Politimænd reddede selvmorder

På fire meters dybde i grumset kanalvand kæmpede Kasper Nielsen for at redde en mand, der var kørt i vandet med sin bil. Sammen med sin kollega Mathias Carlslund er han nomineret til Årets Helt.

Af LISE B. HORNUNG
Publiceret 18-12-2011

Kasper Nielsen brækker mandens brystben ved at slå ham hårdt i brystet. Mens han giver hjertemassage, gør Mathias Carlslund klar til at blæse luft i den 60-årige mand. Han ligger på græsset, blå i hovedet og med fråde om munden. Han trækker ikke vejret.

Få minutter tidligere sad den 26-årige Kasper Nielsen på sin mountainbike på Stige Ø, en halvø ved Odense Kanal. Det er en grålig juli-eftermiddag.

Kasper Nielsen er på vej hjem sammen med sin kæreste, da de får øje på en bil, der flyder i kanalen ca. 150 meter fra dem. Ved bredden står en lille gruppe mennesker.

Parret cykler ned til kanalen for at se, om der er noget, de kan gøre. I samme øjeblik kommer to kvinder løbende hen mod den synkende bil.


Sprang i Odense Kanal
De to politibetjente Mathias Carlslund (t.v.) og Kasper Nielsen på 26 og 27 år sprang heltemodigt i Odense Kanal efter en mand, der var kørt i vandet med sin bil. De er begge dygtige dykkere. Manden forsøgte at tage sit eget liv.
Foto: Gregers Tycho

»Jeg kan se på den måde, de løber på, at der er noget helt galt. Og så hører jeg en kvinde skrige, at der sidder en mand i bilen,« siger Kasper Nielsen.

Kan ane bilens tag
Men der er noget galt, for manden forsøger ikke at komme ud af bilen.

Kasper Nielsen spurter ned til vandet og springer i med sko og tøj på efterfulgt af sin kæreste, Camilla. Man kan endnu ane bilens tag. Kasper Nielsen rykker i døren, men den er låst. Bagklappen er sprunget op, og han aner muligheden for svømme ind og låse sidedøren op indefra.

»Min kæreste holder bagklappen åben, og jeg svømmer lidt ind, men ombestemmer mig. Sæt nu klappen lukker, eller han griber fat i mig,« fortæller Kasper Nielsen.

Kasper Nielsen er en dygtig fridykker og er vant til at holde vejret længe under vand. Desuden er han i praktik som politibetjent hos Fyns Politi.

Bilens forende er sunket langt ned under vandet og flyder med bagenden i vejret.

Kasper Nielsen er klar over, at han ikke kan smadre sideruden med hænderne. Han stiller sig op på bilen.

Stort ansvar
»På det tidspunkt er jeg næsten ved at begynde at tude, og jeg råber til dem på bredden, at jeg ikke kan få ham ud. Men så er der et eller andet, der tager fat i mig, og jeg siger til mig selv: »Hvis der er nogen, der skal kunne få ham ud, så må det eddermame være dig«.

Hans kæreste giver ham en stor og spids sten, som hun har fundet ved kanten af kanalen. Høj på adrenalin dykker han ned til bilen, der nu står med alle fire hjul på bunden i fire meters dybde.

Han banker hul i sideruden ved manden og skærer sine håndflader til blods, da han piller det krakelerede glas væk med hænderne. Han bruger to-tre dyk, før han finder håndtaget på indersiden af døren. Kasper Nielsen åbner lettet døren, men den støder på en stor kampesten og åbner kun 30 cm.

»Der bliver jeg fandme frustreret. Mine dyk varer kun 30 sekunder, fordi jeg arbejder så hårdt og samtidig er nødt til at puste luft ud for ikke stige op,« fortæller Kasper Nielsen, der kan dykke ned til 37 meter på et åndedrag, når han fridykker.

Han kan se, at manden er for stor til at komme ud ad døråbningen. Men så får han pludselig overmenneskelige kræfter. Han tager en indånding og dykker ned til bilen igen. Her stemmer han benene mod vindueskarmen og griber fat i den øverste del af vinduesrammen. I en enorm kraftanstrengelse vrider han den ud mod sig selv. Den øverste del af døren står nu i en 45 graders vinkel væk fra bilen.

