»Jeg er stolt over, at jeg turde«

Brian Madsen sprang til, da hans ven havde brug for en nyre. Det har for evigt forbundet de to tømrere.

Af Rasmus Sandvig Brask
Publiceret 14-12-2010

Brian Madsen og Jens Staal tager imod i huset i Tarp ved Esbjerg. I huset bor Brian Madsen og hans familie, og den 43-årige tømrer har selv stået for at bygge en stor del af det. Begge mænd er klædt i klassisk håndværkertøj denne kolde vinterdag og ligner som sådan to kolleger, men straks de begynder at tale, fornemmer man, at de to mænd er mere end det.

For siden den 10. august 2010 har de to mænd været forbundet af blod, og nu mangler de faktisk bare at tisse over kors, som de siger.

Den dag i august fik Jens Staal, der er mangeårig sukkersygepatient, en ny nyre, og nyren kom fra vennen og kollegaen gennem mange år, Brian Madsen. Forud var gået mange overvejelser hos både Brian Madsen og Jens Staal, der begge har arbejdet som tømrere sammen i mange år, og som begge med tiden har etableret deres egne tømrerfirmaer.

Sygdom gav dårlige nyrer
»Vi lærte hinanden at kende på en arbejdsplads for cirka 15 år siden. Vi gik godt i spænd med det samme, og siden har vi sådan set været venner. Men der gik da alligevel rigtig lang tid, før jeg fandt ud af, at Jens har sukkersyge. Det er ikke noget, han sådan siger som det første,« fortæller Brian Madsen om de to tømreres venskab.

Men sygdommen sled efterhånden på Jens Staals nyrer og gjorde ham dårligere og dårligere. Til sidst stod det klart, at opslidende dialyse resten af livet var den eneste mulighed, hvis ikke det lykkedes at finde en donornyre til den 46-årige håndværker.


Brian Madsen og Jens Staal
Tømrerne Jens Staal (t.v.) og Brian Madsen lærte hinanden at kende for 15 år siden på en arbejdsplads. I dag er de forbundet både gennem venskab og blod.
Foto: Casper Dalhoff

»Jeg fik at vide, at dialyse var det næste skridt for Jens, og det gik jeg så og tænkte over i et par uger. Så kontaktede jeg min egen læge for at spørge, hvad man gjorde, hvis man gerne ville donere en nyre. Jeg fik at vide, at jeg skulle ringe til Jens' læge, men det vidste jeg jo ikke, hvem var. Derfor måtte jeg tale med Jens. Det var ellers ikke meningen, at jeg ville det, før jeg vidste, at det kunne lade sig gøre at donere. Jeg ville ikke stikke ham blår i øjnene,« siger Brian Madsen.

Donation lød ikke så slemt
Han ringede derfor en aften til Jens Staal og sagde, at han måtte få hans ene nyre, hvis han kunne bruge den.

»Jeg sagde straks, at det skulle han ikke give mig. Han har kone og børn, og de skulle have muligheden for at få en nyre, hvis de fik brug for det i stedet for mig,« siger Jens Staal om vennens tilbud. Men efter at have talt frem og tilbage om det og fået vejledning om transplantation, indvilligede Jens Staal i at undersøge sagen nærmere.

»Jeg kunne ikke forestille mig ham i dialyse, og jeg havde hørt, at folk kunne donere en nyre og leve lige så godt med kun en. Samtidig er jeg jo heller ikke helt ung mere, og jeg skal ikke leve 100 år endnu, så jeg tænkte, at det vil jeg gerne gøre, hvis det kunne hjælpe Jens. Efter en samtale på Odense Universitetshospital var jeg endnu mere sikker, donation lød da egentlig ikke så slemt,« fortæller Brian Madsen om sine tanker før donationen.

Efter en del prøver og undersøgelser stod det klart, at Brian Madsens nyre passede til Jens Staal, så intet medicinsk stod i vejen for en donation. Det betød dog ikke, at bekymringerne var forbi.

