Miraklet i Haiti

Indespærret: I fem døgn lå Jens Tranum Kristensen indespærret i ruinerne af en FN-bygning, der kollapsede under jordskælvet i Haiti. Den dag han blev udskrevet fra hospitalet, var han tilbage på arbejde.

Af Dorte Heide Pedersen
Publiceret 17-12-2010

Det var en almindelig tirsdag eftermiddag på kontoret i FN's hovedkvarter i Port-au-Prince.

Jens Tranum Kristensen var i færd med at tjekke mails, da han mærkede de første rystelser, og han vidste med det samme, at et jordskælv var på vej. Han skyndte sig at lukke sin bærbare ned og kastede sig under skrivebordet.


Jens Tranum Kristensen
Jens Tranum Kristensen kalder det en naturlig ting, at han efter fem døgn, fastklemt under en sammenstyrtet FN-bygning, fortsatte sit hjælpearbejde i det jordskælvsramte Port-au-Prince. I lørdags tog han endnu en gang til Haiti, hvor han bliver hen over julen.
Foto: Stine Larsen

I samme øjeblik ramte jordskælvet Haitis hovedstad, og Jens Tranum Kristensen faldt tre etager ned. Han mærkede ikke, at han faldt, men pludselig var der stille omkring ham. Han lå stadig under skrivebordet, men han kunne ikke røre sig, for pladsen under murbrokkerne var kun på ca. 150 cm i længden, 45 i bredden og 30 i højden.

»Det var ligegyldigt, om jeg havde øjnene lukkede eller åbne, jeg kunne ikke se noget som helst. Det var ligesom at være levende begravet i en kiste, men jeg sagde til mig selv: Du går ikke i panik Jens - overvej, hvad du gør og tænk logisk,« siger den 49-årige nødhjælpsarbejder.

Efter de første overvejelser om, hvordan han skulle beskytte sig, kredsede tankerne om hans familie og døden.

»Jeg har været i mange farlige situationer, og så kunne det ikke passe, at jeg skulle dø i en naturkatastrofe. Jeg overvejede, hvad der sker, når man dør, om det ville være som i den Hollywood-film, jeg havde set få dage forinden - et lys for enden af en tunnel?« siger Jens Tranum Kristensen, der har arbejdet for FN i verdens brændpunkter i snart 30 år. Siden 2006 i Haiti.

Efter 13-14 timer fandt han sin mobiltelefon, der lå gemt i en sprække i hulrummet under skrivebordet. Der var ikke noget net, men han kalder det en befrielse at kunne følge med i, hvilken dag det var, og at kunne bruge baggrundslyset til at orientere sig med.

Efter fire dage kom nettet igen, og han forsøgte at ringe efter hjælp, ligesom en person også ringede til ham, men forbindelsen var dårlig, og batteriet løb tør for strøm.

Dagene gik med at sove, råbe efter hjælp og banke på bordbenet med en mursten. Sultfornemmelsen forsvandt efter et døgn.

»Det hele kører på adrenalinen og overlevelsesinstinktet,« forklarer han.

Skrev testamente

Lørdag - fire døgn efter jordskælvet - begyndte hans håb om at blive fundet i live at svinde. Et par dage forinden havde han fundet sin bærbare gemt i murbrokkene - og på den valgte han lørdag at skrive et testamente.

»Det kunne være, at man fandt mit lig, og så ville man måske også finde min computer.

Jeg var meget rationel og egentlig ikke bange. Der sker noget psykisk efter så mange dage, og jeg blev meget nøgtern og overvejende omkring mine handlinger.« Søndag morgen hørte han, menneskestemmer og larm fra gravkøer. På et tidspunkt stoppede gravkoen over ham på grund af en olielæk.

»Jeg var efterhånden drænet for energi, og jeg lå og overvejede, om jeg var for træt til at banke. For at banke skulle jeg vende mig på en bestemt måde, og løfte mig op på min arm, men så tænkte jeg, at det virkelig ville være dumt, hvis jeg ikke selv gjorde, hvad jeg kunne, for at overleve og gøre opmærksom på mig selv, når der var mulighed for det.« Han udnyttede stilheden og bankede alt, hvad han kunne, og pludselig kom der tre bank tilbage. Han bankede tre gange tilbage, og der var kontakt. Nogle timer senere var han ude i sollyset.

