Juryens top 25

Nr. 7

Undtagelsen

Christian Jungersen
2004

Læs mere om romanen

Kontoret som krigszone

Fire kvinder på et kontor. Det er - hvis nogen skulle være i tvivl - alt, hvad der skal til for at skabe en stemning af intens uhygge, hvor ingen er til at stole på, og alle har deres egne dagsordener.

Det er også afsættet for romanen, der efter den talentfulde debut "Krat" etablerede Christian Jungersen (f. 1962) som ét af sin generations mest omtalte og omdiskuterede danske forfatternavne.

Historien om det fiktive "Dansk center for folkedrabsforskning", som begynder at få dødstrusler der måske, måske ikke kommer fra en hævngerrig Balkan-massemorder, lader den fysiske vold i den store, farlige verden spejle sig i den ikke meget mindre infame psykologiske vold i den lille, trygge.

Synsvinklen veksler mellem Iben, Malene, Anne-Lise og Camilla, der hver har sin mere eller mindre problematiske plads i hierarkiet og hakkeordenen, og hver har sine private spøgelser med på arbejde. Det ydre thriller-element - i udlandet er romanen i vidt omfang blevet solgt som en kriminalroman - og den voldsomme kulmination er dog først og fremmest motor for en pinefuld undersøgelse af, hvor voldsomme spændinger også et fredsommeligt kontor kan gemme på, sågar eller netop i en idealistisk virksomhed, hvor en kollega meget vel blot kan være en fjende, du ikke har spottet.

Er Jungersens roman med dens tørre, tilsyneladende realistiske sprog også en dissekering af selve den danske selvopfattelse og stolte tradition for at det er bedst at undgå konflikter? Dens status som sin sæsons allestedsnærværende bestseller tydede i hvert fald på at den blev læst sådan, og at den intime ondskab, han beskriver, er noget som mange kun har alt for let ved at forholde sig til.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Skriv en kommentar

Vind bogpræmier
Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Boghallen

Risskov Travel Partner