uddyber:

»Sådan noget er vigtigt at tale om. For hvis man tænker, at det er bedst at få det skubbet ind under gulvtæppet, går det ligesom med Schlüter og Ninn-Hansen, da de fejede tamilerne ind under gulvtæppet: De falder i skidtet på et tidspunkt. I stedet skal vi sørge for, at børnene får et ordentligt voksenliv, hvor de ikke er så forskrækkede over at leve. De skal lære at leve med den sorg, som de har fået alt for tidligt.«

Først mad, så rundkreds
Børns Vilkår står bag sorggrupperne. Birgitte og Poul Nygaard har siden 2000 frivilligt haft sorggrupper hver anden onsdag i godt tre timer ad gangen med nye hold hvert halve år.

Først sidder holdets 10 børn sammen i en rundkreds og fortæller. Så laver de mad sammen, spiser og leger og spiller.

I rundkredsen spørger Birgitte Nygaard først: »Hvordan er det at være dig?«

Et efter et åbner børnene op for tankerne.

»Én har været oppe at skændes meget med sin mor og kom til at sige, at alting var bedre, da far levede. Puha, så blev hun sendt ind på sit værelse, det var ikke sjovt. På den måde lukker alle i rundkredsen op for, hvordan de har det,« siger Birgitte Nygaard.

Hun fortæller om nogle af de større børn på 15-16 år, der har fortalt, at de stadig sover hos deres mødre.

»Det er vildt grænseoverskridende for dem at fortælle sådan noget. Men når jeg så spørger, om der er andre, der sover hos deres mor, siger de fleste som regel, at de alle kender det. Så finder børnene ud af, at de alle er almindelige.«

Det er det, sorggrupperne handler om. At fortælle, hvordan det er at være sig selv for at finde frem til, at man er som alle de andre. Og samtidig at udforske og erkende sine behov.

Savnet forsvandt
Én fortalte, at hun savnede at sidde på sin fars skød. Efter at have sagt det åbent i gruppen, fortalte pigen det til sin far. Han svarede: »Du må sove alt det, du vil, på mors plads.« Efter tre dage gad pigen ikke dét mere.

En anden, Louise, fortalte i gruppen, at hun kunne huske, at hun fik rød sodavand, da hun som treårig besøgte det hospice, hvor hendes far lå for døden.

»Sådan noget kan kun ske i det rum, som vi laver. Louise havde jo behov for at finde ud af, hvor hendes gener og sådan noget kom fra, og for at kende historien om sig selv og sin far,« siger Poul Nygaard.

Louise selv var i begyndelsen ikke meget for at skulle i sorggruppe, men hendes mor skubbede hende ind over dørtrinnet, og den lille pige fandt hurtigt, hvad hun havde manglet:

»Det var rart endelig at være sammen med nogle, der har prøvet noget som en selv,« siger hun.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Kommentarer

Else Schaumburg Jensen, NETVÆRKET
07-01-2010 kl. 19:29

Jeg kan anbefale Poul og Birgitte til denne pris. De har sorggruppen for børn i vores lokaler og jeg møder ofte både dem og børnene. De virker altid glade og oplagte til at modtage børnene. Og børnene ser ud til at nyde at komme her. En god idé og et godt tilbud samt noget vigtigt arbejde!

Jørgen B. Kraft
07-01-2010 kl. 19:21

Valget med at finde den rette er altid en svær opgave. Disse to mennesker er absolut kvalificerede til prisen og de får min varmeste anbefaling.

Palle Nygaard Rsmussen
04-01-2010 kl. 16:19

Birgitte og Paul Nygaard bør have denne pris, sjældent hører man om mennesker med så megen næstekærlighed!

Bente Nielsen
04-01-2010 kl. 11:46

Vi kan med glæde anbefale at Birgitte og Poul får denne pris... Vi...min søn og jeg har selv gået i sorggruppe hos Birgitte og Poul.... de har hjulpet os til at komme godt videre...aldrig har jeg mødt så varme, gode, glade og nærværende mennesker. Bare jeg i dag ser på dem på billed...smiler mit hjerte...de har fortjent denne pris...