»Jeg ville i begyndelsen helst have haft en nyre fra et trafikoffer eller lignende. For det er jo heller ikke sikkert, at det er rart at kende den, der har doneret nyren. Hvis nu man vågnede, og der var noget, der var gået galt, så havde man taget en andens nyre, uden at man selv havde fået det bedre,« siger Jens Staal, der dog fik det stadigt dårligere og derfor efter en måneds overvejelser indvilligede i at modtage nyren.

Vellykket operation
Den 10. august i år blev donationen gennemført på Odense Universitetshospital, og det stod hurtigt klart, at det var gået godt.

»Da jeg vågnede efter operationen, var det eneste, jeg havde i hovedet, at jeg ville høre, hvordan det var gået med Jens. Jeg fik at vide, at det var gået godt, at det var en supergod nyre. Så var jeg glad, det var lykkedes. Så skulle vi bare ovenpå igen,« siger Brian Madsen, der efter operationen måtte vente cirka tre måneder, før han for alvor kunne genoptage arbejdet i sit firma. Derudover har han ikke mærket konsekvenser af at mangle en nyre.

Efterfølgende har Jens Staal fået det væsentligt bedre, og han tøver ikke med at sige, at Brian Madsen har reddet hans liv. En helt vil Brian Madsen dog ikke kaldes.

»Nej, jeg synes ikke, at jeg er en helt. Jeg gjorde bare, hvad man bør gøre i den situation. Nu er det overstået, og vi skal videre. Men jeg er da stolt over og glad for, at jeg har gjort det, og at jeg turde. Havde jeg en nyre mere, jeg kunne give væk, ville jeg gøre det igen, hvis Jens en dag får brug for det - hvis han altså opfører sig ordentligt,« siger Brian Madsen med et smil.

Hvis alt går vel, får Jens Staal dog ikke brug for en ny nyre før om 20-25 år.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Kommentarer

Sheila Zederkof
11-01-2011 kl. 13:01

Flot gjort af Brian han er barer en gutter mand

jørgen
10-01-2011 kl. 22:43

Fandeme flot gjort. Jeg har stor stor respekt for det der er gjort men om det gør en til en helt? Jeg ville i samme situation havde gjort det samme og jeg føler mig ikke som en helt, fodi samme beslutning har jeg taget for over 20 år siden og har den stadigvæk, det ved hele familien. Sådan er det bare. Respekt for det gjorte og respekt for dem der har indstillet Brian. - du måtte gerne vinde titlen som årets helt

Charlotte Nielsen
10-01-2011 kl. 10:55

Det er virkeligt et heltemod at give en kammerat sin ene nyre. Han er jo så ung. Hvad mon der sker med ham en skønne dag.

Hans Andersen
10-01-2011 kl. 09:09

Stort, uselvisk, medmenneskeligt. At give noget så vitalt fra sig selv til et andet menneske det er større end stort.

Karl Jensen
10-01-2011 kl. 01:11

Hvem kan dog være så medmenneskelig,at man ofre noget af sig selv for at redde et andet menneske? Brian er en helt

Familien Toft
08-01-2011 kl. 19:19

Brian er helt klart en helt for os, det er enestående det har har gjort for Jens, for hans familie og vi har beholdt en rigtig god ven.

Jette Brogaard
08-01-2011 kl. 11:29

Idag var der et indslag på TV2 med Jens og min bror. Indslaget siger alt synes jeg. Brian er en meget beskeden man hvilket man tydeligt kunne høre. Der gik lang tid før Brian fortalte det til. Jeg tænker at årsagen var at han ikke ønskede at nogen skulle rokke hans beslutning om at redde Jens. Da han blev nomineret til årets helt fortalte han det ikke. Jeg som hans søster fik det at vide af en bekendt. Det synes jeg siger meget om at han ikke selv ser sig som en helt. Han gjorde det udelukkede for Jens og Jens' families skyld. Derfor synes jeg at min bror er en helt. Der er bestemt også andre helte. Hans nære familie som bakkede ham op. Men også Jens er en helt. Det må kræve meget mod at tage imod sådant et tilbud. Ingen er jo idag i tvivl om at der blev truffet den helt rette beslutning. Kærlig hilsen Jette

