Romanerne

Syv aldres galskab

Af Svend Åge Madsen
1994

Stem på romanen

Køb romanen i

I 1600-tallet modtager bogtrykker Hans Skonning en åbenbaring - han tror, han får et syn fra Paradiset, men ser i virkeligheden en almindelig hverdag anno 1994.

Udsolgt fra forlaget.

Artikler fra Morgenavisen Jyllands-Posten

Han leger med hverdagen
Svend Åge Madsens nye roman, "Det syvende bånd", handler om et samfund, hvor alle holder øje med nogen og selv bliver holdt øje med. Det er ikke kun en skræmmende idé, mener forfatteren, der selv ser på verden med fremmede øjne - enten på rejser eller i bogtårnet i baghaven.

18-08-2006

Madsens mestre
I baghavens boghytte i Risskov ved Århus dyrker Svend Åge Madsen litteraturen som både udøvende og læsende. Det bugner af bøger hos Svend Åge Madsen. En overgang ønskede han at opføre et bogtårn ved villaen i Risskov ved Århus for at få plads til de mange titler, men myndighederne afslog.

30-04-2004

Idyl med sprækker
Forfatteren trækker en forseglet kuvert op af sin mappe og lægger den forsigtigt på bordet. Så vender han sig langsomt om mod doktoren, der ser nervøs og anspændt ud. Med en rask bevægelse åbner forfatteren kuverten, tager manuskriptet ud og forbereder sig på at læse.

05-04-1998

Begrundelser for valg af denne roman

Mads Flanding
11-01-2009 kl. 10:58

Den går ud over at være "bare en historie", men er samtidigt en masse finurlige historier, samlet i det klassiske madsenske univers.

jørgen koefoed
10-01-2009 kl. 16:29

original og sprudlende og kreativ

ole petersen
08-01-2009 kl. 11:12

Sv. Åge Madsen parallel-universer finder ikke deres lige - elsker at opholde mig i dem. Derfor

Jacob Spangenberg
07-01-2009 kl. 12:04

Ud over dette værk har jeg faktisk kun læst Hundehoved af de nominerede romaner, hvilket gør mit valg åbenlyst let, idet Syv aldres galskab med dens temaer som fiktion/virkelighed og løgn/sandhed er en sandhedssøgende bog i særklasse, dog kunne jeg have ønsket muligheden for at stemme på Tugt og utugt i mellemtiden og At fortælle menneskene, eftersom disse ligeledes fortjener at optræde på listen.

Hanne Kolind
02-01-2009 kl. 14:53

Svend Åge Madsen er bare min foretrukne danske forfatter.

Leif Søndergaard
01-01-2009 kl. 18:21

Romanen kobler den store og den lille historie (Århus i verden) i de tre tidsdimensioner fortid, nutid og fremtid og skaber en fremragende fortælling om de forskellige generationer op gennem tiden.

Henrik Andersen
26-12-2008 kl. 12:39

Det var ikke muligt at stemme på andre af Madsens mesterværker. F.eks. min favorit "At fortælle menneskene".

Steen Nielsen
21-12-2008 kl. 22:28

Fordi hele Svend Åge Madsens univers ikke kræver yderligere begrundelse!

Dan Nielsen
18-12-2008 kl. 17:37

Fejende fortalt. Den er på alle måder overbevisende i sit univers. Man kommer til at kende og holde af (de fleste af)personerne. Sprogligt velformuleret

Preben Heide
16-12-2008 kl. 21:39

Svend Aage Madsen er den største, alvorlige humorist i vor tid. En selvudslettende iagttager af menneskehedens særheder og en skrap plot-mager.

Søren Kristensen
09-12-2008 kl. 22:44

Fordi at Svend Åge Madsen er Danmarks alletiders bedste forfatter, og desværre er hovedværket "At fortælle menneskene" ikke med

Peter Kristoffersen
07-12-2008 kl. 16:53

Her har vi at gøre med en roman og et forfatterskab, der udfordrer sin litterære samtid - en roman og et forfatterskab, som SKABER litteratur. Romanen er langt fra den mørkemandspopulisme, som Jyllands Posten i øvrigt plæderer for som dikkende lammehale til landets og verdens lummertotalitære højrefløj. Litteratur skal insistere på sig selv som litteratur og samtidig - for romaners og novellers vedkommende - kunne fortælle en historie. Svend Aage Madsen er secon to none blandt dagens danske romanforfattere. Svend Aage Madsens forfatterskab er derfor selvsagt også et forfatterskab, som regeringen valgte at gå udenom i kanoniseringen, og som derfor vil få trange kår i uddannelsessystemet fremover.