Tove Elgaard Johansen
04-01-2010 kl. 10:44

Birgitte og Poul har fået nogle helt særlige gaver til at hjælpe mennesker. Deres livssyn, empati,engagement og ikke mindst deres kærlighed til deres medmennsker gør dem helt særlige. De har så valgt også at bruge disse gaver, og det fortjener en belønning.

Lene C. Lund
03-01-2010 kl. 10:37

Godt arbejde

Helle Munch Wellendorf
31-12-2009 kl. 14:46

Jeg vil meget gerne støtte Birgitte og Poul - dejlige mennesker og jeg er glad for min bror har så dejlige og trofaste venner.

Lene og Erik Grundahl
30-12-2009 kl. 19:32

Vi kan klart anbefale at Birgitte og Poul får den pris for et enestående arbejder med børn og deres familier som er ramt af sorg. Dejligt at nogle vil og kan ligge en sådan indsats.

Else & Henning Lindholt, Søndervangsvej 5, 9330 Dronninglund
30-12-2009 kl. 10:16

Vi er - som venner af Birgitte og Poul - meget imponeret over deres engagement og store indsats i et omsorgsarbejde for børn og familier, der er hårdt ramt ved tabet af en mor eller far.

Dorte Gabrielsen
29-12-2009 kl. 22:19

Birgitte og Poul er nogle helt fantastiske mennesker. De fortjener virkelig at få denne pris.

Gitte Jensen
29-12-2009 kl. 20:34

Jeg har selv sammen med mine 2 børn fået hjælp at Birgitte via samtaler. Vi har gennemgået en besværlig skilsmisse fra børnenes far, en far som aldrig rigtig var der, men som alligevel havde en plads i børnenes liv. Her var Birgitte en uvurderlig hjælp..............ingen tvivl om at Birgitte og Poul gør et fantastisk stykke arbejde.

Karen Glistrup, forfatter til bogen: "Hvad børn ikke ved... har de ondt af"
29-12-2009 kl. 18:05

Poul og Birgitte har i den grad været i front når det gælder nærvær og støtte til samvær i sorgen, når børn mister forældre eller søskende. De har igennem mange år vist vejen for den enkle og hjertelige måde man kan være der for de børn og forældre, som bliver ramt. De har selv været der for et utal af børn og forældre og de har øst af deres viden til andre, som gerne vil gøre det bedre, end dengang man i bedste mening sagde: "Det skal vi ikke involvere børnene i!" Særlig begejstret er jeg for at de har samlet både børnene og deres forældre. For det er jo i familien, at sorgen lever, og derfor også i familien, man kan lære at bære sorgen sammen.

Preben Schel Klausen
29-12-2009 kl. 13:27

Min kone begik selvmord for 6 år siden, dengang var mine piger 3 og 7 år. Selvom vi dengang fik megen hjælp og støtte, så jeg i det store hele oplever at vi har fået skabt en god hverdag, kom min ældste datter en dag for godt 2 år siden og fortalte at hun manglede et venskab med andre børn som også kendte til at have mistet en forældre. Vi har i hele 2009 sammen med 7 andre familier deltaget på et familiesorggruppeforløb under Børns Vilkår hvor Birgitte og Poul bla. har stået for forløbet. Her har mine børn og jeg fået oplevet en fantastisk støtte, rum og forståelse for hvor svært det kan være at skulle leve videre resten af livet med tabet af en mor/kone. Mine piger har fået et godt netværk til en del af de andre børn, har kunnet fortælle andre børn om nogle af de tanker som de har fordi der har været en tryghed, forståelse samt erfaring for det store tab som det er at skulle leve videre med tabet af en mor. Jeg har som forældre og far mødt andre voksne, hvor vi i et fælles forum har kunnet fortælle om hvordan det opleves at være den tilbageværende forældre. Det vidunderlige ved dette forløb er netop at det er et familieforløb, thi det er jo familien - os tilbageværende, som påny skal finde vores vej frem ad i livet. Efter dette år oplever jeg at have fået et fantastisk godt netværk som både mine piger og jeg fremover kan bruge som basis og springbrædt fremover. En stor tak til alle jer voksne helte som gennem Børns Vilkår gør det muligt for os familier at komme videre i livet og som igennem dette år har åbnet døren godt på klem for pigerne og jeg i forhold til at kunne tale om "det at miste" - "det at leve videre med et tab"