Lars Møller
08-01-2011 kl. 10:24

Det var den største gave han kun give et andet menneske

Sanne Maria Sørensen
08-01-2011 kl. 06:57

Har lige set indslaget på tv, blev helt rørt. Stort menneske, med hjertet på rette sted, der tænker sådan! Hvis ikke årets helt, så min:o)

Claus Pedersen
08-01-2011 kl. 06:45

Super godt gået af Brian. Lige til helten af Danmark

Britta Ramshardt
07-01-2011 kl. 19:33

En uselvisk handling af de helt store, hverken mere eller mindre. Det er hverdagshelte af denne type vi har brug, folk der virkelig ofrer sig for andre.

Thomas Christoffersen
07-01-2011 kl. 19:31

Uselvisk, livsreddende gerning uden hensyn til egen sikkerhed... Brian er en ægte helt!

Benny Dyrby Jensen
07-01-2011 kl. 18:10

En helt i hverdagen kan vi alle blive, mere eller mindre tilfældigt, men en helt for livet er der ikke mange af som er. Og det mener jeg Brian er - at give "et offer" til en kammerat er værdifuldt og prisværdigt. Det er ikke kun heltemodigt - det er en påskønnelse af andres liv.

Ulla Lauridsen
07-01-2011 kl. 00:21

Han er den eneste af de nominerede, der kan kaldes en helt overhovedet. Han var selv som udgangspunkt i sikkerhed og ikke tvunget til at løbe nogen risiko, og det var ikke uskadeligt, frivilligt arbejde.

Preben Olsen
05-01-2011 kl. 10:19

Brian donerer din nyrer til en god ven og arbejdskammerat, med det for øje at bevare en ven. Jeg er stum af beundring.

Martin Pedersen
04-01-2011 kl. 16:58

En klar vinder for at udvise så stort et mod. Generøs og uselvisk!

Pernille Marott Winkler
03-01-2011 kl. 21:46

Når man redder et menneske fra en druknedød eller en ildebrand, sker heltegerningen som resultat af en intuitiv handling. Når man som Brian Madsen vælger at donere sin nyre til et medmenneske, der ellers skulle slutte livet eller i dialyse på ubestemt tid, er tiden fra beslutning til effektueret handling så lang, at der er rigelig tid til refleksion og dermed også rigelig af tid til at springe fra plan A. Derfor er Brian så afgjort årets helt. Hans slags og folk med lignende tankegang har vi brug for flere af. Os, der enndu ikke har været i en situation, hvor en nær ven eller familierelation har brug for en nyre, kan dog sagtens bidrage til at give liv i mindre helteagtigt målestok. På sites http://tagstilling.nu/ optræder Martin Brygmann og Søren Rasted i en kampagne, der skal få os til at tage stilling til organdonation, når vi er døde og ingenting har at miste, men stadig masser af liv at give.

Helle og Flemming Gejl
03-01-2011 kl. 20:05

Brian har givet Jens den største gave ,som findes, chancen for et nyt liv!Tænk sig at være så fantastisk et menneske som Brian. Han fortjener om nogen at være Årets helt.1000 tak, Brian.

elin nørgåård
31-12-2010 kl. 20:49

det er usædvanligt flot at give sin nyre til en kollega og jeg synes han afgjort fortjener at få de mange penge for sin indsats.

J:A.Vilhelmsen
31-12-2010 kl. 14:53

Det er meget stort at give et organ til en ven.

Hanne og Evald Christensen
30-12-2010 kl. 17:07

Brian er for os en rigtig helt,alt godt til jer begge.

Helle Lilhauge Bang
30-12-2010 kl. 16:58

Det er en helt utrolig næstekarlighed,en heltegerning af format,at donere et organ til et fremmed menneske. Det må derfor være Brian Madsen, der får min stemme.

