Juryens top 25

Nr. 10

Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand

Helle Helle
2002

Læs mere om romanen

Tilværelsens mulige lethed

Når Helle Helles personer siger "nå", behøver de ikke sige mere. Det gør de ofte heller ikke.

Helle Helle (f. 1965) behøver heller ikke skrive meget mere. Som få andre blandt vor tids danske romanforfattere mestrer hun Ernest Hemingways berømte isbjerg-teknik, hvor halvfems procent af hendes historier, gerne om jævne kvindeliv i provinsen, udspiller sig nedenunder og bagved og ved siden af det lidt, der umiddelbart bliver sagt og sker.

Sit brede gennembrud fik hun i 2005 med "Rødby-Puttgarden" fra den lollandske hjemegn med tilhørende tysklandsfærge, efterfulgt af dette års "Ned til hundene", der nu er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. I den ironisk betitlede "Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand" er der imidlertid nogle helt særlige ambitioner på spil, sådan som historien om den ufaglærte Susannes liv og drømme i flere retninger folder sig ind og ud igennem selve romanens form.

Den begynder lillejuleaftensdag med slutningen, som er tragisk. Først derefter spoles der tilbage, og Susanne og hendes omgangskreds aftegnes gradvis, antydningsvist, igennem mundrette, fåmælte replikker og små fintslebne hovedsætninger ad flere fortællespor, hvor hvert ord synes anbragt med pincet.

Og da vi til sidst når frem til lige før slutningen, ligner det den rene idyl. Men vi har vidst hele tiden, at det alligevel ikke ender sådan, og at livet i titlen kun er én blandt flere mulige forestillinger, ukomplicerede eller ej.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Skriv en kommentar

Vind bogpræmier
Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Boghallen

Risskov Travel Partner