Juryens top 25

Nr. 22

Vandpest

Merete Pryds Helle
1993

Læs mere om romanen

Svævende mod undergangen

Med blot 134 sider i lille format, fodnoter inklusive, er Merete Pryds Helles anden roman én af de allerkorteste bøger blandt de 100 i denne afstemning. Imidlertid er den også i helt usædvanlig grad koncentreret og handlingsmættet.

Et sværmerisk ubekymret ungt par stævner ud i ballon og møder en isoleret familie, der til gengæld ikke længere kan komme ud af stedet, hvor gerne og efterhånden desperat pigen Kate end vil. Men den helt overordnede handlings bevægelse, eller mangel på samme, er kun én dimension af fortællingen.

For Pryds Helle (f. 1965) udfolder sin historie med et exceptionelt fintslebent sprog, hvor hver eneste formulering synes anbragt med en øjenkirurgs præcision, og synsvinklerne skifter mellem personerne med minutiøse forskydninger. Alt imens en forfatterstemme også selv kommenterer fra sidelinjen, og marginen af historien er garneret med citater fra den ene snurrige kilde efter den anden.

Samtidig opbygger hun en uhåndgribelig stemning af opløsning og ødelæggelse, som personerne synes næsten helt prisgivet, og hvis de endnu ikke er de sidste mennesker i verden, har man fornemmelsen af at de ganske snart kan være det, hvis ikke nogen af dem gør noget. Ganske vist har hun på det seneste sammen med sin mand Morten Søndergaard forsøgt sig som kriminalforfatter under pseudonymet Liv Mørk, men mere uhyggelig end her har hun endnu ikke været.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Skriv en kommentar

Vind bogpræmier
Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Boghallen

Risskov Travel Partner