Mette Madsen
03-12-2008 kl. 17:51

Hvad er et menneske, hvad er godt og ondt, hvad er fortid og nutid...for mig en af de bedste bøger jeg har læst - fiktion/ filosofi?

Jan Fanøe
02-12-2008 kl. 22:19

Lad mig sige det lige ud: En god bog! Et stort forfatterskab. En af de få, jeg kan stemme på, når der nu er alt for mange af de 100, jeg ikke har læst.

Kenneth Gjerulff
02-12-2008 kl. 12:50

Svend Åge Madsen er uden tvivl en af Danmarks mest interessante forfattere. Siden romanen Tugt og utugt i mellemtiden, der er hans mest interessante, ikke er at finde på listen, så må 'Syv aldres galskab' få min stemme.

Merete Ørskov
01-12-2008 kl. 12:17

Svend Åge Madsen er et forfattergeni, intet mindre. Nogle sætninger eller afsnit må man læse om og om igen, fordi sjælen hopper af fryd over dem. Verden bliver ny, hver gang man har læst en af hans bøger.

Anders Hyldahl
01-12-2008 kl. 11:04

Svend Åge Madsens (På engelsk med stavefejl: Seven Age Madness) bøger hæver sig i deres gennemarbejdethed, dybde og fantasifuldhed langt over gennemsnittet i dansk skønlitteratur. Man bliver som læser ført rundt i en ny og fantastisk verden skabt af Svend Åge Madsen, og først efter endt læsning opdager man at det var ens egen verden, som forfatteren på magisk vis fik en til at tro var noget helt andet. Syv Aldres Galskab er udfordrende, fantastisk og nyskabende, men det ville have været svært at stemme, hvis der stod mindst 20 af Svend Åge Madsens bøger på kandidat-listen - Og det kunne der med stor rimelighed gøre.

Julie Egemar
28-11-2008 kl. 20:53

Syv aldres galskab er for mig et mesterværk, der er syv aldre værdigt. Galskaben giver perfekt mening, om man er 15 eller 65.

Anker Gemzøe
24-11-2008 kl. 14:26

Den mest spændende. Den mest fomrmæssigt fornyende. Den tematisk mest indholdsrige. Forener det intellektuelt udfordrende med det elementært gribende. Har en af de bedste slutninger i dansk romanlitteratur.

