Juryens top 25

Nr. 9

Claus Beck-Nielsen 1963-2001

Claus Beck-Nielsen
2001

Læs mere om romanen

Se dette menneske

»Jeg tror jeg tager konsekvensen/og slår myten om mig selv ihjel« sang C.V. Jørgensen i begyndelsen af 1970'erne. 30 år senere gjorde forfatteren Claus Beck-Nielsen lige nøjagtig det, endda i endnu mere gennemført og virkelighedsnær grad.

Som det bliver skildret i denne hans kombinerede gennembrudsbog og svanesang, dukkede en mand i december 2000 op på Vesterbro i København. Han havde ingen identietspapirer på sig og hævdede ikke at vide noget om sig selv.

Dermed ophørte forfatteren Claus Beck-Nielsen med at eksistere. Han har senere sågar fået sig en gravsten.

Senere bøger, som "Selvmordsaktionen" fra Irak - hvor demokratiet forsøges indført i form af en papkasse med påskriften "Democracy" - og dette års "Suverænen" om den amerikanske valgkamp, er udgivet af internetadressen claus beck-nielsen.net eller den "transnationale virksomhed" Das Beckwerk, der »administrerer boet og kroppen« efter ham. Til gengæld prøver Gyldendals netboghandel stadig med en vis, formentlig ufrivilligt ironisk virkning at få kunderne til at tro på, at det er Claus Beck-Nielsen, der har skrevet også de posthumt udgivne bøger.

Det kan lyde morsomt, og projektet er bestemt heller ikke altid uden en vis bizar underholdningsværdi. Men det er samtidig dødsens alvor og ét af disse års mest radikale og foruroligende danske forfatterskaber.

For Beck-Nielsen, der i øvrigt er en blændende iagttager af livet omkring sig, udgiver sig ikke bare på almindelig reportermanér for at være anonym blandt de hjemløse på Vesterbro omkring nytår for otte år siden. Han leger heller ikke bare med pseudonymer og anonymitet som mange andre forfattere før ham.

Han bliver i stigende grad også som dem, han omgås. Da hans kone opdager, hvor han er forsvundet hen, og hvad han har gang i, bliver han forstødt af hende og afsondret fra sit barn.

Han genopfinder så at sige sig selv som fiktion i virkeligheden. Der står "En biografi" på bogens forside, men intet er helt til at stole på, og det siger heller ikke nødvendigvis noget om autenticiteten, at der gengives en lang række autentiske avisartikler om den i sin tid ganske kontroversielle sag.

Ét medlem af denne afstemnings dommerjury hævder tværtimod, at det slet og ret er de sidste 25 års vigtigste danske roman med stort R. Netop fordi forfatteren har befriet sig fra alt udvendigt, er det vigtige ikke længere, i hvilket omfang bogen har noget med forfatteren at gøre og ligner virkeligheden.

Det er derimod, i hvilket omfang den skaber sin egen virkelighed, medietumult inklusive. Og hvordan mennesket bag den i forvejen barberbladstynde forfatter ser ud, når enhver aura og rolle er pillet af.

I øvrigt er bogen netop kommet som pocketbog i en revideret udgave. Her er der tilføjet et nyt efterord fra juni 2008 af en Helge Bille, for »Når alt kommer alt, er det jo mig, der har skrevet bogen«.

Men i den fysiske verden skal Helge Bille være død for mange år siden. Til gengæld beboes hans lejlighed efter sigende i dag af manden, der tidligere var kendt som Claus Beck-Nielsen.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Kommentarer

Rosenmeier
29-12-2008 kl. 17:02

1963-2001 er naturligt valg til vor tids største danske roman, da bogen springer rammen for normalitet på en måde, så flere i sin tid misforstod det som performance-kunst. Das Beckwerk - eller forvalteren af boet Claus Beck-Nielsen, mangler muligheden for at blive tværfagligt vurderet i en helhedsbetragtning, da tilgangen på én gang er genial indenfor den enkelte genre - men for mig at se er outstanding, når vi begynder at se på, hvor mange stilarter, der kombineres. Den sidste bog "Suverænen" er for mig et endnu større Werk, da jeg her i endnu større grad mærker - den humor som Das Beckwerk ellers bedst viser på teateret. - den dybden, som typisk opstår i de mørke dunkende ærlige barske sangtekster og - det fantastiske guitarspil kombineret med programmerede rytmer. - Timingen som anvendes i videoinstallationer er også helt perfekt i Suverænen. Das Beckwerk har samlet allerede produceret en fantastisk mængde kunst - se blot hjemmesiden og den mangfoldighed af multiverser, der fremtoner her. Manden der griber politologi an på en måde, der ville få en statskundskaber til at rødme, en mand, der forstår og oversætter fra mange sprog, en mand, der fysisk formår at hænge under loftet - filme og synge samt balancere i en wire samtidig - en mand, der spiller guitar bedre end de fleste, og sågar efterspørges af Martin Hall for sin stemme .... ja jeg kender ikke andre der er i nærheden - gør du ?

Skriv en kommentar

Vind bogpræmier
Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Boghallen

Risskov Travel Partner