Hun hjælper Indiens gadebørn til et bedre liv

Sporskifte: Hun var forretningskvinde i London. Nu hjælper Lisbeth Johansen indiske børn væk fra prostitution og stoffer.

Af LIV COLLATZ
Publiceret 15-12-2012

En syvårig pige er prostitueret og afhængig af lim. En forældreløs dreng klarer sig ved hjælp af småkriminalitet og ved at skære i sig selv. Børneskæbner som disse overvældede Lisbeth Johansen, da hun kom til Kolkata, det tidligere Calcutta, i Indien.

Et land, hvor børn er arbejdskraft og varer til salg. I dag, fem år senere, har hun oprettet LittleBigHelp. En organisation, der står bag en skole, et dagcenter og et natcenter for de indiske gadebørn. Og det har fået 15 personer til at indstille Lisbeth Johansen til Årets Helt.


LittleBigHelp

For at hjælpe børn i Indien oprettede Lisbeth Johansen LittleBigHelp. Her kan børnene komme i skole, få mad og en seng af sove i.

Egentlig var hun blot på ferie, da hun første gang oplevede Indien.

»Børnene bor tit bare i intetheden. De render rundt og har ingen steder at være eller nogen at gå til,« siger Lisbeth Johansen.

En lyst til at hjælpe trængte sig på. Men at gøre det fuldtid passede ingenlunde med hendes hverdag.


Opgav karrieren

»Jeg var en klassisk karrierekvinde.

Jeg arbejdede i London, hvor jeg var nordisk salgs-og marketingschef for en hotelkæde. Jeg havde et kontor i Danmark og arbejdede sideløbende som coach i eget firma,« siger hun.

Jagten på ro drev hende  til Indien, hvor meditation og yoga var i højsædet. Her drog hun rundt med en rygsæk og følte sig straks forbundet til landet og dets indbyggere.

Derfor tog hun året efter afsted igen.

»Jeg mødte nogle børnehjemspiger og brugte meget tid med dem. De blev ved med at spørge, om jeg ikke ville komme tilbage,« siger Lisbeth Johansen, der inderst inde ønskede at svare ja.

Men samtidig kunne hun ikke opgive sit danske liv.

»Mine veninder blev gift, de fik børn. Og jeg ledte efter en kæreste og overvejede at købe en kæmpe lejlighed på Vesterbro. Jeg havde alle mulige undskyldninger for ikke at forfølge min drøm,« siger hun.

En dag tog en ven fat i hende.

Sagde stop. Og fik hende  til at købe en billet til Indien.

Forretningssans gav skole »Jeg var meget i tvivl. Hvad med mit job herhjemme, og hvad ville mine forældre sige? Men tre måneder senere havde jeg sagt op, solgt min lejlighed og sad i flyet.« I Kolkatas slum lærte hun, at skolegang er et ukendt fænomen for de fleste.

» En indisk politiker vil sige, at der er skolepladser til alle. Men der er millioner af børn, der slet ikke er registrerede, og dem er der ingen hjælp til,« siger Lisbeth Johansen.

Hun besluttede derfor at samle penge ind til at etablere en skole.

»Jeg ville lave nogle bæredygtige projekter, der kunne hjælpe børnene på længere sigt,« siger hun.

En lokal ngo sørgede for byggeriet. Imens lavede Lisbeth Johansen fundraising, der fik beløbet i hus.

»Jeg er en forretningskvinde, og det bruger jeg her. Jeg kan f. eks. forklare virksomhederne, hvordan de kan bruge deres sociale ansvar strategisk.« Det muliggjorde for to år siden, at de første elever kunne sætte sig i klasseværelserne.

I dag er der 135 elever i de fire klasser. Og mens skolebørnene terper, venter gadebørnene på hendes hjælp.


Børn sælger sig selv

De hutler sig igennem dagen på banegården i Kolkata, hvor fire af Lisbeth Johansens medarbejdere står klar.

For en tid får børnene en pause fra det indiske gadekaos på LittleBigHelps dageller natcenter. På dagcenteret får de mad, et bad og undervisning. På natcenteret kan 25 drenge erstatte gadelivet med en seng at sove i.

Lisbeth Johansen kan se, hvordan opholdene opliver børnene. Og det hjælper i tilfælde uden håb.

»De gode ting opvejer de dårlige. Jeg har prøvet at tale en lim-afhængig pige på syv år fra at prostituere sig selv.

Hun så på mig og sagde nej.

Det var virkelig hårdt,« siger hun.

Trods nedturene er hun hvert halve år i Danmark for at skaffe penge.

Til LittleBigHelp holder hun foredrag og arrangerer en velgørenhedsgalla. Til sig selv coacher hun og underviser i yoga. Hun håber, at donationerne kan række til  et børnehjem for 50 drenge næste år. Og til  et pige-projekt.

