Juryens top 25

Nr. 21

Smukke biler efter krigen

Lars Frost
2004

Læs mere om romanen

Labyrint på fire hjul

Ganske vist er der en del sex i Lars Frosts store gennembrudsfortælling. Men det er nu ikke, selv om den smånørdede fortæller Lasse muligvis ville have påskønnet den dårlige vittighed, derfor, at den på titelbladet har betegnelsen knaldroman.

Tværtimod er det helt parallelt med, at Frosts nye roman fra dette efterår, "Ubevidst rødgang", kaldes for "Ingeniørroman". I begge tilfælde, og ikke mindst i "Smukke biler." signalerer Frost (f. 1973) en genre eller et toneleje, for så at gøre noget helt andet.

I "Smukke biler ..." bliver det slået fast fra begyndelsen. Den lægger nemlig ud med anden del, hvor Lasse i noget der ligner en klassisk højspændt road movie kører rundt på Island i selskab med et par sære eksistenser af flere køn, og begivenhederne ruller sig mere og mere ud alt imens bilen og passagererne begynder at forsvinde ind i landskabet.

Først derefter når vi frem til første del, som er i jeg-form og altså foregår før den heftige tur til Island. Her kommer vi også ud at køre, selv om den først og fremmest bliver en art for- og dannelseshistorie, der sætter de - for læseren - foregående begivenheder på Island i nye perspektiver.

Men hvor meget overensstemmelse er der egentlig mellem Lasse og den senere (eller tidligere) jeg-fortæller, og er Lasse forfatterens eget kælenavn? Hvor meget skal man tro de høje historier, hvad betyder den lyriske titel egentlig, og hvor meget er bogen først og fremmest en dobbeltbundet, til tider energisk og grotesk, til andre tider melankolsk eller tragikomisk leg med flere genrer?

Undertitlen kan ligne forsinket 90'er-ironi, og dele af handlingen en kliché af en overstyret landevejsroman med sømmet i bund. Men helheden er meget mere end summen af elementerne.

Lars Frost kører overgivent og eftertænksomt rundt og ud i vildmarken med både fortællingen, fortælleren, tiden, romangenren samt ikke mindst læseren. Og mottoet for det hele er ikke for ingenting hentet fra Jens Baggesens hyperromantiske, 200 år ældre rejsefantasi "Labyrinten".

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Skriv en kommentar

Vind bogpræmier
Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Boghallen

Risskov Travel Partner