Juryens top 25

Nr. 14

Frøken Smillas fornemmelse for sne

Peter Høeg
1992

Læs mere om romanen

Snedronningen

Den anden roman af Peter Høeg (f. 1957) blev dansk litteraturs største internationale bestseller i nyere tid, og var med sit stemningsmættede, højenergiske thriller-plot en markant overraskelse i forhold til de allerede kritikerskamroste forgængere: det ambitiøse panorama "Forestilling om det tyvende århundrede" og den ikke så lidt Karen Blixen-gammelkloge novellesamling "Fortællinger om natten".

Til gengæld var den massive mediedækning af "Frøken Smilla"s succes - den særegne titel er ligefrem blevet en slags mundheld - tæt på at overskygge, hvor mange originale temaer romanen får sendt op i luften undervejs.

Specielt første del har anslag til at blive én af de store, moderne københavnerromaner, for i sin jagt på sandheden om den lille grønlandske dreng Elias' død kommer Smilla Jaspersen ud i krinkelkroge af København, hvor ellers få romanfigurer har sat deres fod.

Samtidig er det én af de første danske romaner, der tematiserer vores ikke så fjerne fortid som kolonimagt, og hvilke konsekvenser det har haft for Grønland og grønlænderne.

Dens stærke kvindelige hovedperson har desuden ført til, at den er blevet udråbt til den første danske femi-krimi, uanset at det nok så meget er en dannelsesroman om en kvindes kamp med en tvivlsom faderfigur og sin egen identitet, splittet som hun er mellem to kulturer. Og ovenover det sindrige plot ligger et større, civilisationskritisk perspektiv, hvor den moderne verden - som Høeg senere fokuserede endnu skarpere på i skoleromanen "De måske egnede" - muligvis kun er en våge i isen.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Kommentarer

Jonna Villefrance
11-01-2009 kl. 21:49

god bog meget eftertænksom .rigtig god læsning

Skriv en kommentar

Vind bogpræmier
Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Boghallen

Risskov Travel Partner