»Det føles så godt at vide, at disse børn vil få en sikker opvækst,« siger Lisbeth Johansen, der ikke tager hjem til jul, men får besøg af sin egen familie.

I Kolkata skal de alle fejre højtiden med børnene, der for en stund får andet at tænke på end sult, lim, sex og gaden.

»De skal bare opleve at være børn,« siger hun.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Kommentarer

Asger
04-04-2013 kl. 08:45

Tilykke Lisbeth med årets helt. Hele min familie syntes du er fantastisk og du har gjort en stor forskel dette har jeg sagt til hele min klasse og mine lære syntes også det er helt fantastisk gjort Kærlig hilsen Asger 10 år

Kirsten Schønnemann
13-01-2013 kl. 12:21

Kære Lisbeth. Et stort til lykke med din nye " titel" Vi glæder os på dine vegne, og vi ønsker dig "good luck" i dine bestræbelser for at gøre levevilkårene tålige for " dine" børn. Knus Leon og Kirsten - Hadsund

Kirstine Vangsgaard
12-01-2013 kl. 17:49

Tillykke til Årets Helt! Du er en beundringsværdig, handlekraftig kvinde for alle os, der har oplevet de ufattelige levevilkår indiske gadebørn lever under og hvor du har menneskeliggjort en tilværelse for dem. Jeg har ved selvsyn set, hvordan nogle af gadens børn i Kolkata lever på brosten.

Joergen bach
12-01-2013 kl. 16:40

Flot Lisbeth. Ildsjæle som dig må man tage hatten af for. Mange snakker om at gøre. Du gør det. FLOT.. Og tillykke med titlen, den er fortjent..

Bjørn Schwartz
09-01-2013 kl. 13:00

Kære Lisbeth, du er et eksempel på ,edmenneskelighed til efterfølgelse, kg derfor vil jeg germe stemme på dig. Er det nok at skrive det her, eller ? Alt det bedste Bjørn

Ole Thygesen
08-01-2013 kl. 20:52

Det er et yderst prisværdigt projekt du her har kastet dig ud i.Jeg kan kun beundre dig for at følge dit hjerte og glemme al den egoisme mange af vi andre besidder. Vi har alle en lille Jesus i os og vil gerne hjælpe lidt hist og pist. Det er meget medrivende at læse om dit projekt og det er en fornøjelse at kunne give dig min stemme. Held og lykke med børnene i Indien.

Peter Worsøe
06-01-2013 kl. 15:15

En stemme herfra til Lisbeth. Det kommer ikke bag på mig at du står bag dette projekt. Krøllede hjerner du ved. Havde den store glæde at være lærer for dig i Hobro. Lisbeth var jo allerede dengang iværksætter - ja lad os kalde det tusindkunstner. Godt hjulpet af Hanne og Poul Anker.Mange knus her fra Australien -hvor faktor 3o er i underkanten. Lisbeth glem nu ikke de gl. originaler. Peter worsøe med fuld støyye herfra.pworsoe@yahoo.dk modtager gerne svar.

Tove Schunck
06-01-2013 kl. 00:28

Lisbeth gør et fantastisk stykke arbejde og har hjertet med sig, så jeg stemmer på Lisbeth

Niels Voxtrup Petersen
05-01-2013 kl. 18:59

Intet normalt menneske kan læse beretningen om Lisbeth Johansens livsvalg til fordel for nogle af de mest udsatte børn i denne verden uden at blive dybt berørt. Jeg tror, at Lisbeths største drivkraft og tak altid er det helt praktiske, at børnene får lov til at opleve at være børn. Ingen helteglorie eller martyrium her, men fuld udnyttelse af evner og viden og vilje til at skabe lys i et ufatteligt mørke. Vi andre kan kun være taknemmelige over, at der findes mennesker som dig.

Birthe Jensen
05-01-2013 kl. 12:33

Jeg stemmer på Lisbebh Johansen fordi jeg simpelthen ikke ved, hvordan hun får det hele til at hænge sammen. I min verden er det, hun gør - umuligt. Jeg er så imponeret over personer, der kan sætte sig ud over dagligdagen, hvis den egentlig fungerer. Det er Danmarks største helte.

Tove Christensen
05-01-2013 kl. 11:00

Jeg stemmer på Lisbeth Johansen for det store arbejde med at få indiens børn væk fra kriminalitet m.v., så de kan få et bedre liv, det er der mange børn der kunne bruge.

Jane Guldberg Jakobsen
05-01-2013 kl. 09:58

En klar vinder<3

Heidi Futtrup
04-01-2013 kl. 23:13

Flot Lisbeth - får ondt langt ind i hjertet ved tanken om alle de stakkels børn. LBH får min stemme!