Nina Ovesen
24-11-2008 kl. 00:47

Syv aldres galskab er efter min mening en stor dansk historieroman. Ikke i den forstand, at dens handling er sat i en bestemt historisk periode eller beskriver en historisk person, men fordi den beskæftiger sig med historieskrivningens problematik. "Hvad der er, digtes," er den bogstavelige lære, hovedpersonerne Tobias og Styge udleder af deres (utraditionelle) forskning i de seneste syv århundreder i Skonning-slægtens historie. Hermed italesætter romanen klart et konstruktivistisk historiesyn - en opfattelse af at historien er bundet til en menneskelig, subjektiv og perspektivistisk konstruktionsproces. Gennem de periodiske horisontsammensmeltninger, romanens store persongalleri på forskellig vis oplever, forekommer der en simultan eksistens af fortid, nutid og fremtid. I et historieteoretisk perspektiv kan man sige, at romanen hermed er udtryk for en opfattelse af, at historien er en dialektisk aktivitet mellem de fortidige spor, historikerens nutidsperspektiv og hans forventninger til fremtiden eller kontrafaktiske forestillinger om historiens udvikling. Historien er i dette lys en uendelig semiosis, en stadig tilskrivning af betydning. Ligesom TIDEN er et uomgængeligt vilkår for betydningsdannelsen som aktivitet, således er FORTÆLLINGEN dens uomgængelige kognitive instrument. Det kommer til udtryk på to niveauer i romanen. På et eksternt plan kan man betragte romanen som et fiktivt medium for forfatterens artikulation af en bestemt tidserfaring og historiebevidsthed. Men også på det indre plan, beskæftiger romanens fiktive personer sig med disse problematikker. Situeret i en narration, der tematiserer menneskets oplevelse af at leve i TIDEN, forsøger de hver især på forskellig vis at afdække og udtrykke deres eksistentielle søgen gennem historiebevidsthed og tidserfaring indsat i narrationer. I nær sammenhæng med det konstruktivistiske og perspektivistiske historiesyn, der kommer til udtryk i romanens opfattelse af historien som noget, der altid er medieret gennem sproget og fortællingen og er farvet af fortællerens ståsted, kan man i et bredere erkendelsesmæssigt perspektiv også anskue romanens generelle SANDHEDSopfattelse som relativistisk. Sandheden er, som urmager Ernst er talerør for med sin syv-dobbelte sandhedsmodel, personlig og perspektivistisk funderet. Romanen er dog ikke udtryk for en total-relativistisk holdning. Sandheden er altid begrænset af den samfundsdiskurs, den er underlagt. Det illustreres bl.a. ved, at Tobias kommer til kort i sit forsøg på at udleve en værdininilistisk tilværelsestolkning. Selv i forsøget på at sætte sig ud over samfundets normer kan han ikke finde på andet, end at vende de selvsamme normer på hovedet og prøve at overskride dem. På foucault'sk vis illustrerer romanen her, hvordan sandheden altid er underlagt magtens diskurs, og at det inden for disse rammer ikke er alt, der til enhver tid lader sig gøre. Med romanens udstilling og afprøvning af en mængde forskelllige livsopfattelser er den udtryk for en opfattelse af, at der inden for diskursen godt kan eksistere flere, samtidige sandheder. Det kommer bl.a. til udtryk i Tobias' værdi-relativisme, men også i den mere samfundskritiske diskurs i skildringen af, at der i forskelllige kulturelle samfund og grupperinger kan være forskellige, samtidige versioner af sandheden. - F.eks. skildres forskellige kulturers og religioners varierende sandhedsopfattelser. Og med sin emfase på disse simultane sandheders ligeværdige gyldighed indskriver romanen sig også i en kulturkritik, der gør op med en århundredelang tradition for at anskue det "anderledes" som en negativ og falsk modpol til det velkendte. Med sin anerkendelse af forskellige, samtidige livssyn og sandhedsopfattelsers ligeværd er romanen udtryk for en positiv og medmenneskelig holdning. Den maner nemlig til ydmyghed og respekt i mødet med det "andet." Samtidig med denne positivitet rummer romanen dog også et mere pessimistisk perspektiv i anerkendelsen af de ligestillede sandheder ved som nævnt at pege på diskursens styrende funktion i forhold til erkendelsen. For at opnå en ægte indsigt i eller empati med de fortidige eksistenser - eller de i samtiden anderledes diskurser - er det nødvendigt at indoptage den fremmede diskurs som en del af sig selv. I romanen foregår det dels ved indånding af præserverede hjerner eller ved totalt at opgive sin egen tilværelse for enten at leve et "genliv" af fortidige tilværelser, eller med en slettet erindring om en fortid som gud at leve intetanende videre i menneskelig skikkelse. Ingen af disse tilværelsesformer er i længden dog holdbare, og heller ikke uden for det fiktive univers repræsenterer de nogen brugbar metode for erkendelse. Hermed understøttes romanens pragmatisk-konstruktivistiske historiesyn og sammenkobler det med opfattelsen af, at historisk erkendelse lun kan nås gennem SYMpati, da EMpati med det "andet" ikke kan nås, med mindre man kan udradere den diskurs, man selv er en del af. Men da eksistensen er bundet til disursen, er en udviskning heraf lig en udviskning af ens egen eksistens. Ovennævnte karakteristiska har jeg kortlagt mere uddybende i en afhandling for nogle år tilbage, hvor jeg beskrev romanen som "fiktiv metahistorieskrivning". I såvel form som tematik er historiens historiske ærinde at pege på historien som narrativ konfiguration frem for et postulat om at vise ud til en virkelighed uden for teksten. Som stilistisk kategori er POSTMODERNISMEN derfor et godt bud på en placering af romanen. Der er alligevel problemer forbundet med at anvende postmodernismen som epokal konstruktion. Med Syv aldres galskabs opgør med det hegelianske, lineært, teleologiske historiesyn kan man i lyset af romanen selv få en ide om, hvorfor det er så vanskeligt at sætte en tidsmæssig ramme om postmodernismen. Heller ikke litteraturhistorien er nemlig gået ram forbi af postmodernismens opgør med lineariteten. I denne roman kan det anskues ved, at den også rummer træk fra andre perioder. F.eks. kan Tobias i udgangspunktet anskues som en typisk modernistisk protagonist, som er rodløs, eksistentielt plaget af følelse af tomhed og fremmedgjorthed i forhold til det omgivende samfund. I lyset af postmodernismens karaktertræk som legende og eklektisk genbrugende af tidligere perioders litterære træk, er dette ingenlunde i konflikt med at anskue romanen som postmodernistisk. Hvad der imidlertid er mere interessant er, at Syv aldres galskab i sin indskrivning af forskellige temaer og diskurser, som nævnt ovenfor, har en stor vægt af elementer, der netop selv kan beskrives som hjemmehørende i den postmoderne ånd. Tobias redning ud af modernismens dødvande og pessimisme kan f.eks. anskues som et postmodernistisk projekt, hvor han gennem sin legende eksperimenteren med alle livsmuligheder når frem til en mere holdbar og udholdelig tilværelsestolkning. Men i romanens udvikling af sit konstruktivistiske historiesyn er der en lang række referencer til bl.a. litteraturteori, filosofi og naturvidenskab. Og en stor del af disse referencer er netop en ironisk indskriven af nogle af postmodernismens centrale pointer. F.eks. den satiriske skildring af Tobias' fysiske oplevelse af den subjektive, indre tids elasticitet, som manifesteres i hans krops forandringer. I fortællingsgeneratorens udvækst af så mange små fortællinger, at universet imploderer. Eller når Ernst i sin videretænkning af den dualistiske sandhedsopfattelse hos filosoffen Siiger af Brabant overdriver relativismen i en grad så alt bliver lige(-)gyldigt. Ved således at parodiere eller ligefrem destruere nogle af postmodernismens kongstanker, kan man i Syv aldres galskab således også se nogle træk, der peger ud af postmodernismen. Med en henvisning til Foucault kan man tale om, at der litterært i romanen foregår en genealogisk udfordring af postmodernismens udsagn, hvormed dens selvfølgeligheder undergår en delvis opløsning. Og i det lys skulle man måske nærmere betragte Syv aldres galska