»Alle var så ovenud lykkelige.

Min overlevelse gav håb midt i al elendigheden, og der var en overstrømmende glæde fra alle. Det var meget bevægende.« Jens Tranum Kristensen var indlagt indtil tirsdag formiddag, og straks efter at han blev udskrevet, tog han hjem til sin lejlighed, hentede noget tøj og tog direkte ind på FN's base. Om at blive kaldt helt for at fortsætte sit nødhjælpsarbejde efter 117 timer i ruinerne, siger han: »Det er meget morsomt.

Jeg gjorde jo bare, hvad jeg skulle gøre. Jeg havde det jo meget godt, og jeg havde ikke brækket noget. Det var en naturlig ting for mig at gå tilbage og hjælpe med katastrofearbejdet.

Jeg kunne ikke bare sidde på en strand og se på al den elendighed i Haiti.«.

»Det er et mirakel«

Han blev i Port-au-Prince i tre uger og tog derefter en længere ferie. Han har hverken modtaget krisehjælp eller psykologsamtaler, og han sover ganske fint uden mareridt om jordskælv og om at være lukket inde, siger han med et smil.

»Vi er skruet forskelligt sammen, og nogle af os har en psyke, der gør, at vi kan holde til det. For mig har det nok også været en del af bearbejdelsen at tale med verdenspressen og genleve oplevelsen igen og igen. Men det påvirker mig at fortælle om det - især når jeg tænker på de kollegaer, som jeg aldrig skal se igen.« Jens Tranum Kristensen føler sig meget heldig.

»Det at overleve uden en eneste skramme er et mirakel.

Det var et sammentræf af forskellige begivenheder, der gjorde, at jeg ikke blev kvast under murbrokkerne, at gravkoen havde en læk, og at der tilfældigvis gik en person hen over det sted, hvor jeg lå og bankede.«.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Kommentarer

maja arthy
08-01-2011 kl. 12:15

Jens Tranum Kristensen er en virkelig helt: sej, tapper, udholdende - og stilfærdig!

Jens Liebst
08-01-2011 kl. 10:19

Bare det at han efter fem døgn, fastklemt under en sammenstyrtet FN-bygning, fortsatte sit hjælpearbejde, fortæller rigtig meget om denne person, uselvisk, - det kunne andre lære noget af

Peter
05-01-2011 kl. 17:03

Go Jens, håber vi andre vil kunne være så stærk. Det viser også bare at krisehjælp eller psykologsamtaler er for svage sjæle og ikke bør påtvinges alle og en der bare har set en smule blod.

Niels Anker og Hanne Ingeborg Kristensen
03-01-2011 kl. 00:04

Jens er en overlever. Men det han her har magtet at gennemleve og overleve og kommet igennem med livsmod og glæde i behold, det vidner om et menneske med en meget stærk og usædvanlig personlighed. Jens har valgt at bruge denne styrke til at hjælpe andre mennesker, det er godt for vores verden.

Navi
01-01-2011 kl. 23:35

Det er et mirakel at være så tæt påog så komme heldigt ud af det. Men en heltedåd at holde kontrol på sig selv i de 5 døgn. Og stort at være så meget nede på jorden bagefter.

Mikkel Qvist Nielsen
29-12-2010 kl. 13:06

Det er altid bemærkelseværdigt, når man hjælper andre. Jens Tranum Kristensen valgte at drage ud i et af verdens brandpunkter, hvor personlig sikkerhed, psykisk- og fysik helbred blev sat til side. Dette er en helte gerning på lige fod med organisationer som Læger uden grænser og rødekors.

Yvonne Thygesen
28-12-2010 kl. 11:27

Flot og uselvisk indsats. Det kunne andre have lært af. ikke bare at flygte i sikkerhed (ingen nævnt ingen glemt)

Skriv en kommentar

Vind bogpræmier
Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Boghallen

Risskov Travel Partner