Juryens top 25

Nr. 25

Det første jeg tænker på

Ida Jessen
2006

Læs mere om romanen

Liv efter døden

Efter over ti års blandet forfatterskab fik Ida Jessen (f. 1964) endelig sit store kritiker- og læsergennembrud lige efter årtusindskiftet med romanerne "Den der lyver" (2001), "ABC" (2005) og "Det første jeg tænker på" ét år efter.

På overfladen er det fintmærkende, psykologisk realisme om ikke mindst parforholdsproblemer og familieliv, men som hun fortæller det gennemsyret af en illusionsløs grumhed, et barberbladsskarpt sprog og en sans for skæbnesvangre detaljer, som man sjældent ser mage til.

Hvor de to forgængere bygger deres barske fortællinger om fortielser og gengældelse gradvis op, lægger "Det første jeg tænker på" helt hårdt ud med et barns død, som derefter præger alt hvad der bagefter sker. Derigennem bliver det ikke så meget en historie om det, man ikke vil sige, men om det man ikke kan få at vide.

Og om hvad man stiller op med det chok og den sorg, som ikke er til at komme udenom. Hverken hos de umiddelbart berørte eller hos dem, der skal leve videre side om side med dem.

Ikke blot bliver hovedpersonerne i og omkring landsbyen Hvium optaget af at finde sandheden om, hvem der kørte den syvårige Gustav ihjel. Alle mulige andre sandheder om deres indbyrdes forhold og mere eller mindre fælles historie begynder også i kølvandet på trafikdrabet at trænge sig på.

Mennesker, der troede de var nære veninder, viser sig ikke at være det. Og den solbeskinnede danske provins viser sig i dette på alle måder sindsoprivende romanværk at kunne være så kuldslået som noget.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Skriv en kommentar

Vind bogpræmier
Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Boghallen

Risskov Travel Partner