Sofie Niros
23-11-2008 kl. 20:17

Jeg ELSKER Svend Åge Madsen og hele hans fantastiske forfatterskab!

betty foghsgaard
16-11-2008 kl. 11:24

Fantastisk bog.

Kit Nygaard Bak
14-11-2008 kl. 19:50

Bogen er efter min mening genial i sin opbygning og sit plot. Intet mindre. Den er overraskende og hænger fantastisk godt sammen.

Jakob Sønderskov Sørensen
14-11-2008 kl. 09:36

Et storværk fra Svend Aage Madsen. Fabulerende fortælleglæde kombineres med filosofisk og eksistentielt vid. Nysgerrigheden ved formen og sansen for den gode fortælling går her op i en højere enhed.

Ole Nyegaard
12-11-2008 kl. 09:32

I tæt opløb med Højholts Auricula og Madsens egen Tugt og utugt i mellemtiden, og lysår foran div. krimier og forsøg udi samtidsromanen; er dette en af de bedste romaner skrevet på dansk i anden halvdel af det 20. århundrede. Fordi Madsen på een gang er ordinær og grænseoverskridende; han tør ryste posen med de kendte genrer og bruge dem til noget nyt, og han skriver et tilsyneladende lige-ud-af-landevejen-dansk, der gang på gang formår at overraske læseren ved at komme bag på denne med endnu en original underfundighed.

Morten Skjerk
12-11-2008 kl. 08:26

Jeg elsker Madsens forfatterskab som helhed. Jeg ynder tit at nævne detaljer eller anekdoter fra hans bøger. Fra de syv aldre for eksempel historien om ham, der får at vide, at han dør, når han er færdig med at spille, og så trækker musikstykket ud i årevis og først dør som meget gammel mand. Smuk fortælling!

Kira Schiller
12-11-2008 kl. 01:33

Genial, genial

Leif Nørholm Jensen
11-11-2008 kl. 22:34

Jamen, det er jo bare Sv. Aa. Madsen, når han er bedst!!!