Carsten Larsen
30-12-2010 kl. 16:31

Jens skal helt klart have min stemme, uanset hvordan man giver livet tilbage til en anden, er det stort når man ikke tænker på sig selv først men på hvilken forskel man gør med sit valg over for en anden.

Lars Wolff
30-12-2010 kl. 15:58

Jeg har selv haft en nyre siden 1998, men den er ved at gå i stykker for at lægerne har givet mig for meget medicin og det kunne den ikke klare, jeg håber da også at jeg for erstatning fra patint forsikringen for Læge sjusk, jeg er da ked af at det er sket, men livet skal jo gå vidre selv om jeg er better, det bliver nok svært at få en nyre igen, og jeg er startet i Dialyse 3 gange om ugen, men nyren virker lidt inu. jeg syntes det er super flot af give en nyre væk så er man et godt menneske, vi mangler nogen flere af jeres slags her i danmark, der er stadig mange der har brug for en ny nyre i dagens danmark, jeg håber at du må have din nyre i mange år og held og Lykke til jer begge to, og jeg håber også at han bliver Årets helt.

Helle Ravn Andersen
30-12-2010 kl. 00:11

Det er utrolig flot gået. Det er der mange mennesker, der kunne lære af. Brian har nu kun en nyre, men det kan han leve med - men et stort hjerte må han have:-) Der er ingen tvivl, han er helt klart Årets Helt.

K. Vammen
29-12-2010 kl. 21:31

Brian Madsen er helt klart Årets Helt. At man giver noget så personligt fra en selv er meget stort og grænseoverskridende. Jeg har selv modtaget en nyre og ved hvor meget det betyder ikke kun for mig, men også for min familie m.fl.. I et økonomnisk perspektiv så hjælper det mange flere. Jeg er arbejdsdygtig og betaler skat og belaster ikke sundshedsektoren ret meget. Lad os samtidig få debatten og gøre organdonastion obligatorisk, medmindre man selv foretager et fravalg. Got Nytår.

Tove Andersen
29-12-2010 kl. 13:34

Brian Madsen er for mig den virkelige helt! Det kræver virkelig mod ganske velovervejet at forære et af sine organer væk, uden egentlig at vide, om både han selv og vennen vil komme til at leve videre, uden alt for mange gener. Bravo!

Michael og Pia Gjerlevsen
28-12-2010 kl. 18:45

Det Brian har gjort er bare SÅ stort - og han er da helt klart årets helt. Og os der kender Jens, er ikke et øjeblik i tvivl om, hvad Brians nyre har betydet for ham.

Rie Duus
28-12-2010 kl. 17:20

Det er da helt klart at Brian er Årets Helt - tænk helt uden familiære forbindelser at hjælpe et andet menneske til et helt "nyt" liv, og et liv uden dialyse. Det kunne andre lære meget af, for mange går jo rundt som Brian med rigtig gode nyre, som andre har stor brug for. Skulle jeg få brug for det,så ville jeg gerne kende en "helt" som Brian.

Inge Graungård Pedersen
28-12-2010 kl. 17:02

Jeg synes det er utrolig flot gjort, det er der ikke mange der ville gøre.

Charlotte Brink
28-12-2010 kl. 16:29

Hej Brian ! Du får bestem vores stemme - for titlen som HELT kan helt sikkert godt placeres på dine skuldre. Dejlig det hele er gået så godt. Kærlig hilsen Charlotte og Michael

Jette Brogaard
28-12-2010 kl. 13:20

Hej Brian Du ved, at jeg synes at du er den sejeste. Jeg tager hatten af for dig - og hvor er det fedt, at Jens har det så godt igen. Kærlig hilsen søs

Anna-Marie Christensen
23-12-2010 kl. 17:15

Det er altså stort... Tænk at ofre sig i den grad, for en "vild fremmed" Det fortjener bestemt et skulderklap ;o)

Skriv en kommentar


Jens Staal
Jens Staal modtog en nyre fra sin kollega Brian Madsen, da han havde brug for det.
Foto: Casper Dalhoff

Vind bogpræmier
Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Boghallen

Risskov Travel Partner