Teenagepigernes "storesøster" kåret som Årets Helt 2010

Anna Lynge bliver kaldt "storesøster" af de teenagepiger, hun siden 2004 har hjulpet med livets problemer gennem hjemmesiden ww.girltalk.dk. Nu er hun kåret som Årets Helt 2010. 

"Storesøster" bliver den 31-årige Anna Lynge, København, kaldt af de teenagepiger, hun siden 2004 har hjulpet med livets problemer gennem hjemmesiden ww.girltalk.dk

Nu kan Anna Lynge ifølge jp.dk også kalde sig "Årets Helt 2010", da hun for sin indsats med girltalk blev kåret lørdag i en konkurrence udskrevet af Jyllands-Posten i samarbejde med TrygFonden. Det er andet år i træk, at man kårer Årets Helt, og med hæderstitlen følger også en kontant belønning på 100.000 kr. skattefrit.

"Anna Lynge er en sand helt, fordi hun i en ung alder var i stand til at skabe et frirum for unge piger, der tumler med selvmordstanker, lavt selvværd, ensomhed og kæresteproblemer. Hun er et forbillede, hun udviser samfundssind," siger forfatter Hanne Bech Hansen, tidligere politidirektør i København og medlem af Årets Helt-juryen.

Årets Helt 2010 blev kåret på baggrund af forslag indsendt af danskerne. Ca. 75 navne og heltegerninger var på bordet, da juryen bestående af Hanne Bech Hansen, plejehjemsleder Thyra Frank, direktør Gurli Martinussen, TrygFonden, og chefredaktør Henrik Thomsen, Jyllands-Posten, trådte sammen for at nominere 10 helte, som alle kunne stemme på.

Tusindvis af danskere var inde på www.aaretshelt.dk for at stemme på deres favorit. Og flest stemmer fik Anna Lynge.

Det hele begyndte hjemme i køkkenet hos Anna Lynge. Her sad en gruppe veninder i 2004 og talte farver og ideer til den hjemmeside, der skulle ende som girltalk. Anna Lynge var frivillig i diverse ungdomsklubber og holdt foredrag om spiseforstyrrelse og mobning, og efter foredragene modtog hun altid bunkevis af mails fra piger, der kæmpede med selvværdet og en følelse af at være forkert.

Følelser, som hun selv kendte til. I mange år led hun af en spiseforstyrrelse og blev mobbet i skolen, hvor hun havde svært ved at finde venner. Herfra fik hun ideen til en organiseret chat, hvor pigerne kunne få rådgivning og blive lyttet til - noget hun selv manglede som ung.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Kommentarer

Simon Jensen
16-01-2011 kl. 13:25

Hun har af alle mennesker fortjent den pris. Få andre har den integritet og velvillighed samt offermentalitet som Anna Lynge har. Sammen med hendes mand hjælper familien Lynge tusindvis af unge over hele landet godt gået.

Skriv en kommentar

Vind bogpræmier
Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Boghallen

Risskov Travel Partner