I blinde famler Kasper Nielsen efter mandens sele-spænde. I samme øjeblik ankommer en patruljevogn med udrykning. Bag rattet sidder Kasper Nielsens kollega Mathias Carlslund, der også er i praktik hos Fyns Politi og er erfaren snorkeldykker.

Under vand i flere minutter
»Jeg havde forberedt mig på, at jeg ville springe i kanalen, hvis det var nødvendigt,« fortæller den 27-årige Mathias Carlslund.

Han ser til sin overraskelse sin kollega komme op af vandet, og han rækker Camilla en kniv til at skære selen over med.

»Mens de skærer sikkerhedsselen over, får jeg smidt mit udstyr og hopper i vandet,« fortæller han.

Den livløse mand flyder op under bilens tag, hvilket tyder på, at han stadig har luft i lungerne. Kasper Nielsen og kæresten bakser med at få manden ud af åbningen, da Mathias Carlslund kommer til. Sammen bjærger de ham og får ham slæbt op på land.

Afkræftet kravler Kasper Nielsen hen til den bevidstløse mand, der er blå i hovedet og har fråde om munden.

Han begynder på hjertemassage, mens hans kollega gør klar til at give ham kunstigt åndedræt. I samme øjeblik kommer ambulancen. Pludselig hoster manden vand op og åbner øjnene.

»Han er i live, selvom han været omkring seks minutter under vand. Der bliver jeg helt enormt glad og tilfreds,« siger Kasper Nielsen.

Manden bliver kørt væk med ambulance til Odense Universitetshospital, og allerede samme aften bliver han afhørt af politiet. Han forklarer, at han var kørt i kanalen med vilje.

»Jeg havde regnet ud, at det var et selvmordsforsøg, men man kan jo ikke bare stå og se på - og slet ikke, når man har et job som mit. Jeg var nødt til at hjælpe ham, og jeg håber bare, at han har fået det bedre siden,« siger Kasper Nielsen.

Mathias Carlslund giver sin kollega og hans kæreste en stor del af æren for, at manden overlevede.

»Kasper og hans kæreste trak langt størstedelen af læsset. eg gjorde bare min pligt som politibetjent på arbejde,« siger Mathias Carlslund.


De to politimænd
Mathias Sønderup Carlslund og Kasper Nielsen (t.h.) er begge erfarne dykkere og vant til at holde vejret længe. De var kolleger ved Fyns Politi og reddede den 25. juli i år en mand ud af sin bil fra bunden af Odense Kanal.
Foto: Gregers Tycho

Copyright: Jyllands-Posten

Kommentarer

Camilla Gry Elmann
13-01-2012 kl. 06:34

Nu hvor afstemningen er slut og vinderen i princippet er fundet, så kan jeg ikke lade være med at udtrykke min skuffelse over en betjent som Mathias Sønderup Carlslund. Han var på job den dag, men gjorde, efter min mening, ikke nogen ekstraordinær indsats, som kunne medføre en nominering til en pris med en titel som denne. Fra kanten rakte han mig det u-udfoldede multitool, gik senere i vandet og tog en arm eller et ben for at hjælpe med at bjærge den nødstedte. Han var ikke med til at dykke ned og få manden ud af bilen. På kanten var ambulancen ankommet, da vi fik ham op over stensætningen, der udgør kanalkanten, og det var kun Kasper der forsøgte 1.hjælp inden ambulancefolkene tog over. Det er pinligt, at en mand - specielt i den jobfunktion - prøver at tage æren for noget han ikke har gjort. Såvidt jeg er orienteret, så var det Mathias' ældrer kollega, der udfærdigede rapporten den dag, men at Mathias ikke har korrigeret det gengivede faktiske hændelsesforløb, er da at tage æren for noget han ikke har gjort. Kasper skulle 100%, uden tvivl, have været indstillet alene! Så kom det endelig ud - krydser alt for dig Kasper! Vh Camilla Gry Elmann

Annie Evelyn Andersen
08-01-2012 kl. 08:52

Hvis jeg kunne så blev alle nomineret, men sådan er det desværre ikke, så jeg beslutter mig til Mathias og Kasper. Et utroligt flot arbejde.

