Juryens top 25

Nr. 15

Du, mit du

Christina Hesselholdt
2003

Læs mere om romanen

Følelsernes tiltale

Der er nok af popsange, der er skrevet direkte til en anden person. Men få romaner, der gennemfører idéen så konsekvent og radikalt som Christina Hesselholdts hæsblæsende kærlighedshistorie med varmblodet spansk kolorit.

Christina Hesselholdt (f. 1962) har siden debuten i 1992 med "Køkkenet, gravkammeret & landskabet" udviklet sig til én af de store formalister i moderne dansk litteratur. Med form her forstået ikke blot som hvad der sker hvornår i hendes romaner, men frem for alt som en vedblivende, ofte både erotisk og humoristisk undersøgelse af hvordan det sker, hvordan oplevelserne og begivenhederne iscenesættes, og ikke mindst hvordan de formes med, i og af sproget.

Her sker det helt ud i titlen. At hver af os har et jeg, har vi vidst i hvert fald siden Sigmund Freud, og at det måske er en anden har vi vidst allerede siden den franske digter Arthur Rimbaud, men som Christina Hesselholdt her beskriver sin fortællers store passion, skabes der også et du.

Fortællerens du er dermed ikke længere blot den man taler til, men også som den man taler med og taler om. Der er en eksisterende, fysisk person overfor hende, men også et du som hun selv konstruerer i løbet af forelskelsen, og som får sit eget liv i hendes bevidsthed og sprog.

Den anden i forholdet er dermed ikke blot sin egen. Han, eller i hvert fald forestillingen om ham, er også blevet hendes.

»Min spejder, min bedrager, min spydspids, min gesandt, min spion, min taksator« som det hedder i romanens sidste sætning, der både ligner en hilsen til Charles Baudelaires modernistiske klassiker "Helvedesblomster" og en opvisning i hvor fejende flot Hesselholdt henvender sig. Hvad enten det så er til sin bedre halvdel, til sit bedre jeg, til dig eller mig.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Skriv en kommentar

Vind bogpræmier
Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Boghallen

Risskov Travel Partner