Pia Nielsen
28-12-2009 kl. 22:56

Jeg er så glad for, at der sættes fokus på den uvurderlige hjælp sorggrupper har for børn og unge. Ikke alle har desværre muligheden for at deltage i en sorggruppe. Jeg kan kun opfordre til at der oprettes flere sorggrupper - ikke mindst familiegrupper, så der bliver tilbud til de børn, som er for små til at deltage alene i en gruppe.... man skal ikke forklejne et 2-årigt barns sorg blot fordi hun mangler ord. Sammen har mine børn og jeg fået venner og et netværk for livet i Birgitte og Pouls familiegruppe. Med venlig hilsen Pia

Camilla Bruus
28-12-2009 kl. 12:34

Dejligt at høre at i kan hjælpe børn i sorg. Jeg har to drenge på 9 0g 11 år, som pludselig mistede deres far for to et halvt år siden. Det er ikke let. De har begge reaktioner. Jeg ville ønske de også kunne få noget hjælp! Jeg har endelig fået kommunen til at forstå, at de måske har brug for en "mand med en fiskestang" men jeg er ikke sikker på at det er nok. Far kan jo ikke erstattes og hvad stiller man op overfor angst for at dø og angst for at mor dør... MVH Camilla

Kathrina Martinsen
28-12-2009 kl. 07:03

Jeg mistede også tidligt begge mine forældre, og som enebarn tror jeg, jeg kunne have haft god brug for at møde ligesindede. Det er stadig tabu for mange, der måske gerne vil hjælpe, men som ikke har redskaberne og ofte ender med i stedet træder tilbage "for ikke at gøre noget galt".

Kenneth Walbum
27-12-2009 kl. 12:50

Det er dejligt at høre at der findes helte som Birgitte og Poul. Da jeg var 11 år lagde jeg begge mine forældre i graven, først min far og 2 måneder senere min mor, og den gang (1977) troede man at sådan noget kunne ties ihjel og glemmes, det kan det ikke. Tvært imod sætter det dybe dybe ar på sjælen og de forsvinder ikke af sig selv igen. Mvh Kenneth

Skriv en kommentar

Blå bog

Poul Nygaard
Alder: 55 år.

Beskæftigelse: Praktiserende læge

Bopæl:Dronninglund

Birgitte Nygaard
Alder: 52 år.

Beskæftigelse: Familieterapeut

Bopæl: Dronninglund
Citat fra indstillingen:
»Min datter på 10 år mistede sin tvillingesøster under fødslen, og da hun var knap fire år sin far pga. sygdom. Hun har gennem Birgitte og Pouls gruppe lært at møde andre i samme situation, hvilket har bevirket, at hun ikke længere føler sig udenfor og anderledes.« Birgitte Christensen Hviid, Aalborg
Hvad er en helt for dig?
Poul: 
»En, der ofrer sig og sætter livet på spil for andre mennesker uden at tænke på, hvad der sker med ham selv. Superman og Spiderman, Dr. Livingstone og Florence Nightingale er da også nogle vældige helte.«

Birgitte:
»Min bedstemor døde, da min mor var 1 år, og min morfar var 28. Hans søster flyttede ud til ham langt ude vestpå for at hjælpe med at passe barnet. Det var ikke hendes drøm med livet, men det var det liv, hun fik. Derfor er hun mit store forbillede og min helt. Så er der gamle Henning "Pedel" i Dronninglund, der efter sin pension blev ved med at gå og feje, fordi han ikke syntes, at byen var køn nok.«
Vind bogpræmier
Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Boghallen

Risskov Travel Partner