Søren Herred Johnsen
11-11-2008 kl. 22:16

Kombinationen af dybde i de enkelte romaner og bredde i det Madsenske univers, som de på finurligvis indgår i... Måske mere en stemme på S.Å.M. end på den pågældende roman.... svært at vælge èn frem for en anden... opfylder til fulde kriterierne: "bedste" + "danske" + "roman"

Henrik Brix Kronborg
11-11-2008 kl. 16:43

Fordi ingen kan skrive en roman som Svend Åge Madsen, så selv den mest perifere biperson bliver interessant, og så man levende kan forestille sig, at her kunne handlingen ændre fokus, følge med en tilfældig biperson og Madsen ville stadig have fuldt styr over tingene.

Jakob Rubin
11-11-2008 kl. 16:37

Svend Aage Madsen er fantastisk, en meget stor forfatter, med en evne til på samme tid enkle, geniale og overraskende kompositioner i sine bøger. Hans 'Tugt og utugt i mellemtiden' fra 1980'erne er også en sandt mesterværk.

christian Schou
10-11-2008 kl. 14:43

Med sit sublime sprog, præcise billeder af personer skildres en så forskellig verden fro den virkelige, at vores egen middelmådighed træder frem i al sin magt. Humoren og livsglæden er fantastisk, som i så mange andre af SÅM værker...

Liza Strandgaard
10-11-2008 kl. 10:38

fantastisk univers og dejlig humor.

Morten Brønnum Andersen
08-11-2008 kl. 15:27

Madsens univers er komplekst, vidtforgrenet og genkendeligt - men aldrig forudsigeligt

Pernille Meyn Milthers
08-11-2008 kl. 11:25

Fordi jeg lige siden, jeg læste den, har glædet mig til at læse den igen.

Per Westergaard Knudsen
08-11-2008 kl. 10:47

En fabelagtig og fængslende fortælling, der lader historien lægge lag på lag til en sluttet ring er opstået på sidste side.

Rene Guldbrandsen
07-11-2008 kl. 17:29

Forrygende og fantasifuld, men samtidig udfordrende og eftertænksomhedsvækkende.

Peter Dyring-Olsen
07-11-2008 kl. 11:50

En vildtvoksende og fantastisk fortælling, der tog mig med storm og som stadig sidder som et ekko bagerst i min hjerne. Fortællelyst, svimmel virkelighedsrundtur og sjovt tankeeksperiment i ét.

Kommentarer

Christel Bach
24-12-2008 kl. 10:33

Fordi Syv Aldres Galskab er et spejl på alle tiders galskab. Fordi Svend Åge Madsen med denne roman viser hvordan sandheden om verden hverken kan ses indefra eller udefra men nødvendigvis må belyses fra mindst begge sider for at optræde som mere end et forvrænget skyggebillede. ..og fordi Svend Åge Madsen er genial sublim humor i klasse A

Dan Nielsen
18-12-2008 kl. 17:30

En af de bøger, jeg med stor hlæde har læst mere end 3 gange - exclusiv de gange, jeg blot har læst et enkelt kapitel

Christian
18-11-2008 kl. 20:52

Genialt betitlet: Syv aldres galskab = Seven Age Madness

Jakob Sønderskov Sørensen
14-11-2008 kl. 09:39

Fabulerende fortælleglæde går hånd i hånd med filosofisk og eksistentielt vid. Madsen har her fundet en form, hvor eksperimentet og sansen for den gode fortælling går op i en højere enhed.

Anders Bomholdt
13-11-2008 kl. 22:05

Go'e gamle Svend Åge Madsen

Skriv en kommentar

Svend Åge Madsen (1939) Dansk forfatter og dramatiker. Han modtog i 1972 Det Danske Akademis Store Pris.

Svend Åge Madsens forfatterskab er gennemgående optaget af fiktionens rolle i forhold til at skabe sig en identitet som menneske. Bøgerne har ofte en ironisk drejning, som udfordrer læserens blik på sig selv og på vores omgivende samfund. Forfatterskabet har været genstand for utallige og omfattende universitetsstudier.

Han har sammen med hustruen Bendte Ingerlise Madsen skrevet en række kriminalromaner under pseudonymet Marianne Kainsdatter.

Vind bogpræmier
Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Boghallen

Risskov Travel Partner