Juryens top 25

Nr. 8

Prinsesserne

Anne Marie Løn
1996

Læs mere om romanen

Livet er et andet sted

Der er skrevet reoler fulde af romaner om mennesker, der vil væk fra livet på landet, og med vekslende succes også kommer det. Der er ligeledes skrevet reoler fulde af romaner om mennesker, der bliver derude, og med vekslende succes gennemlever de enorme forandringer igennem navnlig det sidste halve århundrede.

I sin næsten 600 sider lange roman, der samtidig blev hendes helt store folkelige gennembrud, skildrer Anne Marie Løn (f. 1947) derimod dem, som livet kommer til at gå forbi. Titlen er kælenavnet for søstrene Valborg Mariane og Violet Cæcilia fra den nordjyske Roseneng Storgård, som i løbet af over et halvt århundrede går fra at være egnens stjerner til at sidde alene tilbage på den stadig mere forfaldne ejendom.

Det er så at sige en episk roman om mennesker, der ikke for alvor sker noget med. Eller som i hvert fald ikke får taget nogen form for aktive konsekvenser af de passioner, konflikter, fortrængninger og dramaer, der bestemt også fra tid til anden viser sig i deres liv.

Meget mere stille i landet kan man dårligt blive, selv om søstrene til at begynde med ikke synes at savne muligheder. Men Anne Marie Løn skildrer med kolossal ømhed, solidaritet og indlevelsesevne, hvordan både deres familieforhold, opdragelse, omgivelser og påtvungne forpligtelser efterhånden forhindrer dem i - ikke blot at bryde ud, men efterhånden også bare at forestille sig, at tilværelsen kan være andetsteds.

Der er ikke nogen egentlige skurke i historien. Til gengæld bliver den i al sin lavmælte, bevidst omstændelige udredning indirekte et rasende angreb på de traditioner og livsforhold, der for ikke så længe siden i en sådan grad kunne hindre specielt kvinder i at få deres eget liv.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Kommentarer

G. Dahl
04-11-2011 kl. 15:27

Ny Rønnebjergvej nr.215

Ruth Pedersen
17-06-2010 kl. 22:54

Har lige læst Prinsesserne 2.gang,jeg tror ikke,det er sidste gang,jeg har læst den. Jeg synes bogen er rigtig god,meget gribende.Burde filmatiseres,kunne blive en ny Matador,der foregår på landet.

Evert Jørgensen
11-01-2010 kl. 10:11

een fantastisk bog og fortælling, men hvor i Vendsyssel ligger denne Roseneng Storgård?

Skriv en kommentar

Vind bogpræmier
Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Boghallen

Risskov Travel Partner