J. Jensen
02-01-2012 kl. 20:22

Man kan vist roligt sige at dette ligger uden for jobbeskrivelsen. Ingen kan da forvente, at nogen skal sætte deres liv på spil på denne måde, for en person, som har valgt at tage sit eget liv. Som jeg læser det, var kun den ene betjent der var på arbejde, den anden havde fri! Hvorfor Camilla ikke er indstillet må guderne vide, men det gør ikke handlingen mindre prisværdi. I en sådan situation ville de fleste nok komme til korte... Fantastisk arbejde.

Maja Hansen
02-01-2012 kl. 12:29

Det undrer mig når man læser denne artikel at det er Mathias og Kasper der er nomineret. Hvorfor er kæresten Camilla ikke med? Og hvis politimænd der bliver kaldt til stedet skal nomineres når de gør deres arbejde, burde vi så ikke have en meget større pulje?...

Joan Mogensen
01-01-2012 kl. 11:56

Enig, netop folk som JER gør en forskel. Et ulykkeligt tilfælde, som kræver mod, overblik og handling. Om nogen har det, er det dig Kasper.

Charlotte Drue
29-12-2011 kl. 11:27

Selv om det er Jeres job, så ligger det lidt udenfor jobbeskrivelsen. Det er folk som jer, der gør en forskel. Både fordi I har lyst men også fordi i kan og vil. Hvis der bare var flere som Jer.

Morten Therkelsen
26-12-2011 kl. 18:16

Fantastisk klaret Kasper og Camilla!! Som du selv sagde Kasper: Hvis nogen have kunne få ham ud så er det edermame dig! Det kommer ikke det mindste bag på mig at manden overlevede.

Jesper Jørgensen
25-12-2011 kl. 22:28

hej Kasper. Fantastisk arbejde. Om nogen så fortjener du prisen. Det er helt uden sidestykke det du har gjort og hvis ikke du var så sej så var manden aldrig overlevet. Godt gået og rigtig god jul og godt nytår

verner Hansen
22-12-2011 kl. 14:50

Hvorfor er kæresten ( camilla)ikke nomineret?

Irene
22-12-2011 kl. 09:35

Er bare rørt til tårer og med gåsehud på hele kroppen. Har hørt om denne nominering gennem Kaspers mor (som er en arb.kollega). Synes virkelig det er rigtig godt gået. Fantastisk stykke arbejde. Du fortjener mere end blot et skulderklap.

Andreas Hougaard
21-12-2011 kl. 21:06

Godt gået Kasper. Du er sgu for sej. Nu har du også set mere end de fleste og jeg kender ikke mange med den ro og overblik, som du besidder, men det skrev jeg jo også i min bedømmelse af dig :) Godt gået...også til fruen og Mathias

Kristine Nielsen
21-12-2011 kl. 13:21

Camilla Gry Elmann... Du fortjener også et stort klap på skulderen. Din hjælp var også en stor del af redningsaktionen :)

Kristine Nielsen
20-12-2011 kl. 21:47

Min bror er ikke bare min helt men også årets helt!! Det fortjener han :)

Stine Gersby
20-12-2011 kl. 20:46

Fantastisk et drive du må have Kasper sikke en indre styrke du må have. Fantastisk historie og du har givet manden en chance til, at få det bedre psykisk og i livet.

Kim
19-12-2011 kl. 17:32

Sådan Kasper. Godt arbejde. Du fortjener prisen.

Camilla Gry Elmann
18-12-2011 kl. 19:23

Det var en kompliceret men særdeles god redningsaktion. Det er altid mere stressende at arbejde under vand og ikke vide hvad man møder på de grumsede dybder, så det understreger at selv om man holder sig fysisk stærk og udholden, så kan man ikke helt forberede sig på komplekse situationer som denne. Her krævede det overblik, mod, rationalitet, handlekraft og forståelse for egne kompetencer såvel som begrænsninger. Jeg håber virkelig at manden, der ville begå selvmord, er kommet på bedre tanker. Hvis ikke, så er jeg glad for at de to damer på kanalkanten som ringede 112 og det andet unge par, som forgæves havde forsøgt at hjælpe manden inden han fik hovedet under vand, ikke endte med at overvære og være vidne til et selvmord.

Johanna Søndergaard
18-12-2011 kl. 16:33

Fantastisk mission! De får min stemme.

Jesper Bertram
18-12-2011 kl. 15:56

Det er rigtigt flot klaret af Kasper og Camilla

Skriv en kommentar

Vind bogpræmier
Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Boghallen

Risskov Travel Partner