Irene Hyltoft Thomsen
04-01-2013 kl. 22:20

Lisbeth ser muligheder og potientiale, hvor andre kun ser nød og elendighed - Lisbeth vælger at gøre en forskel, selvom det ser ud som hjælpen er som en " nål i en høstak" ..... Lad os hjælpe Lisbeth med at brodere det smukkeste tæppe via alle de " nåle" hun som hun gør en kæmpe forskel for! Tak for du har passeret min vej Lisbeth - håber i inderligt prisen går til Littel Big Help - hvor den vil gøre en kæmpe forskel for rigtig mange! Min stemme går til dig :-)

Antoinette Kordic
04-01-2013 kl. 17:29

Lisbeth skal have prisen, fordi hun er en ildsjæl, og fordi pengene kunne være med til at realisere flere af LBH&#39;s planer og ønsker for fremtiden. Planer, der vil gøre mange indiske børns hverdag langt bedre ...

Birgit Krogh
04-01-2013 kl. 16:35

Bare det at læse om Lisbeths arbejde med LittleBigHelp, gør verden lysere for mig og givet for en helt masse andre også. Det arbejde hun med Så varmt et hjerte, et klogt hoved og handlekraft gør for børn, der lever under ubegribelige forhold, vil ikke "kun" hjælpe her og nu, men række langt ind i fremtiden. Det at hun, i den grad, har tilsidesat sig selv - må være KÆRLIGHED i sin reneste form - det skaber HÅB for rigtig mange mennesker. Lisbeth er i mine øjne mere end årets helt, men kald hende årets helt, bare det kan udløse den medfølgende sum penge.

Uffe Kristian Ry Knudsen
04-01-2013 kl. 14:30

Stor respekt til Lisbeth. Godt der er nogen der gør en forskel.

Merete Thaysen
03-01-2013 kl. 14:01

Fantastisk godt gået - det kan vi alle beundre og støtte. Jeg sender Lisbth og projektet min allerstørste opbakning.

Tine Ladefoged Hostrup
02-01-2013 kl. 14:33

Fantastisk historie, selvom de små Indiske skæbner er alvorlige. Vi kan alle lære noget af Lisbeth og følge vores hjerte. Gøre det, som føles rigtigt. Jeg er vild med "Little Big Help" skønt navn.

Thomas Palm Hansen
02-01-2013 kl. 12:59

Det er så fantastisk det du gør, Lisbeth. Jeg giver hermed min stemme, men mener at det du gør, ikke alene kan beskrives under denne titel. Du er så meget mere end det! Når man - som du - fravælger egne muligheder for, med succes, at ændre tilværelsen for mange uskyldige børn, kommer man i tanke om langt flere ord. "Forbillede" er blot ét af dem. Du gør en forskel - og hvor er det flot. Al mulig held og lykke.

Ejvind Schiønning
02-01-2013 kl. 09:09

"Som et strejf af en dråbe fik vi lov til at håbe" Selv i håbløse situationer er det personer som Lisbeth der kan tænde et lille håb i disse børns ufattelige hverdag. Godt gået.

Torben Jakobsen
26-12-2012 kl. 22:15

Lisbeth er et fantastisk forbillede for os alle. Vi er utroligt glade for at have stiftet bekendtskab med Lisbeth og hendes arbejde med LittleBigHelp. Tusind tak og al mulig støtte fremover!

Jesper Balle
23-12-2012 kl. 01:40

Jamen Lisbeth stråler jo af overskud - hun må være guld værd for det projekt :)

Dorthe Lykke Olesen
22-12-2012 kl. 14:09

Al mulig støtte og opbakning til indsatser der giver bedre livsvilkår til udsatte børn. Flot arbejde, Lisbeth.

Niels Bang-Ebbestrup
22-12-2012 kl. 12:54

Lisbeth skaber lys og håb, hvor andre giver op!

KARIN CORVINIUS
21-12-2012 kl. 09:44

SIKKE DOG EN PIGE.FLOTARBEJDE OG HJERTET PÅ DET RIGTIGE STED

Tina knudsen
21-12-2012 kl. 09:15

godt at verden har en så fantastisk kvinde som Lisbeth

Rikke hertz
21-12-2012 kl. 07:56

Lisbeth er en sand helt

Bente Vedel
17-12-2012 kl. 12:57

Lisbeth gør et kæmpearbejde under vanskelige forhold i Indien. At hjælpe udsatte børn er utrolig vigtigt.

Skriv en kommentar


Lisbeth Johansen

Lisbeth Johansen hjælper udsatte børn, der lever på gaden i den indiske by Kolkata.


Fakta: ÅRETS HELT 2012

Jyllands-Posten kårer sammen med Trygfonden Årets Helt 2012, som belønnes med 100.000 kr.

Denne artikelserie præsenterer de 10 kandidater, som er blevet nomineret af dommerjuryen.

Du kan deltage i afstemningen på www.aaretshelt.dk i perioden 22.

december-6. januar. Vinderen bliver kåret den 12. januar 2013.

Årets helt 2012 præsenteres på jp. dk og i avisen søndag den 13. januar

Vind bogpræmier
Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Boghallen

Risskov Travel Partner